Fortellingene

Gammelt bergensliv

I

Bergen er ikke blot og bart en Stad, men den har lige til de sidste Tider ved sin Historie, sit Folkeliv, sin Beliggenhed, været en Verden for sig, Landets mest karakteristiske By. – Fra hvilken Kant, og fra hvilken Tid den end betragtes, saa maa det erkjendes, at den bærer sit udprægede Mærke.

Enhver har Lyst at se ind i det Forborgne, og det er højst tillokkende at dvæle ved det Forbigangne. Hvor kan man ikke, selv om Frygten giver sine Tilbageryk, med spændt Nysgjerrighed træde ind i skumle Gravhvælvinger! Hvor kan man ikke næsten med Antikvar-Iver fæste Blikket paa Oldsager! Og hvor føler man sig ikke hendragen i Beskuelsen af ældgamle Portrætter, der fremstiller Mennesker, som har levet i fjerne Aarhundreder? Ja, forunderlig interessant er det ogsaa at kunne rode om i gamle Pakkenelliker; over den Slags hviler netop en pikant mysteriøs Atmosfære. Jeg er sikker paa, at der endnu henne i en bergensk Afkrog sidder en eller anden af hine bedagede Kvinder, som ruger over den messingbeslagne Kiste, der gjemme Bedstemoderens og Moderens Højtidsdragten med samme Ærefrygt, hvormed Katholiken bevogter sit Relikvieskrin. Ja, naar slige Klædninger med sit forunderlige Snit bredes for Dagens Lys, er det, som om Damen, af hvem de er baarne, rejser sig i Pragtskrudet, og tager man i den stofrige Adrienne, Dormeuse eller Salop, føler man ligesom Tidens Tyngde mellem sine Fingre. Jeg tør ikke føre mine Læsere hen til hine graagamle Dage, da de mægtige Hanseater vilde sætte Foden paa Nakken af Bergens indfødte Borgere, og da deres Svøbe, den højsindede Lehnsherre, Walkendorf, iklædt Fløjel og Maar, med stolt og bydende Mine traadte over Sankt Mariekirkens Tærskel, hvorhan var stævnet til at møde med de stride kontorske Høvdinger. Heller ikke til de Dage, da den unge Holbergs fine Skikkelse var at se paa sin Fødebys Gader, hvis Magdeloner og Perniller mindst af alt drømte om at skulle blive udødelige gjennem ham. Nej, jeg vil overlade det til Historikerens Forskerblik at trænge ind i den Tids Forborgenhed. Jeg vil kun fremstille lidt Bergensliv fra Slutningen af det forrige Aarhundrede og ind i det nuværende.

I den henfarne Tid, jeg her vil forsøge at skildre, havde vistnok Folkelivet i Bergen sin største Mangfoldighed. Netop fordi det Gamle da begyndte at vige for det Nye, blev Sceneriet mere broget, og ligesom den ene Farve tjener til Bund for den anden, saaledes vilde Bergen ikke være, hvad den er eller har været, hvis den ikke havde sin egen gode, gamle Grundfarve. De meget respektable Stokkebergensere var i langsommelig Tid Verdens største Vanedyr, og de rejste i længste Laget Børster mod alt, hvad der smagte af Nyt. Slægt paa Slægt udviklede sig ganske efter eget Hoved; Børnene gik sikkert som Tiden selv i Fædrenes Fodspor, og de fleste blandt dem bøjede sig ydmygt under Forældrenes Vilje. Naar Datteren eller Sønnen var krøben ud af sit Barnehylster, begyndte de gamle at spekulere og gaa paa Haneben for sine Børn; thi det gjaldt at finde en Halvdel, som efter deres Smag passede til Forening med det kjære Barn. Holberg siger, at «de unge Mænd, især af Borgerstanden, var i de Dage Folk af liden Façon og faa Komplimenter, saa at det har været en Borgersøn besværligere at gjøre Cour eller fri til et Fruentimmer end at gjøre en spansk Rejse, hvorudover Forældrene ofte have maattet slutte Partiet for deres Børn›.»

Det var derfor ikke saa sjeldent i hin Tid at se Husmødre med dette stramme kolde Ydre, som ofte blot var et Panser over et Indres fortærende Skuffelse og Ulykke. Ja, vore Oldemødre var vistnok ikke at spøge med, og de maatte ogsaa se strenge ud, naar de kom skridende paa de spidshælede Sko og med det tilvejrsragende Kniplingssæt paa det stolte Hoved, og det damascerede Skjørt brusende over de store Hoftepuder. De unge, vel optugtede Damer, som satte sin Ære i at have fine Manerer, tillod sig ikke at gjengjælde en ung Kavalers Hilsen paa Gaden. Men saa underligt som det kan synes, var de prude Jomfruer mindre paa sin Post i Kirken; thi medens den aarvaagne Moder sad fordybet i sin. Salmebog, kunde Datteren noksaa ømt veksle Blikke med en eller anden Tilbeder, og Kirken bredte sin Hellighed over mangt et Stævnemøde. Længe rugede der over Bergen et middelaldersk Mørke og Strenghed, og der fandtes enkelte Familier, hvori Døttrene næsten sukkede under Klostertugt. Men da Modesygen først rigtig trængte ind i Fjeldnaturen, greb den om sig med mere Styrke end paa de fleste andre Steder og blev for de konservative Stabejser en sand Pestilens. Pludselig gjorde de unge, modige Damer Oprør og smed Sæt, Puder og Parykker lige for de Gamles Næse, idet de kom strunk knejsende med den lille fiffige Pariserhat paa Haarkruset. Men saa var der enkelte stive, stride Mødre, der med Jernhaand trykkede Hatten nedover Ørene paa Datteren. Men meget forfængelige Døttre brugte List mod Magt, og ingensinde har dette Kvindens Vaaben været mere i Brug.

At Bergen i gamle Dage var saa rigt paa Originaler og Karrikaturer, kan man nok forstaa, naar man ser hen til de afsondrede Forhold, hvori Folket den Tid levede. Den Form, de gode Gamle havde støbt sig selv, holdtes naturligvis for Jordens fuldkomneste. Og ikke brød de sig om, hverken hvad den Ene eller den Anden havde at indvende derimod. De forgudede sine gamle Skikke og Dragtformer og satte sig ligemeget mod Forrykkelsen af disse, som om man havde villet forsøgt at omskabe deres Arme eller Fødder. Bad en moderniseret Datter Moderen om at faa, som hun udtrykte sig, den skabilkenagtige Hat omsyet, blev der med stor Forskrækkelse svaret: «Ok jøsses bevare meg! Eg fortjente Spot og Spe, hvis eg lod skitre om min kostbare Silkefløjels Hat, saa ble reddet i den store Branen.» Men Tidsaandens Bølger brød tilsidst ind over enhver Dæmning. Og kun enkelte Harknauser stævnede sig mod Strømmen, og disse afgav ypperlige Figurer blandt den moderne Vrimmel.

ll.

