Fortellingene

En erindring fra kysten

Vinteren 1849 forlod jeg Bergen og rejste til Kinn for at være nærværende ved Vaarsildfisket. Da jeg fra Dampskibet kom paa Land i F—sund, fik jeg vide, at der ikke var en eneste Mand at faa i Skyds til mit Bestemmelsessted, thi alt Mandskab, fjernt og nær, var paa Fiske. Jeg maatte da den Dag slaa mig til Ro i Gjæstgiveriet der paa Stedet. Dette havde just ikke noget indbydende Udseende. Jeg fik imidlertid et antageligt Tag over Hovedet, men mine Madfordringer maatte jeg indstille. Huset var Øde som Skalberget, hvorpaa det stod, og et skiddent, faamælt Kvindemenneske sagde mig, at her intet «ætande» var at faa, da Husbond ikke var hjemme. Dette maatte tages taalmodig, og jeg indrettede mig saa godt, som det lod sig gjøre, i det uhyggelige Værelse, hvortil jeg var henvist. Senere blev det mig fortalt, at Ejeren af dette Ødehus var Søn af en Kjøbmand i Bergen, som engang havde været en Velstandsmand, men som det ved uheldige Omstændigheder var gaaet tilbage for. Med de faa bjergede Rester af sit Forlis havde han med sin Familie søgt hen til nogle Ejendomme ved Kysten. Den ene Søn blev henvist til F—sund. Her skulde han være Landhandler, men havde intet Skjøn paa Handel, og det gik stadig ned ad Bakke med ham. Jeg fik ogsaa høre, at naar saakaldte Storfolk kom til hans Hjem, skyndte han sig bort fra Huset og forstak sig, hvor han kunde bedst, for at undgaa den Gru, selv at maatte vise sin Usselhed frem. Ved min Indtrædelse i Huset saa jeg ogsaa en Skikkelse, der lig en dagsky Rotte sneg sig langs Væggen, for, som han mente, ubemærket at naa et Skjul. Natten i dette « Skramlebur» var højst ubehagelig. Gjennem de tomme Rum lød der underlige Lyd; det knagede og bragede, og der fór kolde viftende Pust gjennem Værelset. Paa et saadant Sted har Fantasien let for at fremmane natlige Skikkelser.

Ved det første Dagsskjær forlod jeg Sengen; jeg gik ned til Stranden og saa udover den blanke, stille Fjord. Denne Morgenstund, saa smuk som den forresten var, havde dog Ødets hele Uhygge, og jeg længtes efter at se et Menneske. Morgendisigheden svandt for Dagslyset. En svag Rødme i Horizonten, som hurtig tiltog og blev rødere og rødere, gav Haab om en solklar Dag. Fra en faldefærdig Hytte steg en let Røg op, et glædeligt Tegn til, at her fandtes Menneskeliv. Jeg stod snart ved Hyttens Dør og gav min Nærværelse tilkjende ved en kraftig Banken. Efter lang Venten bød en svag Stemme mig komme ind. Men dette var ikke saa let en Sag; thi Døren var meget lav, hvilket jeg ogsaa fik at føle, da jeg ved en daarlig Beregning af min Højde fik et forsvarligt Hovedstød, idet jeg bøjede mig ned for at træde ind i det usle Rum. Tæt ved Gruen sad en gammel Kone paa en Kubbestol og varmede sine Hænder over en spragende Enerild. Hendes Klæders Farve var mørk som Gruen, og man kunde gjerne ved første Øjekast have taget hende for en Del af denne, hvis ikke hendes rystende Hoved og udstrakte Hænder havde tydet paa et levende Væsen.

«Godmorgen, gamle Mor,» sagde jeg.

Hun vendte sig mod mig og viftede Røgen bort med sin Haand som for at faa Synet af mig.

«Saa Byfolk er ude paa Rejse saa tidlig,» sagde hun og bød mig en Stol, hvorpaa jeg satte mig.

«Jeg kommer for at spørge, hvor jeg skal faa Skyds til Kinn,» tog jeg til Orde.

«Det er nok ikke grejt at skaffe Skyds nu, hele Mandskabet er paa Fiske; ligefra Gamlen til Framslængingen saa er de alle paa samme Bruk.»

«Er her da ikke raske Jenter hjemme, som paa en saadan stille Dag kunde bruge Aarerne?» spurgte jeg.

«Kan hænde det, men Vejret er utrygt paa denne Tid, og Jenten er kveppen for at drage alene.»

Da hun forstod, at det var min faste Beslutning at komme afsted, sagde hun elter at have betænkt sig en Stund:

«Ikke langt herfra er der en Jente, som er saa fræg i Baadfærd som den stauteste Kar; hun bor paa Florøen, som ligger blot Sundet imellem, og træffer du hende i godt Hjørne, drager hun nok med dig. Præsten vor siger, at han ligesaa gjerne vil have hende til at styre sin Baad som den bedste Kar, og det har han Ret i. En Søndag fulgte hun med til Kirke paa hans Baad,» vedblev den Gamle, som havde faaet Munden paa Glid, «der kom med et en stærk Vindflage, men hun rev Sejlet ned, før den fik Tag i det, og jamen havde det seet ilde ud for Præsten, havde ikke hun været i Baaden, thi hun var snarraadig, og det var ikke Manden, som sad ved Draget. Samme Flage væltede en Kirkebaad, som var i Følge med dem og hun drog minsandt Folket op af Sjøen, som om det var Fisk. Ja, han bliver vel hjulpen, faar han Gunhild Odden til Skyds.»

