Fortellingene

En plassertur i Bergen

Alle Dage har Bergenserne døjet Uvejrsprøvelser, da den kjære By jo hælder til mere vaadt, end til tørt. Det har derfor altid været et meget vanskeligt Spørgsmaal at afgjøre, naar Plasserturen skulde finde Sted.

Skinnede Solen rigtig klart en Lørdag, fik mere end et Hoved travelt med Plassertanker. Hvem taenkte da paa at spare Skillingen, og hvem følte sig træt af Ugens Slid og Slaeb, naar Landet vinkede?

Fordringerne var smaa i hine Dage, og Morroen stor. Vilde man se glædesstraalende Mennesker, saa var de at finde i et Bergensk Plasserfølge, selv om de drog af Gaarde som sande Pakæsler.

Løsenet var: Fuldt op af Mad og Drikke i Kurven og et godt Humør i Hætten.

Som hver en Tone giver sin Del til Melodien, saaledes maatte enhver give sin Del til Fornøjelsen, da fulgte Harmonien af sig selv.

Plasserfolket havde i Regelen en Spillemand med; ligegodt for mange hvilket Instrument han behandlede. Hovedsagen var, at det gav nok Lyd. I Mangel heraf toges tiltakke med en Visesynger. En slig kunde nu synge om Alverdens Ting. Kjærlighedssange var de mest yndede. Medfølende Sjæle fik derved sine Drømme.

Spilopmagere og «Haandsrækkere» var ogsaa efterspurgte Følgesvende.

Den Plassertur, hvorom her skal fortælles, var allerede bleven besluttet i Ugen mellem Jul og Nytaar. I Tomheden efter Juleglæden havde Skipper Kübkes to Døtre, Serene og Regine, faaet Løfte paa en saadan Tur, naar Sommeren kom, af Anne Bine Faster, der styrede Huset for sin Broder, siden han var bleven Enkemand, og som oftest var sine Broderdøtre baade Mors og Fars Sted, eftersom Skipperen næsten altid var i Fart.

Anne Bine Faster havde Ogsaa en anden Broder, der boede i Bergen. Han var Guldsmed. Mand og Kone havde just ikke danset paa Roser, men var dog komne helskindede over Sølvbrylluppet.

Der blev af mange sagt, at det Ægtepar ikke var skabt for hinanden. Alle kunde nu se, at deres Ydre ikke var det. Hun blev kaldt en «Langelire» og han en Huggeblok.

Han gik ind i Ægteskabet med den Beslutning, at hvad han end maatte give Slip paa, saa vilde han fuldt og fast sikre sig det sidste Ord i Huset.

Hun havde ogsaa bestemt at sikre sig noget og tænkte: lngen bør begive sig ind i en Livsstilling uden at holde paa sin Ret. Da først faar man Fodfæste. Og hun havde den samme sindrige Beslutning som Manden, ikke for nogen Pris at give Slip paa det sidste Ord. Her kunde siges: «To Sjæle en Tanke, to Hjerter et Slag.»

Det sidste Ord blev da fra deres ferskeste Hvedebrødsdage et Stridsspørgsmaal, der af hende ofte blev besvaret med slaaenc Argumenter.

Under disse Debatter fræsede Fatter som en Krudtkjærring, medens Mutter sad ved Bordenden, stiv og kold som en Snemand. Kulden vandt. Fatter, der ofte kom i en snever Vending, brugte det Kneb at løbe paa Dør med et, udstødende højt og lydt det sidste Ord. Men han fik svie for det Puds.

Parrets Arvinger var tvende Døtre og en Søn. Denne var Fatters Yndling.

Som selvskreven Thronarving til Verkstedet fik han Fangskindet paa, da han var lang nok dertil, men til stor Sorg for Fatter gav han snart haandgribelige Beviser for, at han aldrig vilde forstaa at omgaaes Guld. Nu skulde han prøves i Kobber, men lige hurtigt gav han tilkjende, at han ikke var skikket til at blive Kobberslager.

Den bekymrede Fader tænkte som saa: «Kanske Blikkenslageren stikker i ham?» og puffede ham derpaa til Blik, men da han slog Blikpladerne sønder og sammen, jog Mesteren ham paa Dør.

Nu blev gode Raad dyre. Konen vilde han ikke spørge. Det var jo at lægge hende det sidste Ord i Munden.

Efter at have tænkt frem og tilbage udbrød han sjæleglad: «Grovsmed! Grovsmed! er han som skabt til. Hans Postyr passer netop til Storslæggen.»

Den bedste Smedemester blev søgt og funden. Faderen fremstillede sin kjære Jan Peder for denne med Lovtaler over hans Jernstyrke.

Mesteren gik i Fælden, og Guldsmeden havde ingensinde været lettere paa Foden, end da han paa Hjemvejen fulgtes af den antagne Læredreng.

Begyndelsen var forhaabningsfuld; thi Jan Peder stod i llden, som om det kunde være Vulkan selv, men aldrig kunde han smede, medens Jernet var varmt.