Forholdet mellem Husbondsfolk og Tjenerskab var ogsaa i hin Tid helt anderledes end Nutidens. Det var priseligt i mange Stykker, men havde sine grelle Sider. Den skarpt begrændsede Afstand, hvori Tjenestefolket blev holdt, fremkaldte ofte en knugende Ærbødighed ligeoverfor Herskabet. Ligesom i den hanseatiske Tid, da forskjellige Haandverkere blev henviste til egne Kvartaler af Byen, saaledes overholdtes i Bergen længe en stærk afgrændset Standsforskjel. Ja, de lavere Stænder var til den Grad ydmyge, at de Højeres Afkom af dem altid betitledes «Bra Mands Barn.» Aldrig kunde det falde en Tjenestepige ind at bære en Klædning, der havde Lighed med Madmoderens, saa det hele Tjenerpersonale var kjendeligt paa sin egen Dragt, som ved det tarvelige Snit gav Unge og Gamle et ærbart Ydre, ja selv Haandverkeren med Kone og Døttre afholdt sig samvittighedsfuldt fra at bære en eller anden Toiletgjenstand, der kun blev brugt af de saakaldte Fornemme. Og vovede en saadan enkelt forfængelig Kvinde at forgribe sig paa den Slags forbuden Frugt, blev der Oprør i Lejren, og Standssøstre kunde da løbe om og fortælle denne Ugjerning med en Forskrækkelse, som om det var et begaaet Mord, og da kunde man faa høre Udraab som: «Ok du slette Tid! Ja Verden er paa sit yderste! Tænk bare Anglemaker Hampe sin Kaane gik opetter Lande’, med Fjør i Hatten.» Dengang bar Modeverdenens Damer Hatte, som havde en Tøndes Omfang, og paa en saadan knejsede saakaldte Plumagefjer, der kunde have over en Fods Højde. Ja, de gode Fifdamer lo hjertelig naar de hentede frem en af de smaa, forlængst aflagte Hatte, der gjemtes som Kuriositeter. Ak, nu gaar deres Børnebørn over deres Grave med end mindre Hatte og bærer tilmed disse mere paa Ansigtet end paa Hovedet.

Tjenestefolket havde særdeles meget paa sine Skuldre i de Dage. De utallige Hensyn, som maatte iagttages, de mange Skikke, der skulde overholdes, den tungvindte Maade, hvorpaa de fleste Gjerninger bleve udførte, de faa Hjælpekilder, Alt tilsammen bidrog til at gjøre de fleste til rene Trældyr. Men de bar Aaget med ufortrøden Resignation. De bergenske Madmødre har alle Dage været strikte og pertentlige, og det var dem en Stolthed at kunne sige: «Mit Hus kan slikkes i hver Krog,» og det bar ogsaa Renlighedens Mærke baade inde og ude. Længer hen i Tiden blev ethvert velordnet Hus hver Lørdag sandskuret fra øverst til nederst, og de mange Trappestene og Heller til Gaden med. Vandledning fik Bergen i den ellevte Time. Inden det skeede, brugte Indvaanerne Pumpevand til det almindelige Husbrug. Men skulde der vaskes Klæder, koges Erter, Gryngrød m. m. maatte man have det saakaldte Bispevand, hvilket fik sit Navn deraf, at Elven, hvorfra det kom, rislede gjennem den gamle Bispegaard. Men ethvert velstelt Hus havde ogsaa sit «Regnevandtræ». Dette bestod i et stort Kar, som altid blev stillet under en dertil indrettet Rende. l Regelen var jo et sligt Kar aldrig tomt; et gammelt Ord siger: regner det ingen andre Steder, saa regner det i Bergen. Ja, naar Ulrikken usædvanlig længe viste sig uden sin Regnhætte, begyndte Indvaanerne saa smaat at blive grætne, fordi den forlænge var i Solskinshumør, og da Professor Hansteen i Aarene 20, under en saadan Solskinshjemsøgelse, foretog astronomiske Observationer i Bergen, sagde Tjenestepigerne, de havde hentet ham fra Christiania for at søge efter Regnstjernen, som var bleven borte. Regnvandet benyttedes aldrig til Drikkevand eller til finere Retter; hertil maatte det krystalklare Bispevand. Derfor saa man alt i et paa Gaden Tjenestepiger med «Vassæle» over Skuldrene, hvori der hang Bøtter. Uagtet det var tungt og besværligt at bringe flere saadanne Vasfær til Hus, ansaa især de yngre Piger det at gaa til Bispegaarden for en ren «Plassertur». Enhver maatte vente ved Kilden «efter Børt».

Ja, naar disse saakaldte Tøser sad rundt omkring ved Gjerdet eller lænede sig ved Muren med Lærredsforklædet bundet om den ranke Skikkelse, og den højpullede skjære Kappe paa det kjække Hoved, og de rappe Tunger gik, medens Øjet tindrede, da var de ikke greje at komme ud for. Der staar i en gammel Sjømandsvise:

De bergenske Piger de har et eget Snit,

at faa saa mange Hjerter som de vil, ja det er frit;

i Øjet der spiller saa daarende et Smil,

men vogt dig for Tungen, der er hvas som en Pil.

Mange Spadserende, hvis Vej faldt forbi Bispegaarden, søgte en Omvej for at undgaa denne Spidsrodsdans. Især var det heftige og strenge Madmødre, som frygtede Vittighedshaglen. Alle Bergens Tjenestepiger er vel bevandrede i Gadeliteraturen, og de fleste er rene Sangfugle, der synger ved ethvert Arbejde, og dette gaar saa let fra Haanden under Rullader, som kun en bergensk Luft kan frembringe.

Viser af meget sentimentalt lndhold var mest i Velten, og Ord som disse fik Taarer til at trille:

O Ve, før haard en Skjæbne, mit Hjerte er af Sorgen klemt,

den Ven jeg mig udvalgte, han har mig nu forglemt.

Jeg finder ingen anden Ven, som dæmpe kan min Kval,

jeg sørger og studerer, saa jeg er mesten gal.

