Menuettdanserinnen
«Hvem er den Fyr? Og hvor skriver han sig fra?» spurgte mer end En, hvis Øje faldt paa en ung Mand, isom hver Dag gik til Bergens Raadstue.
At han ikke var et Bysbarn, saa nu de fleste. Og dog blev det slængt den, som var i Uvished om ham,«i Naesen: «End ikke kjende sine Egne!»
Imidlertid maatte jo enhver have rigtig Besked i slig en vigtig Sag. Og snart vidste Kreti og Pleti, at bemeldte Fremmede var en Trønder, som hedte Angell, og som nylig var bleven ansat hos Magistraten som Skriver.
Da det ogsaa spurgtes, at han var ugift, mønstrede Mødre og Døtre hans Ydre.
Ingen falder nu i Alles Smag; og der var to delte Meninger om Skriveren.
Hans Ansigt var af disse, som ikke netop tiltaler Øjet. Det fine Smil og de kloge Øjne under de mørke Bryn blev af de fleste overseet. Haaret, denne meget forgjængelige Pryd, forberedte sig paa hans lsse til en lysende Maane. Hans spinkle Figur, som var mere lang end kort, svajede lidt i Gangen, maaske fordi den ene Fod var en Smule kortere end den anden.
Angell logerede hos en gammel Enke, som tog ham i moderlig Varetægt.
De to første Aar af sit Ophold i Byen levede han under Enkens Tag uden at have søgt nogen Omgang. Om Magistratspersonerne vidste han ikke stort mere end deres Navn og Rang.
Men disse aervaerdige Magnater lagde heller ingen Imødekommenhed for Dagen. l Retssalen sad de med lige stive Rygge som de gamle Læderstole, hvortil de lænede. sig. Og deres rynkede Pander under Bukkelparykken indbød lige lidt som strenge Øjne til Omgang.
Tredje Raadmand dannede dog en Undtagelse fra Regel; thi han var en glad Sjael, som ingen Stramhed kjendte. Temmelig hurtig fik han et godt Øje. til den ringe Skriver og passiarede med ham, naar han syntes det gik an.
Denne Raadmand hedte Brisk. Kom Angell med lysende Øjne i Aande under saadan en Samtale, kunde Brisk henreven udbryde:
«Monfrere har, min Tro, Ord paa Tungen og et Par Laterner i Haussen, der kan oplive den største Surmule. Ja, dersom han vilde umage sig, kom han i en Svip ind i Kridthuset baade hos Borgermester og hos andre Potentater. Et maatte han dog gjøre, og dette er at putte sit Hoved ind i Parykken; thi man ser skjævt til hans naturlige Haar. Ja, Skik og Brug dominerer nu os alle.»
«Jeg vil saamænd langt heller forblive udenfor det Kridthus end stikke mit hoved ind i Parykken; thi forlorne Sager er mig mod.»
Med et polisk Smil bemærkede Brisk:
«Men ikke kunde det siges, at han derved satte sit Lys under en Skjæppe.»
Angell saa spørgende op, idet han usikker strøg sig med Haanden over sit minkende Haar.
Raadmand og Skriver blev efterhaanden de bedste Venner. Saaledes, da der en Fastelavns Mandag skulde holdes Bal i Byens største Klublokale, skrev Brisk Angell paa Listen. Saa gik han til Skriveren og spurgte leende:
«Hvad siger Monfrère om det, at jeg nolens volens har sat hans gode Navn paa Ballisten? Her nytter ingen lndvending; thi jaasaaminsandten vil jeg have ham paa Slaebetouget!»
Angell satte store, forbausede Øjne og spurgte: «Nej, hvorledes kunde han falde paa den Galskab? End sige jeg paa Bal!»
«Nu, hvad skulde vel vaere i Vejen for det? Han maa dog i Sandhed i enhver fornuftig Mands Øjne kunne hamle op med disse hersens Snyverter, somintet andet er end bestaltede Danseheste!»
Angell strøg Haanden over sin Pande, medens en let Rødme for over hans Ansigt, idet han svarede blidt:
«Ærlig talt, saa har virkelig samme Fastelavnsbal spøgt min Tanke. Men det maa dog forstaaes, at jeg ikke tænker paa at indlade mig paa slige Narrestreger.»
«Ha, ha,» lo Brisk, «saa var det en sand lndskydelse, at jeg slog hans Navn fast paa Listen.»
«Jeg takker for Umagen. Men kan det være nogen Moro for mig at begabe det Falarium?»
«Aa, bort nu med alle Skrupler! Tag sig en Svingom ligesom de andre unge Fyre!»
«Ak! Saadant passer ikke for min Fod. Men for engang Skyld vil jeg nu føje ham i at følge til den Hurlumhej. Ved den Anledning kan jeg jo faa se, om Staden har en vakker Ungdom.»
«Vakker! Ja, det skulde jeg mene. Sande Tryllerinder har vi indenfor de syv Fjeldel Og har min Ven Brændestof i sit Hjerte, sværger jeg for, at det staar i Fare for at antændes.»
«Nej, mener Monfrère det? Pebersvenden staar vel nu ungefær skrevet paa min Pande.»
«Pyt, sa Per. I de tredive er man jo en pur Ungdom.»
Brisk saa paa Uhret og greb Hatten, idet han spurgte blidt: «Angellen hænger sig vel ved Brisken paa Vej til hint Bal?»
«Ja, og atter ja; jeg skal være parat til bestemt Tid.»
Enken, der aldrig saa Skriveren i sin Stue, uden til den reglementerede Spisetid, blev meget forbløffet, idet han en Dag kom derind, netop da hun efter Middagsluren satte sig til Rokken. Dybt neiende fremstammede hun:
«Aak, ka e’ tids? Vær saa god at sitte seg i Bordenden?»
«Hør, Madame, mit Ærinde er at bede hende om at bevise mig en Tjeneste. Sagen er, at jeg ubesindig har tegnet mig til Fastelavnsballet. I den Anledning maa jeg have mig en ny Dragt. At kjøbe en saadan vil skaffe mig lige saa stort Besvæ som at foretage en Hushandel. Tør jeg derfor bebyrde hende med den Affaire?»
Enken, som gik for at være et Guds Barn, blev lang i Ansigtet, idet hun fremstammede:
«Ja, ak ja, siden det har gebøret sig, at en Mand som han vil være med i den verdslige Lyst, faar jeg trøste mig med, at han er der paa en anden Maade end de Letsindige, og lover da, at jeg efter bedste Skjøn skal udføre Mosjøens Begjæring. Min kjære salig Mand gik nu aldrig nogen Steder, og han har vel derfor faat sin Løn.»
Smilende sagde Angell, idet han forlod Stuen:
«Min Dragt maa være af første Skuffe og efter sidste Mode. Prutten behøves ikke.»
Fastelavnsmandag oprandt. Den vante Tolv-Ringning fyldte ved Middagstid Luften; men dette Varsel havde idag for alle
mere end sædvanlig Tiltrækning; thi «Heitevæggen», denne Lækkerbid, stod paa hvermands Bord.