Faderen fik ham da atter paa Halsen. Fortvivlet udbrød han: «Der findes ikke i Verden et Futteral, der passer for den Flegel!»

Konen svarede fra Bordenden: «Læg ham i mine Hænder. Kan han ikke blive til noget bestemt, saa faar han empløjeres til noget ubestemt. Mine to Smaatøse har jeg gjort til flinke Husholdersker, som tjener sit gode Brød; jeg skal da ialfald

bringe ham til at fortjene sin Mad.

Det var nok den eneste Gang, Manden gav Slip paa det sidste Ord.

En Junidag, klar og stille, med Blomsterduft og Fuglesang stod Serene og Regine i Dagligstuen iklædt Søndagsdragt ventende paa Anne Bine Faster, der længer end sædvanlig stod foran Spejlet, ordnende sin Bæverulds Damedug.

ldet de broderede Silkevanter blev trukne paa Hænderne, tindrede Søstrenes Øjne, medens Smilehullet i Kinden blev dybere. Faster sagde derpaa med blid Mine og øm Stemme:

«Naar mine Lam er komne ud til Farbror Kübke, maa I ikke forglemme, at han faar det sidste Ord. Ak ja! Vi har nu alle vore Svagheder.

Guldsmeden sad i Bagstuen og bredte sig for Bordenden, da Søsteren og Smaapigerne kom ind. «God Dag, Broder,» tog hun

til Orde, «sidder du der?»

«Jasaamen, jasaamen. Den Plads hører egentlig Mutter til, men tag nu du den, Søster. Jasaamen er det nyt, som sjelden sker, at du kaster Øjet ind om min Dør.»

«Aa ja,» svarede hun og tog ham fast i Haanden, «ingen skal da beskylde mig for at være en Rendemaske.»

«Vistikke, vistikke, kjære Søster. Men her staar jeg jo og forglemmer at byde eder Stole. Vær saa god, vær saa god at sitte ned.»

Han klappede Søstrene paa Kinden og vedblev: «Jamen har du Ære af disse Puse. De er som knød for hvert Led. Skam at sige har jeg hverken vaadt eller tørt at byde. Mor er gaaet ut for at trække frisk Luft, og da forsegler hun altid Nøglehanken.

«Tal nu ikke om det, Tobias. Vi behøver saamen hverken det ene eller det andet. Jeg vilde gjerne snakke lidt med Jan Peder; er han hjemme?»

«Ja, jeg skulde formene det. Han er i Boden og kløver Ved. Mutter har nu gjort ham til noget af hvert!»

Dernæst gik han ud og kom ind, fulgt af den haabefulde Søn, hvis godmodige Ansigt var i et eneste Smil, medens han udbrød: «Nej, er det ikke Anne Bine Faster og Smaatøsene. Havde jeg ikke syndet, siden jeg sidst saa sligt Godtfolk i Huset.»

Faster sagde, idet hun blidt rakte ham Haanden: «De smaa og jeg kommer for at spørge, om du har Lyst til at være med los paa en Plassertur?»

Han slog Hænderne sammen og raabte: «End sige ikke jeg har Lyst! Jo, det skulde jeg mene!»

«Jeg ved,» fortsatte hun, «at du ofte er Haandsrækker paa saadanne Ture, derfor vil vi være om os i Tide.» Hun fæstede saa Blikket paa Guldsmeden. og spurgte: «Du, Tobias, har vel intet derimod?»

«Nej saamen, det er bare godt, at han imellem kan være Slæbhest for sine egne og ikke altid være det for fremmede.»

«Slæbhest,» gjentog Jan Peder i en fornærmet Tone, «fordi jeg bærer et Par Kurve! Jeg er ofte forlegen med mine Hænder, som befinder sig bedst, naar de er empløjerede, og jamen er det Sælebod, at jeg af og til kan slaa Syt og Sorg i Glemmebogen.»

Plasserture var Jan Peders Livsfryd, og stor Rift var der om ham, da han villig tog Haand i Hanke. Men Fasters paatænkte Udflugt lyste for ham som Aftenstjernen over alle de andre Stjerner.

Turen var nu af Faster fastsat til den første Godvejrs Søndag, og Serene og Regine følte, at Forventningsfeber ikke er den mindst glødende.

Ulrikken, den gamle Vejrprofet, der alle Dage er bleven bombarderet af Øjekast, var nu daglig beskuet af Søstrenes klatre Øjne. Gamlingen havde flere Dage været saa lys og blid, rigtig i sit bedste Solskinshumør. Den graa Hætte’var borte fra Panden, der ikke havde en eneste Sky.

Faster skulde netop gaa ud for at gjøre lndkjøb, da hun i Gangen nær var bleven reven omkuld af Jan Peder, som kom løbende og raabte aandeløs: «Tænk, tænk, der skal være fem Kronebrude ved Aasene Kapel denne Søndagl»

«Nej, hvad siger du? Det var da et Held at faa fem Kronebrude paa Kjøbet.»