Det var rimeligt, at Bergen havde en Visesælger, der sad i god Næring. Arne Vikne var kjendt over Land og Strand, og hans Viser med. Han var en kløgtig, slu Person, og selv et Stykke af en Poet. Ja hans trøstelige Sange har været Plaster for mangen Vunde. Enhver Almuesmand, der trængte til Musernes Bistand for at faa et Stenhjerte smeltet, søgte hen til ham, og han vidste Raad for Uraad. Fandtes der ikke Viser paa Lageret, hvis lndhold passede til Behovet, saa tappede Arne af sin egen Hippokrene. Patienten blev da ved en saadan Anledning ført ind i et Aflukke, hvor Arne saa at sige anbragte Hørerøret paa hans Hjerte, og her lod den Troskyldige sig udfritte paa kryds og tvers, og den slu Visekræmmer lo i Skjægget, naar han var naaet tilbunds i Hemmeligheden. Alt det, som skjultes dybest fik hans Blik at skue. Han lignede en Natfugl, hvis Øje søger det, hvorover Mørket ruger. Denne egne, mysteriøse Person krøb fra en Visebod op til et toetages Hus, der tilmed laa i det meget befærdede Strøg, Strandgaden. Han var sjelden at se i Byen; men i Nordfarstevnen eller naar Bondetyngden var inde med sine Varer, da stod han hver Dag i sin Gadedør med Hænderne i Lommen, medens hans spejdende, brændende Blik gik viden om. Det havde sin Slangemagt; thi fuldtop af Kjøbere fløj ham i Hænderne. Naar han saa stod bag sin Disk, besnakkede han enhver, og enten de tænkte derpaa eller ikke, maatte Visen kjøbes. Ja, han havde baade Neb og Klør. Hans, smaa, skarpe, mørke Øjne, det markerede Ansigt og kulsorte Haar, der faldt ham om Hovedet, lig en Hætte, gav ham en stærk Lighed med en Ravn. l hans Vindu hang Sange med Aarstal lige indtil 1681, deriblandt et stort Oplag af den berømmelige Peder Dass – ja endogsaa af den navnkundige Dorthe Engelbretsdatter, om hvem Holberg siger: «Bergen har det at berømme sig af, som ingen dansk eller norsk Stad kan vise, nemmelig at den har produceret den største Poetinde, som de nordiske Riger have havt.»

III.

De højere Stænder fra hine Dage havde et helt Ritual af Leveregler at iagttage, og sjelden prøvede Nogen at sætte en Taaspids udenfor den Linje, inden hvilken den saakaldte gode Tone herskede. Fornemhed var i høj Pris, og Embedsmænd, som følte sig at bære Højhedens Klædebon, traadte frem «med en Mine som en Kredsoberst,» for at tale med Holberg.

Blandt andre Daarskaber ansaaes det af de højtstillede Fruer for simpelt at opamme Børnene selv, og de rynkede Næsen ad dem, der gjorde det. Den Slags Fornemhed smittede nedover Moderrækken, og det blev derfor Skik og Brug at holde de saakaldte Vaadammer. Disse var i Regelen fattige Gaard- og Husmandskoner fra Præstegjæld i Søndfjord.

De unge Koner forlod Mand og Barn for at søge den gode Fortjeneste; og snart vrimlede Byen af disse Ammer, der i den nationale Dragt tog sig fortrinlig ud blandt Byfolket. De bar sig stolt med det fintklædte Barn paa Armen, og de var staute at se til, naar de kom vandrende med den høje, ejendommelige sorte Silkekyse paa Hovedet, fra hvilken et skjært Lin stak frem, som omgav det af Sundhed straalende Ansigt.

Ja, de havde det i Byen som Melkekjør i en Kløvereng og mangen En blev ogsaa fed tilgavns i den gode Havn. Men i En og Andens Ansigt stod Længselens Ve skrevet, og medens Vuggen gik, kunde en slig give Hjemveen Luft i en af sin Bygds vemodige Sange:

O! havde jeg mig Vinger ret som en liten Sval,

saa skulde jeg mig svinge hentil min Fosterdal,

ja, let jeg vilde smætte indunder Hyttens Tak

og bruke mine Øjne og faa en Hejmesmak.

Disse Ammer har i mangt et Barnesind vakt Følelser for Folkepoesi. Deres Sagn og Sange førte Barnet ind i en ganske ny eventyrlig Verden. Og Huldren, Fjelddronningen, hvis Rige er omgivet af Skov og blinkende Tjern, straalede for Barneøjet i daarende Glans, medens der over de vante Ammestuefortællinger om Byspøgelser rugede et Forfærdelsens Mørke, som fremkaldte Febergys og Overtro.

Blandt de reglementerede Mad-Dage i denne Tid spillede Fastelavnsmandag en betydelig Rolle. Da var Løsenet: heller sulte end ikke faa sine «Hejtevegger». Disse blev spiste som Hovedret den Middag, og maatte først og fremst komme lige fra Ovnen og paa Bordet. For at altsaa den rette Varmegrad kunde vedligeholdes, blev Hejteveggerne afhentede fra Bagerne i egne Kurve og der omhyggeligt nedbredte i dertil medbragte Dunpuder. Naar Domkirkens mægtige Malm forkyndte Middagstimen, blev der Travelhed i ethvert Bageri, og som sluppet fra Himmel eller Fjeld fór Tjenestepiger om og paa hinanden med anspændte Ansigter, som jagede ivej af hemmelighedsfulde Dæmoner. Den Fremmede, der blev Vidne til denne rastløse Omløben, og saa disse Kurve, hvorfra de runde og snehvide Hovedpuder tittede frem, maatte antage, at her foregik, en Slags Pudefest. Bededagsaften havde ogsaa fra Arilds Tid en bestemt Ret. Pandekager var Kveldens Program. Ja, om disse skulde drives frem af Bjerget, saa maatte de for en Dag. Selv den fattigste Tigger havde Stegepanden over llden og fristede Pandekager frem af det utroligste. Hele Byen var fordybet i Stegelugt, ja den svævede langt over de høje Fjelde, alle Smaa var i det lysteligste Humør: den evindelige Byggrød, Kveldens Medicin, skulde ombyttes med de himmelske Pandekager. Men Klokken fem, naar Byens Kirkeklokker med syvfoldigt Ekko indringede Helgefreden, gled en beklemt Stemning over Barnesindet; thi da krøb Vægtere frem som Kakkelakker fra alle Kanter og samledes ved Raadstuen, hvor de grupperede sig og saa ud i sin mysteriøse Dragt som Mørkhedens Aander. Naar saa disse Skræmsler, hvis skjelende Øjne stirrede frem under den med et vældigt Messingskilt for- synede Hætte, skred frem gjennem Gaden, holdende Morgenstjernen parat til Tugtelse for enhver Overtræder af Bededagsfreden, slog mangt et Barnehjerte Tappenstreg.