Enken fyrede med en viss Utaalmodighed i Ovnen, hvorpaa Heitevæggerne laa under sit Dæksel; thi varme maatte de for alting være.
Skriveren, der aldrig forsømte at være paa Minuttet, naar det var Spisetid, lod flere Minutter gaa over den paa denne vigtige Dag. Enken rystede paa Hovedet, saa udad Vinduet og lyttede bekymret ved Døren.
Endelig kom han, ganske stille, og satte sig taus tilbords. Uagtet Heitevæggen var af fineste Sort og tilstrækkelig paasmurt, fik Enken den Sorg at maatte se ham formelig trykke den i sig. Ængstelig spurgte hun:
«Aak! hvad feiler ham? Skade, Skade, at han netop idag mangler Appetit!»
Mindst af alt tænkte hun, at en ægte Balfeber brændte i hans Aarer; hun bød ham jo Omslag og Mavedraaber.
Kommen ind i sit Værelse sank han ned i en Lænestol, idet han mumlede: «En rigtig Narrifas er jeg, som lod mig forlede til at blive med i denne Baldaarskab; den rykker mig jo fra gammel, god Ligevægt.»
Medens han nu sad der, optaget af alskens Tanker, faldt hans Blik paa en stor Kurv, der stak frem fra en Krog. Med spændt Interesse undersøgte han dens Indhold.
Dér laa Baldragten! Han syntes at se sig selv i den og veg rødmende tilbage. Hurtig laasede han Døren og gav sig saa til at udfolde den langskjødede Livkjole, hængte den over en Stolryg, strøg med Haanden gjentagne Gange over det bløde Fløjl, betragtede smilende den hvide, gallonerede Silkevest, slængte den saa med en viss Skyhed tilbage i Kurven, idet han for. med Hænderne over Panden og sukkede:
«Gud forbarme sig! skulde virkelig jeg være bleven befængt med, Forfængelighed!»
Han trev sin Hat og gik en Tur i den friske Frostluft, og da Kirkeklokken ringede fem, skyndte han sig hjem igjen. Snart stod han i sit Soveværelse, ifærd med Toilettet; han, som alle Dage lod Speil være Speil og kun af og til sendte det et flygtigt Blik, stod nu som muret til det.
Hvor sindrig fik han ikke sit Haar dannet som en Sky over den begyndende Maane, og hvor blev ikke Sløifen paa hans Batistes Halstørklæde sirlig knyttet. Diamantnaalen, det kostbare Arvestykke, blev stillet saaledes i Kalvekrydset, at den tindrede som selve Aftenstjernen.
Da han i Puds og Pynt omsider kom ind i sin Dagligstue, sad Enken der for at faa se ham i den nye Dragt. Hun slog Hænderne sammen og raabte:
«Aak, du sødeste Herre Gud, ser han ikke skinbarlig ud som en Brudgoml Prekevér, prekevér sig for Fristelse! Ja, den stakkars uskyldige Fugl tragter efter at nyde det lokkende Rognebær og ved ikke af det, førend han hænger i Snaren.»
Angell svarede blidt: «Tag det med Ro, min gode Madame; en Ungdomsfornøjelse kan dog ikke skade.»
Da Enken omsider forlod Værelset, kom Brisk hurtig ind, idet han udbrød:
«Ei, ei, er ikke Monfrère for og færdig! Se, se, jomen er min beskedne Ven bleven omskabt til en rigtig Spretjunker!»
«Uf, uf, det er i Sandhed det sidste, jeg vilde synes at være.»
Et Bal, hvilken Glædesrus, hvilke Forhaabninger, hvilke skuffede Forventninger knytter sig ikke til det?
Alle Dage har de samme jublende Følelser gjennemstrømmet Ungdommen, naar Dansemusiken bruser frem.
Men hvor helt anderledes var ikke et Bal i længst forgangen Tid end et i Nutiden.
Ja, herom fortæller den pompøse Menuet og den feiende Runddans.
Modervagt eksisterede ikke i hine Dage. En eller anden anseet Matrone blev indbuden til Ballet som Æresgjæst.
Naar en saadan tronede i Højsædet i sin solide Kistekjole, og med det høje Kniplings Sæt paa Hovedet, ja, da opvejede hun som Vagt Alverdens aarvaagne Mødre.
Skilt i Tummelen fra Brisk, gik Angell med ungdommelig Gene over Balsalen, netop da Kavaleren førte Damen til første Dans.
Med nedslaaede Øjne og med bankende Hjerte sneg han sig langs Væggen og blev staaende i den fjerneste Krog.
Imidlertid gik Brisk søgende gjennem Salen. Hans sølvspændte Sko knirkede stærkt, og de hvide Silkestrømper sad stramt om hans runde Læg, glinsende som et Fiskeskind. Svingende den guldtressede, elegante Hat, han holdt i Haanden, smilede han jovialt til Kjendinger, men gik dem dog taus forbi.
Efter megen Søgen fik han endelig Øje paa Angell, ilede hen til ham og lagde sin hvide, fyldige Haand paa hans Skulder, udbrydende:
«Nej, se mig til Monfrère! staar han ikke her som en Surmule, der er sat i Skammekrog! Hvis ikke denne hersens Brystnaal havde blinket mig imøde og bleven mig en Ledestjerne, havde det min Tro været lige vanskeligt at hitte ham frem, som at finde en Stoppenaal i en Høsaate.»
«Ja, jeg havde til min store Kvide næsten opgivet kunne opsøge ham i denne Tummel. Disse Messingkroner og Lampetter med sine Lys blænder mit Syn saaledes, at jeg ser Alle, men lngen isærdeleshed.»
«Jeg foreslaar,» hviskede Brisk, «at vi snarest muligt gaar til Kortstuen. Der kan vi faa Dansestøvet skyllet af Halsen med et godt Glas Punch.»
Arm i Arm forlod de derpaa Dansesalen.
Kortstuen var et langstrakt Værelse, kun oplyst af Lysene paa Spillebordene, ved hvilke de gamle Klubfædre sad. Da enhver af disse udsendte sande Røgbølger fra de lange Kridtpiber, stak deres Parykhoveder frem som fra et Taagehav.
Et Par halvvoksne Tjenere i graa Snipkjoler og rød Vest – de var meget lig Dompaper, – vimsede omkring Kortbordene væbnede med en Lysesaks for, som det hedte, at snyte Lyset itide. Stilheden herinde blev kun afbrudt ved den egne Kortsmelden paa Bordet.
Raadmanden sagde til Skriveren, idet han pegte paa et langt Kortbord:
«Jeg foreslaar, at vi to tager os en Styrvolt.»
Angell nikkede bifaldende, og de tog Plads. Men netop da kom en liden Mand med en stor Mave farende ind og raabte:
«Aa, ad undas med Kortene! Nu danser Sara Foswinchel Menuet, og jeg skulde mene, at hun er en Trumfdame, der slaar alle andre af Marken!»
Med ét kom der Liv i de stive Kortfilere, som med Kortene i Haanden trippede ind i Dansesalen.