Da Lørdagen kom, stod Anne Bine Faster i Kjøkkenet fra den tidlige Morgen omsust af Damp fra Stegepande og Gryder.

Serene og Regine sad tause paa en Skammel i lyksalig Forudnydelse, medens Hunden laa tæt ved, slikkende sig om Snuden.

De var saa lykkelige, thi Vejret var dejligt, og Sagemanden havde sagt, at Morgendagen vilde blive akkurat ligedan.

Jan Peder var indom for at høre, om han kunde vaere tilhjælp. Til Tak for hans Tjenstvillighed belønnede Faster ham med «Skrabekagen», som hun netop havde paa Panden, da han kom.

Medens han nød denne, blæsende paa hver Bid, spurgte han: «Hvem bliver da med paa Turen?»

«Kun Børnene og mig og den stakkels Jomfru Flint, som den hele Vekke sidder krum over sit Arbejde. Ja, der maa nok ikke ofte sees op, naar Levebrødet er at kræppe Kalvekryds og pibe Præstekraver, saa hun har da godt af at kunne faa strække sig i den friske Luft. Du Janemand bliver da efter Aftale vort Vækkeruhr?»

Han nikkede med et bredt Smil udbrydende: «Ho, ho! lmorgentidlig skal jeg dundre paa Gadedøren, førend hin Manden faar Sko paa.»

Kisteglad og i Kisteklæder kom Jan Peder til det snehvide Hus, under en Morgenhimmel saa klar og blaa. Solen var ikke saa klar. Den var som fulgt af en fugtig Dunst, men den var jo ogsaa netop staaet op fra Havet.

Domkirkeklokken slog fire langsomme Slag, idet Jan Peder slog med Dørhammeren ligesaamange hurtige.

Familien indenfor fór op fra Dynerne som ved et elektrisk Stød. Snart blev der lutter Virksomhed. Serenes og Regines Hjerter havde aldrig banket stærkere, end da Faster med varlig Haand løftede de hvide, nystrøgne Kjoler over deres Hoved.

Hunden, som forstod, at den ikke skulde være med, sad paa Halen skjælvende som et Espeløv af Sindslidelse.

Jan Peder, som havde tiltvunget sig at bære det, som maatte bæres, gik ud af Gadedøren med en fuldpakket Kurv i hver Haand, medens et ægte Perlehumør lyste ud af hans Ansigt..

Smaapigerne og Faster fulgte efter, den sidste iklædt sin lysegule i Ære holdte Spadserkjole; hun havde ogsaa i dette Godvejr spenderet sin Papirhat, over hvis høje Pul en stor hvid Strudsfjer vajede i den friske Morgenluft.

Jomfru Flint, der kom trippende til i rette Tid, udbrød: «Nej, Anne Bine, hvad ser jeg? Vil du rigtig spendere din nye Hat? Det turde saamen ikke jeg og har, som du ser, kun en Fifdug paa Hovedet, som jeg altid bruger om Ørkedagene. Men de bedste Silke-Proptrækkerkrøller maatte jeg dog tage paa. Jeg har hørt, at de skal klæde mit spæde Ansigt.»

ldet Følget satte sig i Gang, kom Tjenestepigen farende og stak en grøn Nankins Paraply under Jan Peders Arm. Han nikkede blidt og sagde: «Stik under Armen, hvad der rummes, naar blot Ryggen kan være fri.»

Men Faster sagde til Pigen med en afvisende Haandbevægelse: «Hvad skal min Regnhat drages med efter i dette Tørvejr ‘Det er jo at læsse unyttige Ting paa den Trosslæber.»

«Aa, Fastermor, lad den nu blive, hvor den er. Naar Regnhatten er med ude, holder Himlen ofte netop Regnen inde.»

Sagemanden, der havde lovet Serene og Regine godt Vejr, kom ogsaa den Morgen tidlig paa Fødderne. Han maatte ud at se, om Ulrikken havde Hætten paa.

Med Hænderne i Lommen og Øjet fæstet paa Vejrprofeten blev han længe betænksomt staaende og mumlede saa i Skjægget: «Jamen ser det ymse ud.»

En Skoddedot rullede op bag Fjeldryggen, fulgt af en lang mørk Sky. Det fortonede sig som en Rytter svøbt i sort Kappe med en Fjerdusk i Hatten. Sagemanden rystede paa Hovedet, mumlende: «Den Kar rider sandt og vist til Vands.»

Vore Plasserfolk havde imidlertid lagt Byen bag sig. For haabningsfulde gik de ind paa den solbeskinnede Landevej. Flere Følger gik forud, vistnok ogsaa med Kronebrudene i Perspektiv. ldet en Klarinets hensvævende Toner naaede Jan Peders Øren, raabte han: «Der er en Klarinetblæser paa samme Vej. Vi maa se at komme nær det Følge. lntet paa Guds Jord kan saaledes fortrolde mig som Klarinetspil.»