Den saakaldte Slagtetid indtog størst Plads i Byens Husholdningsliv. Ved Vintertid var der næsten ingen Tilførsel af Kjød; det blev derfor nødvendigt at forsyne sig med den Slags Staburmad. Naar Michaeli nærmede sig, blev der næsten i ethvert Hus en sand Udfejelsesfest. Alskens Trækjøreller og Skrammel blev fremdraget fra Mørkloft og Hok og udskubbet paa «Pladsen» (Gaardsrummet), hvor de skulde, som det hedte, udbages. Hvor man gik, saa man skurende Hænder; i disse Kjøreller skulde Kjødet nedsaltes. Slagtekvæg var da Husmødres og Fædres Hovedtanke, og de løb ikke mindst om i Børnenes Tanker; thi Michelsdag gjemte i sit Skjød et Topmaal af Fornøjelser for et Barnesind. Oprandt den med Solskin, kom Alle som En i Bevægelse: Byfolk af enhver Slags Skabelon strømmede fra den tidligste Morgen opad Landevejen, som førte til Haukeland. Slagtebønderne drev sine Bølinger paa Markerne der, og dette Sted blev kaldet Driften; her var da et uoverskueligt Hurlumhej af Folk og Fæ. Trængselen stængte Vejen, Byfolk og Bønder kavede om hinanden. Alskens Sælgekjærringer bredte sig lig arrige Rugehøns værgende over sine Varer, halvdrukne Bønder i de forskjelligste Dragter fægtede sig med vild Bersærkmine frem gjennem Stimmelen, fulgte af Gadegutter, som under skingrende Latter øvede alle mulige Spillopper. Familieforsørgere med betænksomme Ansigter stred sig mandelig frem til de stakkels Offerdyr, der gav sin Forskrækkelse tilkjende i lange Brøl, som blandede sig med de højt lydende Folkerøster, – en sand Babels Forvirring. Enhver hvis Handel var sluttet, lod de udvalgte Slagtedyr drives til sit Hus af Sælgeren, og en slig Drift blev altid fulgt af glade Børn, der snart strøg Dyrene med kjærtegnende Haand og saa igjen trættede om, hvis Slagt der var bedst. Da lød det alt i et «Vore Kubeister er de fejteste og har de største Kolpemaker» o. s. v. Men Læseren ved maaske ikke, hvad en Kolp er. Det er Fortanden paa en Ko (eller Okse; thi jeg tror ikke, der skjelnedes mellem Han- og Hun-Kolper). Og hvad er en Tite, kjære Læser? Det er Jekselen. Disse «Kutænder» var en stor Herlighed for alle Bergensergutter, og mangen gammel Bergenser føler vist endnu sine egne Kolper og Titer løbe i Vand, naar han tilfældigvis faar Øje paa en rigtig blank og solid Kotand. Thi der herskede i Slagtetiden et sandt Spilleraseri med disse Klenodier, Et Spil, med to Tænder ad Gangen, med hvilke de spilledes et Slags Klink mod Trappestenene, hedte Itemetit; mer fire Tænder spillede man Tritejefire, og at kaste til Maals mod et hel Rad af Kutænder, der opstilledes paa Kant under en Trappsten, kaldtes at slaa i Potten – det anseeligste af alle «Kutandspil», der jevnlig indlededes med den højtidelige Formel: «Ret Riving, Ret Skuring, Ret Skaldring i samme Trappe, Ret alt undtagen Bedrag.» – De mangehaande Gadelege, hvoraf hver havde sin bestemte Aarstid, var, og er vel endnu, et Særkjende for Bergenserlivet, og hvilke besynderlige Navne mange af disse Lege havde! Min Lærdom strækker i al Fald ikke til for at forklare mange af dem. At slaa Top hedte «at vandre Krok», og nogle Kroker af en egen Skabelon hedte «Rapekroker» og var Fredløse, idet enhver, som kunde komme over dem, havde Ret til at rape dem, d. e. smide dem i Vandet eller over et Plankeverk. En Leg, der bestod i at kaste store Stene tilmaals, hedte «Kuløger»; at træffe Pinden i Luften under «Pindesgillet» kaldtes en «Kunkel»; den Raket, som benyttes ved Boldspil, hedte Salte; en Slags Tvibrændt, som strakte sig over hele Kvartaler af Byen, kaldtes «at spille Vinken i Havet» o. s. v. Her er nogle Nødder til Etymologerne; men lad os ikke glemme Kjødmaden; revenons á nos moutons, d. e. lad os vende tilbage til Slagtetiden.

Snart fik Byen Lighed med en Morderhule. I alle Rendestene silrede Blodstrømme, Slagtere, som bar Spyd og Øks paa Nakken, krydsede hinanden paa Gaden. Enhver, hvis Slagteri var endt, fik ud paa Eftermiddagen Visit af Naboer eller andre kjendte Mænd, der vilde gratulere med Slagtet; det blev da betragtet med dybsindig Mine og prøvet og vejet, som en Forretningssag. Dernæst fulgte da den vigtige Kjødmadsskjæren, hvortil kvindelige Kjendinger inviteredes. Disse fremmødte punktlig, væbnede med Sølvpølsehorn og Prikkepind. Husets største Værelse blev altid taget i Brug ved en saadan Anledning, et Langbord stod dækket med en dertil hørende Dug. Skjærebretter, Servietter og Knive efter Gjæsternes Antal. Naar saa Damerne var placerede om Bordet, og Servietterne stukne paa vant Maner, begyndte Arbejdet med højtidelig Taushed. Men efterat den saakaldte Slagterthe og Akvavit var nydt, korn Praten paa Glid, som først og fremst gjaldt Kjødaffærer, men man havde dog altid en Pose med Bysladder i Baghaanden. Der tronede i Regelen i et saadant Lag en eller anden af disse mægtige Madmødre, som antog, at al Verdens Visdom gjemtes i Kogebogen. En slig Mutter indtog gjerne den særdeles vigtige Forskjærerpost og den end betydeligere, at lave Farse til «Udsendingspølserne». Disse blev omsendte til Slægt og Venner og gjaldt som Prøvesten paa en Husmoders Flinkhed; det var altsaa en Æressag, at saadanne var af prima Sort. Ingen kunde vise mer Overlegenhed end et bekjendt Madmodermønster. En slig rejste sig ogsaa i et af hine Slagtebesøg og udbrød til en Ukyndig med knusende Haan: «Sandelig beklager jeg den højlig, der ikke ved, hvor Kolpusserne sidder.»