«Ei, se mig til de Stabeiser,» lo Brisk; «hvor de tøfler afsted! Jamen bør vi følge med, min Ven! Han faar da se den beundrede Menuetdanserinde, der til og med er min Søsterdatter.»
Raadmanden puffede til Skriveren og pegte bortover Gulvet.
«Se, der figurerer hun nedad. Hende er det, i den lyseblaa Adrienne og de gule Sko. Ja, den Taske forstaar, min Tro, at føre sine smaa Pusselanker.»
Angells nedslaaede Øjne hang straks ved de gule Sko, og da han havde en Svaghed for smukke Fødder, fulgte han med Beundring disse smaa, nette, der bevægede sig saa gratiøst paa sine Taaspidser.
Idet Sara Foswinchel stansede nede i Salen, med den egne. kokette Hilsen, hvormed Damen besvarer Kavalerens Komplimenteren, fik hun Øje paa Brisk, som hilsede hende med et Fingerkys.
Angell saa op, og det indtagende Smil og straalende Blik, hun sendte Raadmanden, traf ogsaa Skriveren. Han fór sammen, blev forvirret og slog atter Øjnene ned.
Som fæstet til Stedet blev han staaende uden at lægge Mærke til, at Menuetten var endt og Brisk bortgaaet.
Da han vendte tilbage, lagde han Haanden paa Angells Skulder, smilte polisk og sagde spøgefuldt:
«Ei, min Kjaere, jeg mener, at han saa omtrent er borte baade fra Kort og Bog! Men kom, lad os atter tage fat paa Styrvolten.»
«Som han ønsker,» svarede Angell distrait.
De fulgtes saa til Kortstuen. Skriveren spillede konfust, hvorfor Brisk drillende sagde:
«Jeg mener, min Tro, at Menuetten svæver ham for Øjet; thi Monfrère kaster jo ud en uvæltes Besyv for en i Vælten….»
Arm i Arm gik Raadmand og Skriver hjem fra Ballet.
Natten var skjøn: Rimfrosten glittrede paa Jorden, og Stjernerne blinkede paa Himmelen. Begge taug længe, indtil Brisk, den snaksomme, endelig sagde:
«Skal ieg dømme efter min Vens Muthed, saa har den Balaffaire ikke bragt ham megen Fornøjelse.»
«Aa, det er saamen en Feiltagelse, min Kjære. Aldrig har jeg oplevet noget, som har grebet mig saa forunderlig, og jeg er meget taknemmelig, fordi han skaffede mig den uforglemmelige Aften.»
«Nu, saa er alting godt og vel, og jeg agter at drage ofte min tilbageholdne Ven bort fra det Hængehoveds Bur, hvori han laenge nok har kukeluret. Apropos, vil Monfrère spise Middag hos mig iovermorgen? Mit Ungkarlsliv er min Tro ikke saa ilde: En Pebersvend med de halvhundrede paa Bagen kan ikke forlange bedre Dage.
Godt Humør, godt Levebrød, god Appetit, en god Søster, som bestyrer min Menage, mer kan ikke vente paa denne Klode.»
«Kanske heller ikke plaget af forlibte Griller?» spurte Angell.
Brisk satte Haanden i Siden og lo hjertelig.
«Jeg har minsæl havt baade Hoved- og Biflammer, saa at mit Hjertes Brændstof er vel nu saa godt som Nul og Nix.»
De var nu kommen til Enkens Hus, og tog saa Afsked med et fast Haandtryk.
Omtrent ved samme Tid stod i et større Hus paa Korskirke-Almindingen en ung Pige i sit Soveværelse og saa ud ad Vinduet. ldet hun hørte en fjern Vognrullen, gik hun hen til Ovnen, hvori Birkeveden knittrede, og satte en Messings Kaffekjedel paa den og ordnede derefter et lidet Kaffestel paa Bordet.
Da dundrede som et Tordenbrag en Vogn gjennem Gaden og stansede ved Døren.
Den unge Pige løb nedad Trappen og modtog Menuetdanserinden.
Kommen ind i Soveværelset sank hun ned i en Lænestol. Søsteren løste af hende den silkes Dormøse, som var bræmmet med Hermelin. Om hende kunde det ikke siges, at hun havde danset, saa at Fillerne føg; thi den elegante Adrienne faldt i sirlige Folder om den slanke Figur.
Og den bittelille Kréphat paa hendes Hoved sad paa hendes høje Haarfrisure koket mellem Roser og Perler. De store blaa-graa Hjertetyvsøjne havde ogsaa beholdt sin Glans.
Sara Foswinchel, Byens meget yndede Dame og Hjemmets Kjaeledægge, blev siddende i Baldragten, indtil Søsteren hjalp hende af med den. Hun havde en moderlig Omhu for Sara, skjønt hun kun var et Par Aar ældre end hende, som netop havde fildt tyve Aar.
Medens Karen med varsom Haand lagde Balstadsen i sit Gjemme, spurgte hun Sara blidt:
«Paa Ballet var der vel som altid Rift om dig? og Thom Bhømer formodentlig din Menuetkavaler?»
«Ja, du ved, at jeg nødig danser Menuet med andre end ham.»
«Aa, fortæl, om han fremdeles inklinerer for dig?»
«Uf, Karen, udfrit mig ikke herom; jeg er baade kjed og led af Tøvet om ham. Ak, kjære Søster! hvor den Kaffe smager godt. Smagen vil følge mig tilsengs… Ja, nu vil jeg lægge mig. Ak! bred godt over mig. God Nat!»
Medens Karen puttede Dynen omhyggelig om hende, hviskede hun: «Drøm om ham, som jeg tror tilsidst danser med dig ind i Ægteskabet.»
Middagen hos Brisk var ganske efter Angells Smag. Straks han kom ind i den lune Dagligstue, følte han, hvilken Behage- lighed der er i huslig Hygge. Værelsets smagfulde lndredning, det hollandske Møblement, siret med Træsnit og klædt med Guldlæder, den blomstrende Rosmarins berusende Duft, Kanarifuglens Trillader, ja, alt bragte ham et usigeligt Velvære. Angell glemte den Aften sin – Sengetid, hvilket sjelden skeede. Forskrækket fór han op fra Kanapéen, idet Vægteren udenfor istemte:
«Hør, Vægter, hør!
Klokken er slagen Ti.
Nu skrider Dagen under
og Natten vælder ud;
forlad for Jesu Vunder
vor Synd, du milde Gud!»
«Tænk, en hel Time over vant Sengetid,» raabte Angell og rakte skyndsomt Haanden til Godnat. Brisk holdt ham tilbage og lo.
«Bort med Vanedyret,» sagde han; «lad det ikke allerede krybe frem i Deres Alder. Men lad mig ikke glemme at bringe Monfrère en Invitation fra Svoger Foswinchel til Søndag Aften.»
Skriveren rødmede og skjulte Ansigtet med Hatten, idet han bukkende takkede.
Han lyste sig hjem med en Haandlygte, gik forbi Kammerraad Foswinchels Hus og lyste opover det.