Rystende med Hængekrøllerne sukkede Jomfru Flint: «Ak ja, Klarinetten er ogsaa et kjælent, romantisk Instrument.» Spillemandens Følge, der havde taget Hvile paa et Gjærde, var snart naaet. Han havde et lige godmodigt Ansigt som Jan › Peder, og var dennes Skuldre trukne nedad af Byrden, saa var Spillekantens Øjne som blæste udad. »

Han havde Mine af at være Fifkavaler i sin Kreds. Derom vidnede ogsaa hans frodige Snurbart og Floshatten, han bar paa

tre Haar.

Da de to Lag var blevne til et, gik det op og ned ad Bakke, under Fryd og Gammen. Klarinetspillerens Bryst blev en utrættelig Blæsebælg. Tvende unge Matroser, som var i Følget, lod heller ikke de uforlignelige Toner gaa tilspilde, men forkortede Vejen med en Svingom. Jan Peder, hvis Arme var i Brug, sprællede af og til med Foden, medens han udbrød:

Hej lystig paa det ene Bejne,

Hej lystig paa de begge to,

Hej lystig kling, klang,

Lad os danse engang.

Da man var kommen op for en brat Bakke, sagde Faster: «Vi bør hvile her i Græsbakken. Smaapigerne er vist trætte, og saa vil vel ogsaa en Smule Mad smage godt.»

Enstemmigt Bifald.

Den ene Matros, kaldet Lystigper, pegede bortover Fjorden og sagde: «Se, se den forbistrede svarte Gryten, som hænger der over Havet. Jo, jo den har nok et Bryg inde, som, piske mig, vil give alle en Taar over Tørsten. Kanhænde det først skaker op imorgen.»

Da Plasserfolket med fornyede Kræfter havde naaet Rejsemaalet, forkyndte Kirkeklokken, at Gudstjenesten begyndte.

Den lille Kirke laa som neddukket i den store Almue, der omringede den.

Faster med Smaapigerne ved Haanden og Jomfru Flint trippende efter maatte blive staaende, da det syntes umuligt at kunne traenge igjennem Folkemaengden.

Søstrene spurgte mismodigt: «Faar vi ikke se Kronebrudene?»

«Jeg vil haabe, de kommer eder for Øjet, naar de forlader Kirken. At komme derind ser mine Gudsengle er platterdings umuligt.»

Faster fik da Øje paa Jan Peder, som gik søgende omkring; hun vinkede til ham, og han skyndte sig hen til dem, saasnart han hane faaet Øje paa dem. «Kurvene har jeg prekavert. Nu skal jeg minsandten buksere Dokker ind i Kirken, for ind skal Dokker!»

Dernæst tog han Serene paa den ene Arm og Regine paa ‘den anden og bad Faster følge efter. Han lagde for Dagen, at

han forstod at kile sig igjennem Traengsel. Fasters Papirhat blev fladtrykket, men Jomfru Flint, der holdt Haanden over de kjære Silkekrøller, kom fra det uden Skade.

Alle Øjne søgte til Brudene. Der stod de omkring Alteret, udstafferede som Afgudsbilleder. Men de gyldne Kroner paa Hovedet behøvede Solskin for at komme til sin Ret.

Den skyfulde Himmel lagde over Kirken en forunderlig betagende Dunkelhed, som bredte sin Virkning i Brudenes Ansigt. Troen blandt Folket er, at Solbrud bliver glad og lykkelig.

Med et blev Kirken oplyst af et glødende Solskin. Brudene løftede Hovederne, og Kronerne glitrede med funklende Glans. Serene og Regine aandede dybt, og deres store Øjne fik ogsaa Straaleglans.

Tjenesten havde været lang. Smaapigerne var trætte af at staa paa Taa. Menigheden strømmede til Udgangen. Komment ud fik den Munden paa Gang. Er man i Nærheden, naar Strilemunde slaar sig løs, maa man være glad, naar Trommehinden bliver hel og holden.

Faster, Jomfru Flint og de smaa var ogsaa komne ud, men hvorledes vidste de ikke. Befalende sig Gud i Vold fik de Fodfæste under aaben Himmel, fra hvilken nogle store, tunge Regndraaber uhyggeligt dunkede paa Fasters Papirhat. Hun saa ængstelig tilvejrs, tog Smaapigerne fast ved Haanden og prøvede at trænge sig gjennem Folkehoben.

Men da begyndte det at regne! Det var en Styrt, som pludselig slog ned! Bergens Regnhistorie kunde vistnok opvise Magen dertil, men mere fortumlede, sammenkrukede, dryppende, dyngvaade, flygtende Figurer, maatte dog være en Sjeldenhed at se.