Naar Affæren var endt, og Alt var kommet paa sit Sted, blev Slagtegildet Slutstenen. Et saadant Gjæstebud var som de fleste fra de Dage højst materielt og trivielt. Til Selskab blev bestandig Kvinderne indbudne til Klokken tre. Kaffebordet stod da parat; først maatte Toiletterne mønstres, dernæst tog man Plads rundt Kaffebordet. Husmoderen tronede bestandig i Centrum, iskjænkede Kaffen selv i «Ærvebastelinet», og forsynede hver Kop med Fløde, mens Sukkerkoppen gik om med tilhørende Tang. Hine Dages Toiletter var særdeles elegante, og et smekkert Liv lndbegrebet af en smuk Figur. Optraadte en Modedukke, om hvis Midje der blev sagt, at den kunde spandes, stræbte næsten Enhver at naa det samme Maal, og der blev en Snøren, saa det gik paa Livet løst. For de Fyldige var det nu en sand Tortur; de vilde ogsaa kunne spandes, og naar saadan en Bolle havde tilkjæmpet sig en Figur, blev hendes Humør vrangt og Tungen med, og et Kaffebord omgiven af slige Lidelsessøstre var lige slemt at komme nær som et Tornekrat.

Da Bergens private Theater florerede, blev Smag for Kunstnydelse vakt, og Selskabslivet fik paa samme Tid et Opsving. Skuespillerpersonalet var Alle Medlemmer af de bedste Familier, og der fandtes blandt disse flere glimrende sceniske Talenter, saa der var en fin og beaandet Atmosfære over det hele. Fra den Periode gik Bergen fremad med stærke Skridt, og den er nu baade med Hensyn til Sæder og Oplysning sideordnet med enhver anden større By. At gaa, som det dengang kaldtes, paa Komedie, blev efterhaanden den finere Del af Befolkningens Hovedfornøjelse, og mangen en ung Datter, som under et aarvaagent Moderøje endnu sad indeklemt i den gamle Form, strakte Hænderne med higende, Begjær efter den forbudne Frugt. Men llden var tændt, og den overbrændte snart Lænker, Baand og Tvang.

Moden begyndte ogsaa at spille sin Rolle i Theatret; egne Dragter kom i Brug, og ingen gentil Dame viste sig der uden at bære det saakaldte «Komediehovedtøj». En Dame i Theaterpuds var en sand Pragtfigur. l Regelen maatte hun befordres af Hesteben, men den Tids Vognmænd var slet forsynede med Kjøreindretninger, og mangen bedaget Ramlekasse, der i Vognskjulet var henvist til Forglemmelse, maatte for en Dag. Men flere Damer foretrak dog at lyses paa Vej. Halve Vinterkvelden laa Byen i Natmørke. Bemeldte Komediedamer havde da jevnlig en Lygtebærer ved Haanden. De allerstolteste Fruer, som bar Fornemhedens Kors, lod sig ikke nøje med Lygteskin. Nej, disse kom skridende i Puds og Pragt, medens der foran dem gik en kisteklædt Tjenestekvinde, der har en stor Lanterne, i hvis blankpudsede Messingplader tvende fyldige Lys brændte. Hun maatte ogsaa bære den velfyldte Komediepose, som gjemte udsøgte Slikkerier; thi det var for mange en saare vigtig Del af Fornøjelsen mellem Akterne at nyde Traktement med Kjendinger.

IV.

Blandt de mange smaa Leveveje, der i gamle Dage fandtes i Bergen, var Dragernes, Fløtmændenes og Fiskebærernes de mest indbringende. Dragerne, disse Bergens Lazzaroner, var i Regelen store, bredvoksne Karle med haarde Ansigter, de stod med Bæretouget over Skulderen og holdt Øje med Kjøb og Salg. Disse brugtes mer end Heste og var ogsaa mer anvendelige for de trange Smug og Pladsrum, og Alle tilhobe var store Slagsbrødre. De betragtedes ogsaa af Byfolket som en bidsk Race. En eller Anden af denne Bærerslægt var altid mærket som Byens fornemste Slagsbror. En Dag var en slig ifærd med at mørbanke sin Kammerat. Paa en Jagt stod en ung Sogning og saa til; nu og da hævede han de stærke Skuldre, medens Øjet funklede under de mørke Bryn; pludselig sprang han paa Land og fór ind imellem de Kjæmpende. Slagsbroderen modtog ham med Haanlatter og Spottegloser; blandt de tililende Nysgjerrige var en Kjøbmand. «Giv dig ikke, Sogning,» raabte han, «fem Daler er din Løn, kan du fælde ham!» Den kraftige Sogning rakte kun Drageren til lidt opover Brystet; men ved andet Tag faldt Modstanderen tungt paa Brostenene. «Hej,» hujede Gadegutterne, «der dat Stærke-Lars, lad os sanke Soll paa den fose Kaalrabienl» Og det udførte de tilgavns, og Sogningen gik koldsindig ombord paa sin Jagt med fem Daler i Lommen. Men Drageren maatte krybe i Skjul lig et overvundet Dyr og kom aldrig fra den Dag paa vante Enemærker.

Fiskebærerne var i Regelen udslidte Dragere eller svage Lediggjængere.

En blandt disse udprægede sig saerligt ved sit mærkelige Ydre. Ingen kjendte hans Oprindelse, ej heller hans rette Navn. Man kunde gjerne tro, at den skyggeagtige Skikkelse i Mulm og Mørke var steget op fra en hemmelighedsfuld Hule. Skulde han ligne noget, saa maatte det være en Sumpfugl; thi den har ikke længere Ben og Hals, end han havde, hans Ansigt var pergamentgult, og de smaa, dybtliggende Øjne saa sørgmodigt hen over en kroget Næse. Altid viste han sig indsvøbt i et mørkt, kappeagtigt Plag, som lignede et Skind af en større Fisk. Over hele Byen var han kjendt under Navnet «Himmelsfarten». Medens den livlige Fiskehandel foregik, var han altid at se staaende bøjet udover Triangelens Rækværk. Sin sammenpressede Mund aabnede han ingensinde til Bøn om at faa bære, men enhver Fiskekjøber, der ikke bar selv, undte ham fremfor Andre den Fortjeneste. “Naar han saa i det flagrende Svøb kom anstigende med den sprællende Fisk paa Hanken, var han et Skræmsel baade for Store og Smaa.