Da han fór opad Trappen i Enkens Hus, var han ikke sen om at krybe i Seng, men sovnede ikke før ved Morgengry.
Søndagen stod for Døren. Angell klædte sig med megen Omhu til Foswinchels Selskab. Aldrig havde han følt sig saa forunderlig kvidefuld. Han syntes, det var, som om han havde tabt sig selv og var bleven en Anden. Da Uhret varslede om Selskabstiden, følte han sig gjennemstrømmet af en egen Fornemmelse. Dette, tænkte han, maa være den saakaldte Kattepine, og for saadan er der jo ingen Medicin at finde paa noget Apothek.
Han gik og kom til Foswinchels Hus, men blev staaende med Haanden dvælende paa Dørhammeren, inden han med en viss Kraft slog de ugjenkaldelige Slag.
En galloneret Tjener lukkede op, modtog Ydertøiet og aabnede Døren til Selskabssalen.
Dybt bukkende modtog Angell Ægteparrets venlige Modtagelse. Hans Blik fór over Kammerraadens høje, stive, elegant klædte Skikkelse, men hvilede paa Fruens blide Ansigt med sit Skjønhedsskjær. Brisk kom til og sagde spøgefuldt:
«Monfrère har vel ikke havt nogen Malhør? Jeg ved, at han ikke forsømmer at hænge i Klokkestrengen; og ikke kan det siges, at han er her paa Minuttet; men kom, jeg maa da præsentere ham for Husets Døttre.»
Da de stod foran Søstrene, sagde Brisk smilende:
«Jeg har den Ære, mine Kjæledægger, at forestille for Eder Skriver Henning Angell, som er Pebersvend ungefær af min Alder. »
Sara saa skjelmsk op og spurgte:
«Mon ikke Morbror gjør Dem dobbelt saa gammel, som De er?»
«Jeg antager dog, at enhver maa tro mig en Del Aar ældre, end jeg er.»
«Giv Raad,» sagde Sara til Karen, «hvad skal jeg hænge paa den Fiskekrog?»
Brisk kom i Forkjøbet:
«Ei, ei, min Skat, sig, at han ser ud som en pur Grønskolling.»
Fru Foswinchel gav Sara et Vink; thi det var hendes Husholdningsuge. Hurtig gik hun ud, men kom snart tilbage, bærende en massiv Sølv-Kaffekande, som hun satte paa det dækkede Bord.
Den Tids Aftenselskaber begyndte altid med et Kaffeslaberas.
Da Røgen af Yndlingsdrikken kom Lagets gamle Damer i Næsen, lød Udraab som for Eksempel:
«Aak, naar er ikke den søte Svartedroppe velkommen?»
Skriveren havde noksaa udspekuleret taget sig en Plads, hvorfra han mindre bemærket kunde holde Øje med Sara. Kammerraad og Raadmand sad fordybet i en Rambus.
Fru Foswinchel bød Angell Plads i en Kanapé og begyndte en Samtale med ham. Paa Væggen ligeoverfor hang et stort Spejl, hvilket han lod til at betragte med megen Interesse. Fruen blev baade forbauset og skuffet, da hun hverken fandt den af Broderen Lovpriste underholdende eller interessant.
Karen sad imidlertid i Grunden over, hvorfor Skriveren saa ufravendt betragtede Spejlet. Hun maatte søge Aarsagen, gik hen til Konsollen, hvorover det hang, og fik Lys i Sagen. Spisestudøren stod nemlig saa vidt aaben, at Sara, som dækkede Bordet derinde, blev afspejlet.
Klokken ni, som var fastsat Spisetid, gik man tilbords. En Gjæst hos Foswinchel fik snart erfare, at her var et godt Madhus, og at Husfruen forstod at nøde. Men for Angell, som aldrig kunde komme i Madfriernes Række, var dette en ligegyldig Sag.
Kalvesteg, Fugl og Fisk, ledsaget af Madmoderens velundte Nøden, stod ham denne Aften imod. Han sad fordybet i forlibt Sværmeri, og dette er alt andet end materielt.
Angell førte Fruen fra Bordet, og begge tog Plads i en Kanapé. Fruen, som var snaksom, begyndte Samtalen. «De har, Herr Skriver, skaffet Dem en god Ven i min Bror. Er han funden, er han let vunden, og jeg formoder, at Venskabet er en Vinding for begge Parter.»
Et fint Smil lyste over Angells Ansigt, idet har svarede:
«Aldrig, ærede Frue, har Lykken vaeret mig mer god, end da jeg fik Raadmanden til Ven, og turde jeg hertil tro paa det gamle Ord, at en Lykke har flere i Følge?»
«Aa, nei! Ingen bør daares af det Haab. Lykken er en Skjelm, som driller os Alle.»
«Ak, Haabet har netop i denne Tid fæstet Rod hos mig, og jeg vil pleje det af bedste Evne. Godt Haab, godt Humør!»
Selskabet var endt, og Ægteparret gik til Soveværelset. Søstrene blev tilbage for at ordne Storstuen og slukke Lysene.
«Du er vel træt, Sara?» spurgte Karen. «Det er slet ikke hyggeligt at faa et Selskab i sin Ugetid.»
«Aa, det kan jo hænde, at man faar sin Del af Fornøjelsen; men i Aften bestod Besøget af han og hun, saa Gamlingerne dominerede jo Kjedsommeligheden.»
«Men sig mig, Sara, hvorfor udeblev din Dansør, Thom Bhømer? Han kan da oplive et Lag.»
«Ah, han har vel vimset ind til den rige Krymer, hvor jeg hører han er at se som graa Katten. Datteren, Gottliebe, er en Guldkalv, som mange danser om, og Bhømer forstaar sig vel paa at gaa paa Haneben; thi han har nok sin Styrke i Fødderne.»
«Nei, skal tro det? Gottliebe Krymer er ikke pen, og hun har Ord for at være en rigtig nidsk Pengekniber.»
«Ja, hvad gjør det til Sagen? Guld forgylder alle Skavanker. Løber han efter hendes Penge, giver han dem nok Fødder at gaa paa.»
«Hør, Sara! fik du ikke Øje for Morbrors unge Ven, Skriver Angell? Han er da saa indtagende, og hans Manerer saa fine. Mor fandt hans Konversation og Væsen rent bedaarende.»
«Aa, jeg ser, han har et fint, behageligt Ansigt, men jeg umager mig ikke med nøjere Bekjendtskab. Se ikke surt til det. Herregud, undres ikke over, at mit tyveaarige Hjerte heller sværmer for en letfodet glad Ungersvend, end for din indtagende Haltepings.»
«Fy, Sara! End give ham et saadant stygt Slængenavn. Den Haltheden er forresten næsten saa godt som ingen. Ved du hvad, – tænk, jeg tror, han har et godt Øje til dig.»
«Nei, Karen; hvorledes kan du falde paa saadant?»