Jomfru Flint fløj afsted over Stok og Sten med sin Kattuns Kjole over Hovedet. Det gjaldt at beskytte de dyrekjøbte Silkekrøller – fik saa Øje paa et Hønsehus og stak sig derind. Aandeløs hældende sig til Væggen saa hun en Hønseflok komme løbende ynkelig vaade, med udstrakte Halse. Den stansede ved Huset, betragtende Indtrængeren med blinkende Øjne og gabende Næb. Jomfruen, der ikke vilde vide af denne Begaben, gjorde en jagende Bevægelse med Hænderne. Flokken flygtede skrigende bag Hønsehuset, og der blev de staaende paa en Fod.

Den aldrig svigtende Jan Peder kom vadende. Idet han fik Øje paa Faster, vinkede han med Haanden og raabte: «Godt Mod. Vi behøver ikke at syte, som har en splinter flonkende ny Regnhat,» tog saa Faster under Armen og holdt den mandelig over hende og de smaa. Idet Øjet faldt paa Fasters Papirhat, udbrød han modløs: «Nej, noget saa snippeligt, at den stolte Hat skulde ende som et sammenfaldt Korthus.»

Paa den Kant af Landet bygger Bonden i Regelen sit Hus efter knap Maalestok. En Røgstue og en saakaldt Kove betragtes som nok, hvad enten Familien er stor eller liden.

I den største Stue, der kunde findes, var Brudene placerede ved et Langbord. Omsuset af højrøstet Prat, Felespil og Regnpladsket udenfra, overholdt man dog Brudeairet.

I samme Stue havde den trofaste Drabant ved Hjælp af sine Albuer skaffet Faster og Søstrene Plads i en Krog.

Færden maatte til Bryllupsgaarden for enhver Pris, og da Kjøgemesteren med Embedsklubben dundrede paa Døren til Opbrud, fik Brudekoner og Piger det travelt med at indpakke Brudene i Plag og Lagener, medens de trøstende hviskede: «Aa jaminsandt regner der Guld i Brurekrona.»

Alt, hvad der kunde hænges over Hovedet, blev nu taget i Brug: Baadsejl, Kalveskind og Sække.

Da Brudefølget saaledes udstaffert tog afsted, raabte Lystigper, der stod og saa til, leende af fuld Hals: «Slide mig, ser det ikke ud, som om det var en Storvask, der fik Fødder at gaa paa.»

Da Faster fik Pusterum, spurgte hun Jan Peder: «Men hvor er Gurithe Flint bleven af?»

«Aa jødes!» raabte han og slog sig paa Knæet, «hun er da sagtens ikke druknet, saa jeg skal nok snuse hende op.»

Jomfru Flint, der just ikke fandt sig meget tilfreds med sin Hønsetilværelse, havde sendt mere end et kvalfuldt Suk til Himmelen, som lod sande Elveløb styrte ned.

Med et stak Jan Peder sit Hoved ind, vaad som en Havmand, slog Hænderne sammen og udbrød: «Nej, hvad maa jeg se? Sidder hun ikke der og kukkelurer som en anden Høne. Ja jeg forstod, da jeg saa Hønsebeisterne staa derude smale som Aal af bare Væde, at der var noget inde i deres Hus, der skræmte de Stakler fra Pinden. Derfor faldt jeg paa at kige herind. Følg nu med mig, Jomfrumor. Kaffekjedelen ernok hængt over, saa hun kan faa en Hjertestyrkning.»

«Ok, ok! Jeg tør slettens ikke gaa gjennem det vaade Græs. Bliver mine Fødder mere vaade, bryder Tandpinen løs, og jeg har ikke mine Nellikdraaber med mig.»

«Pyt ikke andet! Jeg bærer hende lige til Huset.»

«Men hvorledes skal jeg faa prekavere mine Proptrækkerkrøller? Det øser jo ned.»

«Sandt at sige giver Fasters Regnhat denne Dag saa overhændig Farve fra sig, saa de brune Krøller kunde forvandles til

grønne. Det er bedst, at de bliver aftagne og stukne i min Trøjelomme.»

Raadet blev fulgt. Han tog hende saa paa sin Arm, forsikrende, at hun var let i Vægten.

Folkeskaren havde imidlertid forladt Stuen, saa denne nu var til Fasters Raadighed. Konen i Huset fyrede godt under Kaffekjedlen, Faster var ogsaa kommen i gammelt Husholdningshjørne. Den medbragte Dug blev bredt paa Langbordet, og de tillokkende Sager, som Kurvene gjemte, satte derpaa.

Faster bød med oplivet Mine tilbords, Serene og Regine fór fra Vinduet, hvor de gjennem Regnskyllet havde stirret efter en Solstraale.

Jomfru Flint, der havde ordnet sit Toilette, bar atter de elskede Hængekrøller. Fasters Følge var nu paa Plads.

Hun stillede sig ved Bordenden, hvor Kaffekjedlen stod, udpustende sin liflige Damp, og skjænkede fulde Skaale.

Jomfru Flint tog lange Slurk, medens hun smaastønnede: «O, du Svartedroppe, du Svartedroppe! Du er en Trøster for mere end en Gjenvordighed.»