Himmelsfarten var dog ikke saa halt, som han hinkede til; thi han hørte blandt Byens Husejere, og hans Hus laa tilmed paa en af Byens smukkeste Pladse, Engen. Rigtignok havde det Lighed med en stor Dragkiste, hvorfra, der ragede tilvejrs en lang Skorsten. Ingen kunde mindes at have seet Røg fra den. Hvorledes bemeldte Himmelsfart tilbragte de ledige Timer inden Døre, forblev en Hemmelighed.

En Dag syntes hele Byen at trække paa Smilebaandet. «Himmelsfarten skal giftes!» lød i Alles Munde, og under Lattersalver kom den lykkelige Bruds Navn for en Dag. Hun var intet mindre end en af Byens mest berømmelige Gadefigurer. Hun ernærede sig med den prisværdige Haandtering at bære Boss (Fejeskarn) og Traver (Filler). Dertil var hun en Skive for Gadegutternes Vittighedspile. Kjært Barn har mange Navne. Det havde hun ogsaa, men Sjustjernen var dog det, som var mest i Velten. Naar hun kom ansættende med sin stinkende Byrde, smaaknurrede hun som en grætten Hund og saa med sine skulende Øjne til alle Sider; thi hun vidste, at sent eller tidligt fik hun Plageaanderne i Hælene. Men hun havde en Trøst i Baghaanden, som lindrede hendes Gadepine; hun indtog nemlig den hæderlige Post som første Sangerinde ved Gjæstebudene i de milde Stiftelser. Naar hun sad der for det rigt dækkede Bord, iført sin Højtidsdragt, en rød saakaldet «Spøttenattrøje» (d. e. strikket Nattrøje) og storroset Silkekyse, der ærbart omgav det sæbeskurte Ansigt, da forglemte hun al Jordens Harme og hævede sin Sjæl til den højere Digtekunsts Regioner og Sang med Pathos denne meget yndede Vise:

Fru Malmfred vandrede ad Rosengaarden hen;

ti Skridt efter hende gik den unge Kjærtesvend.

Han bar hendes Kaabe med Brem af Hermelin.

En Fædrenes Fugl saa liden og saa fiin

i Rosenbusken slog sin Trilleralleril osv.

Himmelsfarten er vistnok ved en slig Anledning bleven bedaaret. Han havde Hus og Hjem at byde, saa det var ikke at fortænke «Sjustjernen» i, at hun gik ind paa at blive en Stjerne paa hans Himmel.

Da Bryllupsdagen oprandt, blev det meget, vanskeligt for Hesten, som trak den tunge Karosse, hvori Parret var fordybet, at komme frem gjennem den hujende Pøbelstimmel, som fulgte og bredte sig langt henad Gaden. Endelig fik den forsikrækkede Hest Pusterum, da den blev stanset ved Kirkedøren. Langt om længe steg Brudgommen ud, og da slog Hver og En Hænderne sammen. Det var Himmelsfarten, og det var ham ikke. Fra Top til Taa bar han en gammeldags Kavallerdragt. Den langskjødede, violette Plydses Kjole var skaaret saaledes, at netop den kirsebærrøde Vest kom tilsyne, og de mørkebrune Knæbukser var spændte med tilhørende Sølvspænder over de hvide, sviklede Silkestrømper. Hvis ikke hans Hoved, som var skjult af den store, trekantede Hat, havde rokket saa smaat paa gammel Vis frem og tilbage over det brusende Kalvekryds, vilde hans Holdning ogsaa have undergaaet en Forandring.

Han bød Bruden Haanden med pertentlig Værdighed, og da blev der vel en Skrigen højt i Sky, da hun kom tilsyne; thi hun var ogsaa ukjendelig. Hun havde stukket sig ind i en Bondebruds Stads. Kirken fyldtes af Gabende, som tabte baade Mund og Mæle, idet Præsten højt og lydeligt udtalte Brudgommens Navn: Hardy von Sinkelberg, hverken mer eller mindre.

Udenfor en bergensk Bryllupsgaard var jevnlig en Stor Gaberflok forsamlet, som drev alskens Spillopper. De største Løjer var dog at sy tvende sammen. Et sligt Par var altid omgivet af skingrende Latter. Men Gadegutternes Kommers udenfor Himmelsfartens Brudehus var længe i Folkemunde. Paa sin vante Plads ved Triangelen stod vor Himmelsfart den næste Dag, iført det bekjendte Flyndreskind, og med urokkelig Fasthed holdt han Munden lukket for ethvert Svar paa de mange Spørgsmaal, der regnede over ham, men som dog især gjaldt hans rette Navn.

Helge Fløtmand var ogsaa en blandt Folkets pudsige Figurer. Stakkelen var kun en halv Mand; hans Fødder var nemlig bortskudte i et Søslag under Krigen med England. Han kavede sig frem paa Knæerne, til hvilke der var fæstet haardstoppede Puder, som strakte sig langt bag ud. Hans energiske Overkrop saa ud til at kunne, hvad den vilde; hans ene Øje var ogsaa borte, men det andet havde lld for begge. Fik han Øje paa Folk, som vilde sættes over Vaagen, brugte han en Armbevaegelse, som ingen kunde modstaa, og forsøgte en Kammerat at komme ham i Forkjøbet, strakte han sin Jernarm frem som en Bom. Men Ingen fortrød at være gaaet i Helge Fløtmands Baad. Han pratede for to og roede for tre, han kunde Spinde en Ende om al Verdens Ting, og den spandt han godt, dertil var han raadsnar og sang Viser i alle Tonearter, han græd med de Bedrøvede og lo med de Glade, og havde de øvrige Fløtmænd Fødder forud for ham, saa havde han Hoved for dem Alle.