Hun saa med skjælmske Øjne paa Søsteren, strøg Haanden let over hendes Haar og sagde:
«Mer end gjerne vilde jeg have ham til Svoger. Vilde du give ham Nej, naar han bad om Ja?»
«Ak, hvor vil du hen? Jeg blege, svage Stakkar tænker nok paa Ingen, og Ingen tænker paa mig. Men hør, Klokken slaar elleve, lad os ile tilsengs.»
Siden, naar Brisk besøgte Fosvvinchels, forsømte han sjelden at bede Angell blive med. Mumlede saa denne om, at Sladdermunde kunde faa Vand til sin Mølle ved saadan Renden paa Døren, udbrød Raadmanden, rød, i Toppen:
«Snik, Snak! Hvem kan værge Sig for Sladderhanke? Disse er som Utøj, der vil krybe omkring til Verdens Undergang. Og opammer han slige Skrupler, vil de Død og snyde bringe ham en Grinatus paa Halsen.»
En Augustdag gik Raadmand og Skriver sammen til Foswinchels, hvor de skulde spise til Middag.
I anden Etage havde Fruen indredet et Værelse til Broderen. Her laeste han Dagens Avis, røgte sin Pibe og tog sin Middagslur.
Brisk hviskede til Angell, idet de forlod Middagsbordet: «Følg til mit Aflukke; her kan han røge, lure, drømme, alt efter Behag.»
Straks de kom ind i Værelset, slaengte Brisk sig i en Lænestol, pegte paa en anden, idet han døsig sagde:
«Sæt sig ned. Ak, det er sødt at blunde.»
Angell betænkte sig et Øjeblik, men sank saa ned paa det bløde Sæde. Men da Raadmandens Snorken meldte dyb Søvn, og Fluerne, de Plageaander, surrede ham om Øret, sneg han sig ud.
Gangen var lang og smal og helt belagt med en hollandsk Sivmatte. Langs med Væggen stod store og smaa Garderobeskabe. Skriverens Øjne droges som ved Troldomsmagt til et af disse. Paa et lavt Skab stod nemlig et Par gule Silkesko.
Hans Blik hang længe ved disse. Frygtsom greb han Skoene, og da han vovede at stryge med Haanden Over det bløde Atlask, gik den Vished op for ham, at disse Sko var det, Sara Foswinchel havde paa, da hun dansede den for ham skjæbnesvangre Menuet. Han blev staaende som fæstet til Gulvet; thi borte i Gangen stødtes med ét en Dør op, og Kammerraaden, som altid gik med knirkende Sko, kom lydeligt gaaende over Gangen. Angell for sammen og stak konfust de Gule i sin Baglomme.
Kammerraaden tog Ordet: «Nej, staar min Højstærede her, mutters alene?»
Angell svarede med bævende Stemme:
«De naesvise Fluer forstyrrede min tiltænkte Middagslur, og derfor gik jeg herud.»
«Ja, de sorte Bæster er noget Pokkers Tøj, og denne Sommer har bragt en Flueavl uden Lige. Min Kone, som er en mageløs Raadhitter, fandt paa til Sovero at sy et Slør paa min Nathue, og jamen blev jeg herved prikeveret for Styggetøje. Men, min Kjære, følg nu med til Dagligstuen. Mor venter der med Kaffen.»
«Mon jeg ikke bør vente paa Raadmanden?» indvendt Skriveren rødmende.
«Aa, Snak! naar han er udsovet, indfinder han sig nok.»
Medens de gik nedover Trappen, følte Angell med Gru Skoene tynge i Lommen. Forknyt kom han i Stuen, hvor Fruen og Døttrene bød Velkommen. Kaffekjedelen stod rygende hed paa Fyrfadet. Angell blev staaende, medens de Andre tog Plads rundt Bordet. Efter Fruens gjentagne Anmodninger satte han sig forsigtig. Idet Sara rakte ham en Kaffekop, kom Brisk ind. Han slængte sig blussende rød paa en Stol, idet han søvniggrætten udbrød:
«De fankers Fluer giver en da hverken Rist eller Ro.»
Fruen sagde blidt: «Ak ja, Broder, det er en Syndeplage, vi Alle deler; men kvik dig nu op ved denne Kop Kaffe.»
Han tog den til Munden, men satte den hurtig tilbage, idet han raabte:
«Uf! jeg bliver skoldet af den Brændesnude!»
Sara gik hen til ham, saa ham med Skjændermine ind i Ansigtet og sagde:
Klokken ni, som var fastsat Spisetid, gik man tilbords. En Gjæst hos Foswinchel fik snart erfare, at her var et godt Madhus, og at Husfruen forstod at nøde. Men for Angell, som aldrig kunde komme i Madfriernes Række, var dette en ligegyldig Sag.
Kalvesteg, Fugl og Fisk, ledsaget af Madmoderens velundte Nøden, stod ham denne Aften imod. Han sad fordybet i forlibt Sværmeri, og dette er alt andet end materielt.
Angell førte Fruen fra Bordet, og begge tog Plads i en Kanapé. Fruen, som var snaksom, begyndte Samtalen. «De har, Herr Skriver, skaffet Dem en god Ven i min Bror. Er han funden, er han let vunden, og jeg formoder, at Venskabet er en Vinding for begge Parter.»
Et fint Smil lyste over Angells Ansigt, idet har svarede:
«Aldrig, ærede Frue, har Lykken vaeret mig mer god, end da jeg fik Raadmanden til Ven, og turde jeg hertil tro paa det gamle Ord, at en Lykke har flere i Følge?»
«Aa, nei! Ingen bør daares af det Haab. Lykken er en Skjelm, som driller os Alle.»
«Ak, Haabet har netop i denne Tid fæstet Rod hos mig, og jeg vil pleje det af bedste Evne. Godt Haab, godt Humør!»
Selskabet var endt, og Ægteparret gik til Soveværelset. Søstrene blev tilbage for at ordne Storstuen og slukke Lysene.
«Du er vel træt, Sara?» spurgte Karen. «Det er slet ikke hyggeligt at faa et Selskab i sin Ugetid.»
«Aa, det kan jo hænde, at man faar sin Del af Fornøjelsen; men i Aften bestod Besøget af han og hun, saa Gamlingerne dominerede jo Kjedsommeligheden.»
«Men sig mig, Sara, hvorfor udeblev din Dansør, Thom Bhømer? Han kan da oplive et Lag.»
«Ah, han har vel vimset ind til den rige Krymer, hvor jeg hører han er at se som graa Katten. Datteren, Gottliebe, er en Guldkalv, som mange danser om, og Bhømer forstaar sig vel paa at gaa paa Haneben; thi han har nok sin Styrke i Fødderne.»
«Nei, skal tro det? Gottliebe Krymer er ikke pen, og hun har Ord for at være en rigtig nidsk Pengekniber.»
«Ja, hvad gjør det til Sagen? Guld forgylder alle Skavanker. Løber han efter hendes Penge, giver han dem nok Fødder at gaa paa.»
«Hør, Sara! fik du ikke Øje for Morbrors unge Ven, Skriver Angell? Han er da saa indtagende, og hans Manerer saa fine. Mor fandt hans Konversation og Væsen rent bedaarende.»