Jan Peder nikkede bifaldende, gned sjæleglad sine Hænder og tilføiede: «Ja, aaja. Vi har det saa uendeligen koseligt,»

istemte saa med høj Røst den yndede Sang:

Hvad spørger jeg om Gods og Guld,

Naar jeg er vel tilfreds,

Lad andre have Laden fuld

Jeg nøjes i min Kreds.

Han taug med et; thi Melodien blev udenfra gjentagen af de ømmeste Toner, en Klarinet kan udstøde. Hurtig rejste han sig fra Bordet, fór ud af Døren og førte Klarinetblæseren ind ved Haanden; med vant Takt holdt han sig undselig tilbage, men Faster vinkede til ham og bad: «Vaersaagod, genér sig ikke, men tag til takke med Traktementerne,» og han lod sig ikke bede to Gange.

Med Fifkavalerbevidsthed spiste han som den fine Mand og sagde galant til sin Faster:

«Velbyrdige Jomfru, jeg kan ikke nok fuldtakke hendes overflødige Godhed i at lade os, det vil sige mig, nyde af den vinskibelige Opdækning, og til bedrøvelig Bekjendelse maa jeg lade hende vide, at hver Smit og Smule af Mad til vort Livsophold er bleven til Vandgrød, da Kurvene har staaet under Tagdryppet.»

Faster svarede medfølende: «Hans Kammerater maa ogsaa komme tilbords. En forsynlig Husmor har altid noget i Baghaanden. Der er Røgelaks og Tommelkringler paa Bunden af Kurven; Kammeraterne skal da altid kunne underspise sig deraf.»

For nedslaaende Vejr paa en Tur er jo god Mad og Drikke et oplivende Middel. .lan Peder, som var inde i Viseliteraturen, sang i højen Sky. Han havde en vakker Stemme, men hjemme turde han ikke synge; Moderen sagde, at hun var træt af hans Gaul.

Fifkavaleren gjorde ogsaa sit til Tidsfordriv. Han udblæste Trillader fra Klarinetten, der kunde smelte et Ishjerte.

De unge Matroser tog sig en lystig Svingom med Serene og Regine.

Jomfru Flint lod sig efter megen Nøden overtale til en Hopsavals med Jan Peder. Silkekrøllerne blev mere og mere klædelige under Bevægelsen.

Da Regnvejret heller tog til end af, blev det en Nødvendighed at overnatte paa Gaarden.

Faster, som allerede havde erfaret, at Renlighed just ikke hørte til Husets Hoveddyder, tingede Laden for sig og Smaapigerne.

Jomfru Flint, der henpaa Aftenen mærkede, at Tandpinen, den Syndeplage, tog til at banke paa, valgte Sengeplads i Stuen.

Jan Peder modtog med Kyshaand Tilbudet om Koven. Lystigper erobrede en lang Bordskuffe; svingende den over Hovedet, raabte han:

«Ole Lukøje er, slide mig, gaaet ombord i en værre Skude end denne.»

Enhver havde nu indtaget sit Nattekvarter. Jan Peder forsøgte forgjæves at strække sin Længde i den korte Seng. Søvnen sad i Øjenkrogen og overmandede ham under Forsøget. Snart udstødte hans Næse Lurtoner, der kunde kaldt en Buskap sammen. Om det var disse, der satte det brune blodtørstige Rytteri i Bevægelse, er ikke godt at vide, men han skulde erfare, at det overfaldt ham med en umættelig Grusomhed. Da Angrebene blev ham for voldsomme, styrtede han paa Dør.

Regnvejret, der ikke havde lagt sig, piskede saa ivrigt, som om en Syndflod var i Anmarsch.

Den sagtmodige Følgesvend blev en sand Tiger og myrdede udenfor Huset ubarmhjertigt Forfølgerne paa sin Person, medens han brummede: «Af tvende Dødsmaader vil jeg heller drukne end blive opædt.»

Raadvild blev han dernæst staaende. Med et slog han glad ud med Hænderne, løb ind’i Huset, kom hurtig tilbage, slog Fasters Regnhat over Hovedet, lod et kjærligt Blik løbe opad dens stærke Stok og mumlede: «I en lykkelig Stund kom den med, men der er sagtens ikke Regnhat skabt, som kan staa sig, naar Himlen slaar ned med Bøtter,» tog saa til at vade gjennem Græsset og stansede ved den Lade, der var Fasters Sovekammer.

Betænksom hviskede han: «Synd og Skam vilde det være at forstyrre dem derinde, men Nød bryder alle Love.»

Dernæst tømte han Vandet af sine Sko, vred den lange, vaade Lug, listede sig varsomt gjennem Ladedøren, strakte sig paa Gulvet og slog Fasters Grønne over Hovedet til Beskyttelse mod Tagdryppet.

Anne Bine Faster var kommen højt paa Straa i Laden. Hun sad under Taget i Hø. Serene og Regine sov fast og godt ved hendes Side, medens hun selv laa som i en Døs. Pludselig for hun op.