V

Den bergenske Tiggerskare var i de Dage vanskelig at finde Magen til; Alle tilhobe rene Skabilkener. En og Hver har sit Øgenavn, det sørgede nok Gadegutterne for. Snopeli var en liden, skak Mand med et tætrynket, gustent Ansigt, han luskede i Regelen om ved Sukkerbagernes Døre; thi han elskede «Snop» (Slikkerier) over alle Ting. Fandtes der ikke Penge i hans Lomme at kjøbe for, saa stillede han sig udenfor Bageriet og levede af Lugten, den var dog noget. Det smager af Fugl; sa Kjærringen, hun kogte Kvisten, Fuglen havde siddet paa. Var Lykken ham god, og Skillinger faldt i hans udstrakte Haand, listede han sig indenfor Døren og mættede først sit gridske Øje med de fristende Kagebjerge, dernæst strakte han frem en rystende Haand og forlangte med hæs Stemme et Pund af «det Ordinære», hvilket bestod i et Skrabsammen af alskens Kageaffald. Med sky Blik til alle Kanter listede han sig derpaa hen over Gaden. Droges Snopeli med en slikvorren Tunge, saa havde den saakaldte «Snus i Hodne» sin Fristelse i Næsen, han har bestandig et Faarehorn i Haanden, hvori han tiggede Pibeaffald. Han holdt sig da gjerne ved Snushandlerens Dør og fik der lidt af «det Ægte» i sit Horn. Altid sneg han sig sky langs Husvæggene og saas speidende op og ned ad Gaden, inden han forlystede sin Næse. Saa var det «Helvedes-Kari», der gik med Hænderne i Siden, og hvis flammende Blik syntes at sige alt det, som ondt var. Og «Syne-Marta», i hvis Øje der altid sitrede en Taare, og som sagte mumlede for sig selv, at Verden var en Jammerdal. Men «Kryle-Lampe» var dog Byens mest udprægede Tigger. Om ham blev der sagt, at han havde kjendt bedre Dage, og han havde mange Sympathier for sig. Hans «Kryl» (Pukkel) holdt et usædvanligt Maal og voksede ham næsten over Hovedet. Han var altid iklædt Fantasidragt, og intet Blik kunde udforske Snittets eller Tøjets oprindelige Beskaffenhed. Det Hele var en sindrig Sammenføjning af forskjellige Filler. Paa Hovedet bar han til enhver Tid en hvid Nathue. Over hans traurige Ansigt laa en blid Resignation. Et Stykke Stengjærde ved «Lassens Minde» var hele hans Ejendel. Det var ham givet af Byens Fædre til Odel og Eje. Her sad han og rokkede frem og tilbage den lange Dag. Enhver, som ikke havde en lukket Haand eller en tom Lomme, lagde en Skilling i Tintallerkenen ved hans Side, naar de gik ham forbi.

Gadelivet i Bergen var stærkt udviklet blandt Børn. Det store Antal Spil, der Slægt paa Slægt havde tjent til Børnefornøjelser, blev alle udførte paa Gaden, ja hele Byen blev betragtet som Legeplads. Ethvert Spil havde, som oven fortalt, sin bestemte Aarstid, og det blev strængt overholdt, at Ingen gik udenfor Regelen. Hele denne Gadekommers generede, underligt nok, Ingen. Blandt de saakaldte «Bravfolks Børn» raadede ligesom et usynligt Politi, og der skede i Regelen intet, som udkrævede det Synliges Bistand. Smaapiger og Gutter legede sammen i de skjønneste Forhold, og Gutterne viste ved given Anledning stor Ridderlighed.

Alle Guttelag bar sine egne Navne, som Nordnæsgutter, Markegutter og Nøstegutter. Ethvert af disse Lag havde gjerne et Horn i Siden til de Øvrige. Og der skede af og til voldsomme Sammenstød mellem de forskjellige Partier, og her udvikledes da ikke alene Tapperheden og Aandsnærværelsen, men ogsaa en Slags Krigskunst; thi de mange Smug og Smuthuller, hvorpaa Bergen er saa rigt, gav Anledning til mange taktiske Kunststykker, Baghold og Overrumplinger. Det var vel en af denne krigerske Race, der under den saakaldte «Poteteskrig» for nogle Aar siden gav den ubetalelige Scene til bedste, som neppe kunde være forefalden andensteds end i Bergen. Han traadte frem for den oprørske Flok, der havde stillet sig mod Lovens Mænd, Borgervæbningen med Politimesteren i Spidsen – traadte frem som Parlamentær med en grøn Gren i Haanden, og da det viste sig, at alle Underhandlinger vare unyttige, erklærede han Krigen, idet han kastede Grenen til Jorden med de Ord: Der faldt Fredens Tegn! og vendte tilbage til sin Skare, En ægte Folke-Tribun!

l saadanne Træk kan man endnu se Glimt af det gammeldags snurrige og naive Bergenserliv. Der er en god Del tilbage deraf endnu den Dag idag, trods Dampskibe og forbedrede Landeveje, der har indlemmet Bergen i det almene, europæiske Liv. Og det vil sikkert endnu vare længe, inden Bergen bliver som en anden europæisk By; thi dens Befolkning har gjennem Aarhundreder udviklet sig til en Nation for sig selv, en selvstændig og udpræget Race, og en Races Ejendommeligheder udslettes ikke saa let.

Madamen
Klokkeren og hans sønn
Likstuen
En gammelbergensk sankthansaften
Jomfruen
En erindring fra kysten
Menuettdanserinnen
Gammelt bergensliv
En plassertur i Bergen
Lydia Rademacher
Sælsomme folk