«Aa, jeg ser, han har et fint, behageligt Ansigt, men jeg umager mig ikke med nøjere Bekjendtskab. Se ikke surt til det. Herregud, undres ikke over, at mit tyveaarige Hjerte heller sværmer for en letfodet glad Ungersvend, end for din indtagende Haltepings.»
«Fy, Sara! End give ham et saadant stygt Slængenavn. Den Haltheden er forresten næsten saa godt som ingen. Ved du hvad, – tænk, jeg tror, han har et godt Øje til dig.»
«Nei, Karen; hvorledes kan du falde paa saadant?»
Hun saa med skjælmske Øjne paa Søsteren, strøg Haanden let over hendes Haar og sagde:
«Mer end gjerne vilde jeg have ham til Svoger. Vilde du give ham Nej, naar han bad om Ja?»
«Ak, hvor vil du hen? Jeg blege, svage Stakkar tænker nok paa Ingen, og Ingen tænker paa mig. Men hør, Klokken slaar elleve, lad os ile tilsengs.»
Siden, naar Brisk besøgte Fosvvinchels, forsømte han sjelden at bede Angell blive med. Mumlede saa denne om, at Sladdermunde kunde faa Vand til sin Mølle ved saadan Renden paa Døren, udbrød Raadmanden, rød, i Toppen:
«Snik, Snak! Hvem kan værge Sig for Sladderhanke? Disse er som Utøj, der vil krybe omkring til Verdens Undergang. Og opammer han slige Skrupler, vil de Død og snyde bringe ham en Grinatus paa Halsen.»
En Augustdag gik Raadmand og Skriver sammen til Foswinchels, hvor de skulde spise til Middag.
I anden Etage havde Fruen indredet et Værelse til Broderen. Her laeste han Dagens Avis, røgte sin Pibe og tog sin Middagslur.
Brisk hviskede til Angell, idet de forlod Middagsbordet: «Følg til mit Aflukke; her kan han røge, lure, drømme, alt efter Behag.»
Straks de kom ind i Værelset, slaengte Brisk sig i en Lænestol, pegte paa en anden, idet han døsig sagde:
«Sæt sig ned. Ak, det er sødt at blunde.»
Angell betænkte sig et Øjeblik, men sank saa ned paa det bløde Sæde. Men da Raadmandens Snorken meldte dyb Søvn, og Fluerne, de Plageaander, surrede ham om Øret, sneg han sig ud.
Gangen var lang og smal og helt belagt med en hollandsk Sivmatte. Langs med Væggen stod store og smaa Garderobeskabe. Skriverens Øjne droges som ved Troldomsmagt til et af disse. Paa et lavt Skab stod nemlig et Par gule Silkesko.
Hans Blik hang længe ved disse. Frygtsom greb han Skoene, og da han vovede at stryge med Haanden Over det bløde Atlask, gik den Vished op for ham, at disse Sko var det, Sara Foswinchel havde paa, da hun dansede den for ham skjæbnesvangre Menuet. Han blev staaende som fæstet til Gulvet; thi borte i Gangen stødtes med ét en Dør op, og Kammerraaden, som altid gik med knirkende Sko, kom lydeligt gaaende over Gangen. Angell for sammen og stak konfust de Gule i sin Baglomme.
Kammerraaden tog Ordet: «Nej, staar min Højstærede her, mutters alene?»
Angell svarede med bævende Stemme:
«De naesvise Fluer forstyrrede min tiltænkte Middagslur, og derfor gik jeg herud.»
«Ja, de sorte Bæster er noget Pokkers Tøj, og denne Sommer har bragt en Flueavl uden Lige. Min Kone, som er en mageløs Raadhitter, fandt paa til Sovero at sy et Slør paa min Nathue, og jamen blev jeg herved prikeveret for Styggetøje. Men, min Kjære, følg nu med til Dagligstuen. Mor venter der med Kaffen.»
«Mon jeg ikke bør vente paa Raadmanden?» indvendt Skriveren rødmende.
«Aa, Snak! naar han er udsovet, indfinder han sig nok.»
Medens de gik nedover Trappen, følte Angell med Gru Skoene tynge i Lommen. Forknyt kom han i Stuen, hvor Fruen og Døttrene bød Velkommen. Kaffekjedelen stod rygende hed paa Fyrfadet. Angell blev staaende, medens de Andre tog Plads rundt Bordet. Efter Fruens gjentagne Anmodninger satte han sig forsigtig. Idet Sara rakte ham en Kaffekop, kom Brisk ind. Han slængte sig blussende rød paa en Stol, idet han søvniggrætten udbrød:
«De fankers Fluer giver en da hverken Rist eller Ro.»
Fruen sagde blidt: «Ak ja, Broder, det er en Syndeplage, vi Alle deler; men kvik dig nu op ved denne Kop Kaffe.»
Han tog den til Munden, men satte den hurtig tilbage, idet han raabte:
«Uf! jeg bliver skoldet af den Brændesnude!»
Sara gik hen til ham, saa ham med Skjændermine ind i Ansigtet og sagde:
«Aldrig havde jeg tænkt, at min allerdejligste Morbror ogsa havde den Mandfolkeskavank at blive grætten for ingen Ting.»
«Nej, hør mig til det lille Hvasnæb! Men du har Ret, min hjerte Pige. Vi fortjener sikkerlig Navnet Grinatus.»
Da Kaffen var drukket, foreslog Fruen, at Ungdommen burde foretage sig en Spadseretur udover Nordnæspynten.
«Søluften er der forfriskende,» sagde hun, «og De, min gode Skriver, paatager Dem kanske at være Smaapigernes Beskytter?»
Ærbødig bukkende svarede han:
«Jeg takker meget for den mig beviste Ære.»
Brisk tilføjede:
«Jeg vil saamen slaa mig til Ungdommen! Du ved, Søster, at jeg som Kavaler har været i Velten.»
De Unge forlod nu Stuen, medens de Gamle raabte «god Fornøjelse».
Søstrene løb opad Trappen for at iføre sig Spadseredragt. Brisk pegte paa Sara og bemærkede:
«Sandelig, et charmant Pigebarn!»
Angell greb uvilkaarlig rødmende til Baglommen.
Livligt pratede Sara med Morbroren paa Vejen, mens Karen og Angell var ordknappe. Thom Bhømer krydsede nu og da forbi. Med rynket Bryn spurgte Skriveren:
«Hvem er den Fyr?»
Brisk gav Besked:
«Aa, den Kumpan hører til Stadens Spradebasser, men er for Tiden kun Faderens Søn. Der siges, at den Grønskolling spekulerer i et rigt Giftermaal, hvilket nok kan lykkes ham; thi der siges, at han skal være en Hjerteknuser.»
Sara skjulte rødmende sit Ansigt bag Viften.