Mindst af alt drømte den trofaste Drabant, at hans Næse skulde spille ham det Puds at vække Faster, der nu med stirrende Øjne saa sig angstfuldt omkring.

Det var netop midt i Nissetiden. Hvem troede ikke paa den Fyr? Faster ikke mindst; hun vidste godt, at Fjøs og Lade ofte var dens Paulun, og hun betvivlede ikke, at den sælsomme Brummen og Hvislen, som peb gjennem Rummet, var et Vredesudbrud fra Mester Urian.

Hjertebeklemt hviskede hun: Et godt Ord finder et godt Sted og lagde saa sammen i Tankerne nogle Ord, der kunde finde Naade for Nisseøren. Medens hendes Øjne søgte den, hun mindst af alt vilde se, opdagede hun den Grønne.

I stor Forskrækkelse slog hun Hænderne sammen, udbrydende: «Gud fri og bevare mig! Er det ikke min egen grønne Nankins Regnhat, som spøger heromkring?»

Hun vilde dog ikke, at denne hendes Ejendom skulde svinde som et Syn, krøb derfor ned fra Højden, strakte Haanden varlig frem og greb sit Klenodie.

Hvilken Skræk, da hendes Øjne faldt paa et Ansigt, grønt som en Græshoppe!

Det Angstskrig, hun udstødte, bragte Jan Peder paa Fødderne. Forvildet gned han sine Øjne, der var fæstet paa den daanefærdige Faster, og bad:

«Fastermor, Fastermor, undsæt dig dog ikke! Det er for Gud mig og ingen anden.»

Begge begreb snart, at den Grønne havde vaeret Malermesteren, og de fik sig en god Latter paa Kjøbet.

«Jamen,» sagde han, «har jeg da inat nok Vand til at dyppe Daase i», for ud og tog sig et Styrtebad under Tagrenden.

Idet han kom tilbage, var Faster ifærd med at indtage sin Soveplads i Høet. Hun smilte ham imøde og sagde: «Ja nu skinner du som en nyslagen Toskilling.»

«Se nu til at faa dig en god Lur, saa skal jeg besørge Svartedroppen til Morgenkvisten.»

«Du er altid snil; men trænger nogen til Søvn, saa er det vel dig.»

«Jamen sa jeg det. Aldrig har jeg været mere lysvaagen end netop nu.»

Derpaa forlod han Laden, stak Hovedet ned i Trøjen og vadede bort til et faldefærdigt Vedskjul, gik derind og fandt, hvad han ønskede: Øks og Ved. Han hvilede sig lidt paa Huggeblokken.

Uagtet han var sjaber og dyvaad, tænkte han kun paa at faa Kaffen kogt til ret Tid og tog ivrigt til at kløve Ved.

Der blev nu Stans i Regnskyllet, da Morgenen nærmede sig, men da den kom graaklædt uden en Lysstribe, bragte den ingen Forhaabning.

Vort Plasserfolk besluttede at benytte Opholdet. Faster tømte Kurvene, saa de fik en Bid til Kaffen.

Dernæst drog man afgaarde. Jomfru Flint vilde ikke være med. Hun havde Tandpinen og Hængekrøllerne at tænke paa. Den gode Faster lovede at sende en kløvsadlet Hest efter hende.

Skodden satte en Væg rundt omkring og syntes mere og mere at ville indsnævre Rummet.

Fifkavaleren saa paa de mismodige Ansigter og sagde opmuntrende:

«Pyt, vi lar os ikke skræmme; godt Humør gjør alting let.»

Aldrig havde han været mere vindig, end da han satte Munden til sin elskede Klarinet og udblæste en oplivende Marsch.

Jan Peder slog Takten med den ene Haand, medens han i den anden bar en Kurv, der gjemte Levningerne af Fasters Papirhat.

Halvvejen var næsten naaet. Skodden drev tilbage som for at give Plads, medens en uhyggelig Susen varslede om, at nu vilde en ny Skur bryde løs.

Og den kom i al sin Vælde, brusende paa Stormens Vinge.

Den ufortrødne Jan Peder, som ikke vidste, hvad det Ord vil sige, at enhver er sig selv nærmest, rakte Kurven til Lystigper, slog Paraplyen op, tog Smaapigerne paa sin Arm og raabte til Faster:

«Skynd dig at komme under; her er ingen Tid at spilde. Hvor priselig en Regnhat den grønne end kan være, er den dog ikke fri for at lækker, naar Vandet sprænger for haardt paa.»

Spillemanden, som i Huj og Hast fik sit dyrebare Instrument puttet i Brystlommerne, knappede Frakken op under Hagen og satte Hænderne i Siden, medens han med trodsig Mine lod sig gjennempiske.

Hatten sad ikke længerpaa tre Haar, men havde taget det alt i Besiddelse.