Her i margen følger en liste med forklaringer på begreper som er brukt i teksten.
Adrienne
Løs kjole; rynket eller foldelagt til skuldersømmene og halsringningen bak, og med vide ermer gjerne med oppslag.
Anglemaker
En som lager fiskekroker eller annet metallutstyr med hake på.
Arilds tid
Fra urtiden. Uttrykket har ingenting med noen Arild å gjøre, men stammer fra sammensetning av de norrøne ordene _ár_ (tidlig) og _alda_ (tid).
Avsondret
Utestengt fra omverdenen.
Bastelin
Dialektord for porselen.
Bedaget
Tilårskommen.
Bondetyngde
Stor gruppe av bønder.
Damascere
Legge inn mønster i overflaten på et stoff.
De milde stiftelser
Ideelle stiftelser som var etablert for å hjelpe trengende, i Bergen bl.a. St. Jørgens Hospital, Zander Kaaes Stiftelse, Stranges Stiftelse og Dankert Krohns Stiftelse.
Dormøse
Nattkjole.
Dragkiste
Stor, kisteformet kommode.
Feieskarn
Oppsop fra feiing av gulv o.l.
Florere
Blomstre; være i full utvikling
Folketribun
Folkefører; egentlig et romersk embede som skulle ivareta almuens interesser i senatet.
Forborgen
Skjult, bortgjemt, hemmelighetsfull.
Forborgen
Gammel uttrykksmåte for skjult eller hemmelighetsfull; «forborgen husferd» betyr en tilbaketrukken tilværelse.
Fortryde
Angre; ønske ugjort.
Fos
Egentlig porøs eller løs; her i betydningen kraftløs.
Gaper
Nysgjerrig person.
Gatelitteratur
Simpel litteratur, gjerne i form av skillingsviser e.a.
Gentil
Elegant, flott; generøs. Fra latin _gentilis_, dvs. tilhørende en god familie.
Heitevegg
Gammel bergensk variant av fastelavensbolle, servert varm med kokt fløtemelk, sukker og smeltet smør. Orden kommer fra lavtysk "wegge" som betyr kile, eller kilefomet hvetebrød.
Hippokrene
Egentlig navnet på en kilde på det greske fjellet Helikon, viet til musene. Brukes i betydningen inspirasjonskilde for diktning.
Hokk
Lite værelse, bod, kammer.
Hørerør
Traktformet rør brukt av svakhørte; også brukt om stetoskop.
Jakt
Jekt; bred, liten seilskute for frakt av varer, som oftest med én mast.
Kalvekryss
Den rysjede pynten på herreskjorten.
Kavalérdrakt
Svært pyntet og overdådig drakt brukt av adelsmenn fra 1600-tallet - slik bl.a. De tre musketerer gjerne blir framstilt.
Kisteklær
Penklær som ble oppbevart i kiste.
Kjertesvenn
Ung hirdmann som ved spesielle anledninger holdt en brennende _kjerte_ (talglys).
Kjole
Her brukt om den kneside jakken som gjerne ble omtalt som kjolen.
Kjørel
Kar til å oppbevare noe i.
Klostertukt
Disiplin som i et kloster.
Kolp
Fortann fra storfe; brukt i barneleker i Bergen.
Kontorske
Tilhørende det hanseatiske kontor.
Krigen med England
Danmark-Norge i krig med Storbritannia mellom 1807 og 1813 under Napoleonskrigene.
Lassens Minde
Lassens Minde er et tidligere navn på området ovenfor Kalfaret som i dag kalles _Forskjønnelsen_. Navnet stammer fra tollinspektør H.M. Lassen som fikk beplantet området.
Lensherre Walckendorf
Christoffer Walckendorf (1525-1601) var lensherre på Bergenhus mellom 1556 og 1560. Han er kjent for sine forsøk på å begrense hanseatenes innflytelse. Han sørget også for at byen fikk et nytt rådhus utenfor Bryggen da han i 1568 overlot sin privatbolig til byen - det vi i dag kjenner som Gamle Rådhus.
Løsen
Slagord; et kort budskap formulert som en kort og fyndig setning.
Magdelone og Pernille
To av hovedfigurene i Holbergs _De stundesløse_.
Malm
Støpejern.
MIchaeli, mikkelsdag
Mikkelsmesse - 29. september.
Morgensstjerne
Gammelt håndvåpen – en kølle, med et hode som var besatt med utstående pigger; siden nattvekternes symbol og våpen – en stor og tykk stav med piggbesatt kule på toppen.
Navnkundig
Svært berømt.
Nordfarstevne
Nordlandsjektene som to ganger hver sommer kom til Bergen med tørrfisk, for siden å returnere med varer, først og fremst korn.
Oppamme
La et spedbarn ernæres gjennom amming.
Pakkenelliker
Småting av mindre verdi; som oftest båret fra butikken eller på reise.
Parlamentær
Person som sendes for å forhandle med fienden.
Pestilens
Noe avskyelig; opprinnelig _pest_ fra latin _pestilentia_ (smittsom syke).
Plassertur
Fornøyelsestur; etter fransk _plaisir_ - glede, fornøyelse.
Plumagefjær
Fjærpynt på hatter, uniformer etc.
Potetkrigen
Et folkelig opprør i Bergen i 1868 i protest mot høye potetpriser. Det endte med at militæret (for siste gang i Bergen) ble satt inn mot byens egne innbyggere.
Prikkepinn
En nål til å «prikke» pølsene; små hull som hindrer at pølsene sprekker.
Pølsehorn
Horn til å feste tarmen på for å presse kjøttet gjennom til pølse.
Reise børste
Samme som reise bust - børste betyr også stivt dyrehår.
Rulade
I musikken er en rulade en hurtig tonerekke, helst om sang.
Salopp
Ermeløst overplagg, vanligvis til innebruk; cape.
Sanke soll
Gammlet bergensk uttrykk for å gå til felles angrep på en motstander.
Sett
Hodepynt for kvinner, som oftest av kniplinger eller flor, brukt for å sette opp håret.
Sette foten på nakken
Beseire, underkue.
Siret
Pyntet, dekorert.
Skabelon
Skikkelse, form, fasong.
Skabilken
Tremodell av hode eller kropp brukt til å forme hatter eller klær, også brukt nedsettende om en stygg form.
Skitre om
Ødsle bort, ødelegge.
Slagsbror
Slåsskjempe; person som man til stadighet sloss med og mot.
Slangemakt
Slu framgangsmåte.
Slikkvoren
Sterk hang til søte saker.
Smekker
Fin og slank.
Spanne
Å kunne slå fingrene på begge hender om noe; måle avstand med tommel og én annen finger.
Spinne en ende
Fortelle en skrøne; jfr. _oppspinn_.
Stokkebergenser
Uklar betydning, muligens stokke- som i forstokket, dvs. stivnet, foreldet.
Stokkebergenser
Bergenser fra det øvre borgerskap, som oftest med stokk.
Svikkel
Bånd eller rand, brodert eller vevet, brukt til å forsterke og pynte strømper og hansker av silke.
Tappenstrek
Signal som tilkjennegir at noe skal opphøre. Fra tysk _zapfenstreich_ som betyr å slå tappen i øltønnen når drikkelaget skal avsluttes.
Tite
Jeksel fra storfe; brukt i barneleker i Bergen.
Toalett
Også brukt om selskapsklær og -utstyr.
Topp
Snurrebass.
Traktement
Servering; behandling.
Triangelen
En trekantet brygge forbundet med bro til Torget. Revet i 1911.
Tvibrent
En slags gjemsel der den som leter roper _tvibrent_ når en av spillerne er funnet.
Utfeielsesfest
Uttrykk for en stor opprydning i huset.
Vassele
Et skulderstykke av tre, med remmer til å hekte fast to bøtter.
Vassfær
Vassele med to fulle bøtter med vann.
Ve
Smerte eller lengsel.
Velten
Velt betyr egenltig trumfkort. Å være i velten ville si å være toneangivende, moderne.
Viseselger
Person som produserer og selger viser, gjerne skillingsviser.
Vunde
Sår, smerte eller sorg.