Hjemvendt fra Turen forsøgte Angell gjentagne Gange at bringe tilbage paa sin Plads Tyvekosten i sin Lomme, men mødte uovervindelige Forhindringer. Da hans Tilstand blev mer og mer pinlig, besluttede han at gaa, uagtet han nødig vilde forlade hende, som havde skabt ham en Verden af Tanker og Følelser. Han modstod baade Fruens og Kammerraadens Indbydelse til at blive til Aftens. Med Spøg og Drilleri fulgte Brisk ham til Gadedøren.
Hurtigere end sædvanlig gik han til Enkens Hus. Kommen ind i sit Værelse laasede han Døren, tændte Lyset, tog Stagen i Haanden og lyste rundt. Drog derpaa med en vis Bæven de gule Sko frem fra Lommen, gjemte dem mellem begge Hænder, sukkende tungt ved den Vished, at han var forelsket i Sara Foswinchel til op over begge Øren.
Han blev staaende med de smaa Gule i Haanden og be- tragtede dem saa ømt, som om de var to uskyldige Kanarifugle. Slængte dernæst, ligesom i Skræk, Skoene paa en Stol, idet han mumlede:
«Gud forbarme sig! De er jo Tyvekoster!»
Efter at have gaaet flere Gange tankefuld op og ned ad Gulvet, tog han Skoene og svøbte dem omhyggelig ind i Papir og gik bort til en Pult, hvor de blev lagt i et Aflukke, hvis Nøgle han omhyggelig gjemte.
Høsten var gaaet, Vinteren stod for Døren. Paa Bergenskanten kommer den i Regelen blid, og holder sig længe i de Hjørne. Men naar saa Havduren varsler om, at Nordvesten har rejst sig, ja, da ved Enhver, hvad det betyder.
En Decemberaften holdtes et Kortparti hos Brisk. Foswinchels var blandt de Indbudne, men Kammerraaden gik nødig ud i sligt Regn, som det nu var, – meget, fordi den Væde dæmpede hans Skoes Knirken. Fruen blev hjemme hos ham, og Karen var en lndesidder.
Sara trippede da ene gjennem de vaade Gader, og over de skyllende Rendestene. Hun dansede let paa Fødderne og hoppede let over Anstødsstene.
Morbroren modtog hende i Stuen med det Udraab:
«Nej, se mig til de smaa Pusselanker, hvor godt de har grejet sig fra Sølen!»
Angell, der var blandt Gjæsterne, rødmede og sænkede sine Øjne.
Herrerne tog skyndsomt Plads ved Kortbordene, medens Sara og to Veninder af Jomfru Brisk satte sig ved hendes Bord med sit Arbejde. En ung Mand, som nylig var hjemkommen fra Hamburg, hvortil Faderen havde sendt ham, som det hedte for at lære fine Manerer, sad ved et af Kortbordene med Ryggen vendt mod Damerne. Hans Dragt havde en ny Façon: Knæbukserne var af Hjorteskind og Strømperne af Kamelgarn, og hans Pidskeparyk var upudret.
Denne Hjemkomne blev Gjenstand for Damernes dæmpede Samtale. En af disse var kjendt for at være en skarp Tunge. Hun spurgte Jomfru Brisk:
«Tror du, at den Fysaks Lægge er naturlige?»
«Nej, hvorfor spør du derom? Javist maa de vel være det.»
«Jeg vil vædde om, at de er udstoppede; thi for et Aar siden rejste han fra Byen som en Skankelben, og det er saamen ikke rimeligt, at de Lægge skulde kunne trutne saaledes i den Tid.»
«Ja, ja!» hviskede Jomfru Brisk, «lad os vædde da! Slaa du, Sara, imellem; men hvorledes skal vi faa Lys i Sagen?»
«Aa, det skal jeg nok tænde,» svarede den Skarpe.
Derpaa tog hun nogle Knappenaale i Haanden, lod saa en Strikkepind falde lydt til Gulvet, lagde sig paa Knæ, som om hun søgte efter den, stak saa en, to, tre Knappenaale i hans Læg, – som ogsaa viste sig at være en god Naalepude.
Halvkvalte af Latter fór Damerne ind i et Sideværelse. Og de ivrige Kortspillere anede intet.
Den Aften fulgte Angell Sara hjem. Da hun kom ind i Soveværelset, sad Karen i en Lænestol og ventede. Hun fæstede sine alvorlige Øjne paa Sara, der slog sine ned, medens hun spurgte:
«Er min kjære Søster søvnig?»
«Aa nej, jeg kunde gjerne blive siddende saaledes til den lyse Morgen; thi jeg er meget søvnløs i denne Tid.»
«Kanske du derfor ikke har imod at prate lidt med mig?»
«Nej saamen! Jeg vil det mer end gjerne.»
«Du har vel som altid havt det hyggeligt hos Morbror?»
«Ja, meget hyggeligt.»
Hun fortalte derpaa livligt om Alt; men da hun saa blev taus og betænksom, saa Karen spørgende paa hende og sagde:
«Fortæl, fortæl mer; jeg kan se, at du har noget ufortalt.»
Sara lagde sin buttede Haand paa Søsterens spæde, saa hende alvorligt op i Ansigtet, og hviskede:
«Jeg bønfalder, døm mig skaansomt, – det vil du, naar jeg bekjender, at jeg alt bitterlig angrer min Opførsel.»
Karen hviskede blegnende:
«Jeg aner, at Angell har friet til dig; thi jeg har længe skjønt, hvorledes det er fat med ham.»
«Ak ja, Karen, tænk, han friede til mig, her lige ved Gadedøren.»
«Men lad mig høre, hvad svarede du ham?»
Blodrød fremstammede Sara:
«O, jeg skammer mig over mit Svar; det var jo ikke saa underligt, at jeg bad ham vente. Men da han angst spurgte: “Hvor laenge” slap det mig af Munden: “Aa, i to Aar.” “l to Aar?” gjentog han med en bedrøvet Stemme; “men da jeg ikke agter at gifte mig med nogen Anden end hende, min hjerte Jomfru, saa skal jeg vente.” Derpaa kyssede han min Haand og ilede bort.»
Taarer kom i Karens Øjne, medens hun sagde bebrejdende: «Ak! hvor kunde du bære et saadant Svar over dit Hjerte? En velopdragen Pige bør jo ikke give sit Ja ved første Ord. Men du, Sara, har handlet som Ingen. Grunden er vel, at den Spretfyr, Thom Bhømer, er din Hjertetyv?»
«Aa, langtfra! Han har vaeret min Øjenslyst og er for mig fremdeles en fortryllende Menuetdanser; men min Hjertetyv? Nej! Mit Hjerte har Laas og Lukke for ham.»
«Ak, Sara, gjennem Øjet naaes til Hjertet.»
«Vær du rolig; han naar aldrig til mit, det ved jeg for Vist.»
Hun lagde Armen om Karens Hals og hviskede hende i Øret:
«Du maa ikke fortælle om Frieriet til Mor og Far. Begge ynder Angell, og jeg vil gjerne slippe at døje deres strenge Straffepræken.»
Karen kyssede hendes runde, varme Kind og gjenhviskede:
«Jeg lover og holder at være om den Sag stum som en Fisk.»