Var han forstummet, saa slog Regnen lystige Trimulanter paa den dyrekiøbte Floshat, og udover Skyggen styrtede et sandt Elveløb, saa Fifkavaleren fik stor Lighed med et Vandspring, der er i Gang.

Idet Følget stod ved Bydøren, holdt Regnet op. Skodden tog til at rulle fra Himmelen tilfjelds, og en Solstraale gnistred nu og da i Skykanten.

Rystende paa Hovedet betragtede Faster sin Kjole, som nu var mere grøn end gul og havdeen slaaende Lighed med Æg i

Salat. Serene. og Regine gjorde det samme. Fasters Malermester havde ødslet Kulør paa den.

Klarinetspilleren, der havde skyet den grønne som Besmittelsen selv, var den eneste i Laget, som ikke bar dens Farve.

Madamen
Klokkeren og hans sønn
Likstuen
En gammelbergensk sankthansaften
Jomfruen
En erindring fra kysten
Menuettdanserinnen
Gammelt bergensliv
En plassertur i Bergen
Lydia Rademacher
Sælsomme folk

Her i margen følger en liste med forklaringer på begreper som er brukt i teksten.
Air
Atmosfære.
Dameduk
Firkantet sjal, vanligvis båret over brystet - spesielt for Bergen.
Drabant
Trofast følgesvenn; medhjelper.
Dyppe dåse
Dyppe hodet i vann.
Emploiere
Sysselsette; anvende til.
Fangskinn
Gullsmedens forkle av kraftig lær.
Fiffduk
Hodeplagg for velsituerte kvinner.
Fiffkavaler
En som hører til (eller later som å høre til) fiffen.
Flegel
Lømmel.
Forsynlig
Omtenksom eller forutseende.
Gjenvordighet
Motgang; vanskelighet.
Hinmannen
Djevelen.
Huggeblokk
Huggestabbe.
Hånd i hanke
Å få kontroll på noe, eller påvirke noe; her brukt i betydningen å kapre en mann.
Kalvekryss
Den rysjede pynten på herreskjorten.
Kattun
Gammel betegnelse på bomull.
Kisteglad
Opprinnelig fra dårekiste - glad som en som hører til i dårekisten. I dag, og anvendt her, betyr det skikkelig, skikkelig glad.
Kisteklær
Penklær som ble oppbevart i kiste.
Kjøgemester
Ansvarlig for bevertning og seremonier i større lag; toastmaster.
Kløvsal
Sal til hest beregnet på frakt av gods.
Knø
Deigklump; porsjon med deig til en bakst.
Kove
Lite rom eller kammers.
Kukelure
Sitte i ensomhet og gruble. Fra nederlandsk _koeken_ (kake) og _loeren_ (lure).
Kysshånd
Glede; takknemlighet.
Langelire
En høy dame.
Mester Urian
Brukes i stedet for et navn man ikke kan eller vil uttale; som oftest brukt nedsettende.
Nankin
Et vevet bomullsstoff, opprinnelig fra Nanjing i Kina. Det er trolig litt spesielt med en grønn slik paraply, lerretsstoffet var ofte gult, hvitt, rødt, blått eller brunt.
Nellikdråper
Har vært brukt som remedium mot mange onder, heriblant tannverk. Nellikoljens virkestoffer er mildt bedøvende.
Paulun
Ly, oppholdssted, losji.
Pipe prestekrage
Lage sylinderformene (pipene) i prestekragen.
Plassertur
Fornøyelsestur; etter fransk _plaisir_ - glede, fornøyelse.
Platterdings
Fullstendig; rett ut. Fra tysk _platt_ (flat) og _ding_ (ting).
Postyr
Stilling; positur.
Prekavere
Ta forholdsregler, passe seg for.
Rennemaske
Maske som løper i strikketøyet; her en som går ofte på besøk, i negativ betydning.
Røkstue
Stue med åpent ildsted hvor røyken slipper ut av _ljoren_ – en åpning i taket.
Sagemann
Vedskjærer, også kalt _brændeskjærer_.
Skrapekake
Kake eller brød laget av deigrester.
Snippelig
Tarvelig; svært knapp.
Spillekant
Musikant.
Svartedroppe
Kaffe
Sælebot
God gjerning.
Toilette
Stelle seg; vaske og kle på seg.
Traktement
Servering; behandling.
Trimulanter
Triller; repeterende, trillende lyder fra instrumenter eller fugler.
Trossleper
Den som må slepe på _trosset_ dvs. oppakning eller bagasje.
Underspise
Spise før anstrengende arbeid eller selskapeligheter.
Unnsette seg
Bli forskrekket eller redd.
Vindig
Karakteristikk av en kry eller stolt person. I negativ forstand også oppblåst, blærete.
Vinnskibelig
Som vitner om flid og stevsomhet.
Vulkan
Vulkan (Vulkanus) var romernes gud for smeder og den nyttige bruken av ild.
Ørkedagene
Gammel benevnelse på virkedagene i uken.