Saa gik de tilsengs; men det kunde ikke siges, at de den Nat laa i Søvnens Arme.
Angell, som nylig var hjemvendt fra et længere Familiebesøg i Trondhjem, blev en Dag hentet af Brisk til Foswinchels.
Da Raadmand og Skriver kom gjennem Stuedøren, gik Fruen dem imøde og gjorde med Skjelmeri drillende Hentydning til Angells sjeldne Besøg.
Sara sad med Hovedet bøjet over Broderirammen, hun holdt paa Fanget. Angell saa paa hende, naar det gik an, og tænkte, at det Alvor, der laa over hendes Ansigt og Væsen, havde sin Grund i det, som blev sagt, at Sara Foswinchel ikke mer dansede Menuet, fordi Thorn Bhømer var blevet forlovet med Gottliebe Krymer. Dette Bysnak tærede paa Skriverens Humør, saa at Brisk, der havde udtømt alle sine kraftige Overtalelsesmidler, næsten maatte opgive at faa ham med til Foswinchels.
Moderen, som ikke var blind for Datterens Sørgmodighed, førte hende til sit Lønkammer, og fik her af hende Lys i Sagen.
Den ældste Raadmand i Magistraten tog sin Afsked, og Brisk blev hans Eftermand.
En Aften sad Kammerraaden i Dagligstuen, fordybet i Avislæsen. Familien var samlet her. Pludselig saa han forbauset over Sølvbrillerne og raabte:
«Mor, Mor! Hør nu efter. Skriver Angell staar, min Tro, udnævnt til tredje Raadmand. Sikken en Lykke!»
«Aa, Far, det er saamen en større Lykke for Magistraten at faa en saadan klog og brav Mand som Angell til Embedsstyrer.»
Pludselig kom Brisk farende ind, slængte Hatten paa en Stol, kyssede Søsteren og gned sig i Hænderne, idet han spurgte med tindrende Øjne:
«Nyheden er naturligvis læst? Ja, den Fyr ender sandt for Herren som Borgermester! Og hvem kunde vel ogsaa passe bedre dertil? Han har det bedste Hoved og det bedste Hjerte.»
Kammerraaden strakte sig, strøg Haanden over sin Bukkelparyk, saa sig i Spejlet og tog tilorde:
«Svogers Mening er minsandten overdreven. Maa jeg med Tilladelse spørge, om han mener, at Hr. Angell kunde tilvejebringe den nødvendige Air, der maa til for en saadan høj Stilling?»
Raadmanden smaalo, men blev skyldig Svar.
De to Venteaar var omsider forbi. Fru Foswinchel havde bestemt, at den første Dag derefter skulde Sara og Angell mødes hos Raadmand Brisk.
Sara stod den Dag længere end sædvanlig foran Spejlet. Den hvide Krepflors Poupé, smykket med en Nyperose, som hun satte paa Hovedet, klædte godt til hendes skjære Hud og mørke Haar. l Puds og Pynt gik hun til Dagligstuen for at sige Farvel til Mor og Søster.
ldet Fruen kyssede hende, sagde hun:
«Bortjag nu endelig denne ængstelige Mine. Vær du vis paa, at din Raadmand er nok baade gild og glad over endt Pønitens.»
Sara dvælede ved Morbrorens Hus et Øjeblik, inden hun gik gjennem Gadedøren. Jomfru Brisk modtog hende i Gangen, trykkede ømt hendes Haand og hviskede:
«Din Hjertenskjær lod ikke vente paa sig; han er i Stuen.»
ldet Damerne kom ind, sad begge Raadmaend i en Kanapé. Angell, der skiftede Farve, rejste sig, dybt bukkende. Brisk gik mod Sara, tog hende ømt ved Hagen, udbrydende:
«Ah, den Toupé klæder min Rosmarin charmant; ikke sandt, min Ven?»
Svaret udeblev, men han saa paa Sara med et ubeskriveligt Blik.
Brisk tog sin Hat og henvendte til Angell med et polisk Smil:
«Kanske Monfrère vil slaa Følge paa min Vante Tur til Valkendorfs Taarn?»
«Takker! jeg bliver helst, hvor jeg er.»
Idet Jomfru Brisk ogsaa forlod Stuen, satte Angell sig ved et Bord og tog til at blade i en gammel Foliant. Sara, som sad ved Vinduet, stjal sig til at se paa ham, og saa tydeligt, at hans Haand bævede, naar han vendte Bladet, og tillige, at Nyven mellem hans mørke Bryn nu og da blev dybere.
Kanarifuglen, der var vant til at faa spise Sukker af Saras Mund, naar hun kom til Brisk, hoppede rastløst omkring i Buret, som hang i Vinduet, skrabede utaalmodig med Naebet mod Pinden, strakte Hovedet og blikkede længselfuldt til Sara. Men da ingen Opmærksomhed opnaaedes, satte den sig paa Pinden og istemte med en sørgmodig Tone en bekjendt hjertegribende Elskovssang, som Brisk havde lært den lille Virtuos ved Hjælp af et Fuglespil. Taarer glinsede i Saras Øjne, medens Angell bøjede sit Hoved for at dølge sin Bevægelse.
Med en viss Kraft slog han Folianten sammen, gik bort til en Stol, tog sin trekantede Hat, strøg Haanden over dens bløde Flos, blev et Øjeblik staaende, tog sig sammen, gik hen til Sara og spurgte med anstrengt Stemme:
«Jeg maa vel nu, min dyrebare Jomfru! sige hende Farvel; her kan og bør jeg ikke blive længer.»
Han bøjede Hovedet dybt og rakte hende Haanden. Hun holdt ham tilbage og bad angstfuldt:
«O, forlad mig ikke saaledes! Jeg er jo kommen til Morbror for at sige, at mit Hjerte tilhører Dem i Tid og Evighed!»
Han stod et Øjeblik bleg, taus og forsagt; men samlede saa Mod og sagde kjærligt, men bestemt:
«Hjertedyre Sara! jeg kan aldrig svigte en overtænkt Beslutning. Og den bringer mig i denne Stund Kraft til at bede, at hun vil vente paa mig et Aar. Ja, jeg tror, at en saadan Prøvelse vil styrke vor Fremtids Lykke.»
Sara stod forstummet med en Graadtrækning om Munden, men svarede saa:
«Ak ja! dette har jeg fortjent, og jeg lover, at jeg trofast skal vente.»
Med straalende Øjne udbrød han:
«Tak, tusind Tak!» kyssede triumferende hendes Haand og ilede ud.
Men den første Dag efter Saras Venteaar holdt Kammerraad Foswinchel et glimrende Bryllup for Raadmand Angell og Menuetdanserinden. Og Begivenheden blev længe et fyldigt Bysnakemne.
Madamen
Klokkeren og hans sønn
Likstuen
En gammelbergensk sankthansaften
Jomfruen
En erindring fra kysten
Menuettdanserinnen
Gammelt bergensliv
En plassertur i Bergen
Lydia Rademacher
Sælsomme folk