Meget glad ved Tanken om muligens at faa en saadan Idrætskvinde til Baadfører, tog jeg afsted. En halvvoksen, rask Pige roede mig over Sundet til Florøen. Paa en Landsnip her laa hendes Hus; det var lidet, men velstelt. Jeg bankede paa Døren til den ensomme Bolig, hvis Ejerinde var en saadan aparte Kvinde; den blev hurtig lukket op, og Gunhild Odden stod for mig. Det var en aldrende, undersætsig Person med et stort, barsk og lidet tiltalende Ansigt. Og da hun med en haard, skurrende Stemme spurgte mig, hvad jeg vilde, maa jeg tilstaa, at Lysten til at stifte nærmere Bekjendskab for et Øjeblik forgik mig. Saa ligefrem som muligt og med tilbørligt Hensyn til hendes Kjøn udførte jeg imidlertid mit Ærinde.

Hun maalte mig med et forskende Blik og svarede tvert, at det ikke var løbende til at faa Baad og Grejer paa Vandet, og hun havde andet at bestille end at ræke ud med Enhver, som kom slængende til Huset. Jeg betydede hende, at hun skulde faa sin Umage godt betalt, og sagde hende, hvor nødvendigt det var for mig at komme afsted. Efter lærvere Betænkning forsvandt hun i et Slags Aflukke og kom tilbage, iført Sjømandstrøje og en Sydvest paa Hovedet.

Vi gik nu sammen til Stranden, hun smaaknurrende med sig selv som en vranten Hund. Da vi stod ved Nøstet, saa hun paa mig med en listig Mine og sagde:

«Tør du vove at drage med et Kvindfolk alene længst ud til Havskjærene!»

Jeg svarede, at i saadant Vejr, stille og klart som paa en Sommerdag, var det ingen Sag at naa frem, selv om jeg ikke havde saa dygtig en Skyds, som jeg vidste hun var.

Hun pegede paa en smal, sort Stribe yderst i Horizonten og sagde:

«Ser du den Uvejrskraake? Naar det Svartesejl breder sig ud, maa alle andre Sejl stryge; det kan jo let hænde, inden vi naar Havn, og en stakkels Kvindfolkarm hamler dog ikke op mod en Kars.»

Da vi var komne i Baaden, fór den henad Fjorden for kraftige Aaretag. Hele den stille Sjøflade gav Indtryk af Øde. Ikke en Sjøfugl eller en vimsende Fisk i Vandskorpen var at se. Det var, som om alt Levende havde søgt ud til det store Drag, Silden. Solen havde forjaget Morgentaagen; kun enkelte Stumper var ligesom blevne hængende paa Klipperne. Vi to i Baaden kom med i denne Stilhed, thi min Roerske var ikke den, som skulde opmuntre til at afbryde den. Forat vi dog ikke ganske skulde se ud som Skygger, der befór det døde Hav, gjorde jeg et Par Forsøg paa at faa hende til at tale.

«Er det ikke en strid Tid for Kvinderne, naar Mændene er borte?» spurgte jeg.

Efter at have seet paa mig med morske Øjne svarede hun:

«Det kan han vel forstaa; men kløgtig Kar maa han ikke være, naar han ikke skjønner, at Kvindfolket maa være glad, fordi Madstræverne er der, hvor Fortjenesten er at faa,»

«Er din Mand ogsaa Paa Fiske?» vedblev jeg ufortrøden, men mit Haab om at faa en Samtale igang svandt mere og mere, da hun med knurrende Stemme og barsk Mine svarede:

«Hvad spørger han om Mand; ved han ikke, at den, som her sidder, er Jente?»

Uagtet hun var haard og utilgjængelig som en Fjeldknat, gav jeg dog endnu ikke tabt. Jeg havde lagt Mærke til, at hun med Velbehag ligesom indsugede Røgen af min Pibe, og tænkte, at Tobakken maaske kunde blive et Middel til at faa hendes Tunge paa Glid.

Jeg besluttede derfor at tilbyde hende min Pibe. Langsomt og indbydende stoppede jeg den, og hun saa til med et sky og lystent Blik.

«Tobak smager godt paa Sjøen,» sagde jeg.

«Jagu kan det hænde. Storfolk rækker støt til det, de har Hug til; Stakkaren faar berge sig uden.»

«Er det ikke urigtigt, synes du, at lade Penge gaa saaledes op i Røg?»

«Kan hænde, de Ødes paa værre Maade. Slig gjild Lugt og Smag er nok Skillingen værd.»

Aaretagene svagnede af, saa Baaden gled næsten umærkeligt frem; den stærke Jente syntes magtstjaalen. Jeg tændte Piben og tog nogle dybe Drag, saa at Røgbølgerne seg hen imod hende, og hun lod dem ikke gaa tilspilde. Nu bød jeg hende forsigtig min lille Rejsepibe; hun modtog den nølende og ligesom med Mistro, men da jeg betydede hende, at hun gjorde mig en sand Fornøjelse dermed, opklaredes hendes Ansigt af et mildt Grin, der lyste som en Solstraale paa en Sten, og hun udbrød:

«Fræg Kar du maa være, som lader en Anden smage Piben af din egen Mund.»

Hun røgede nu af Hjertens Lyst og tog Aaretag, saa at Baaden fossede frem. Jeg tændte en Cigar og sagde:

«Se, nu skal vi faa Røg ombord, saa kan vi tænke os, at vi er paa et Dampskib.»

»Liker du det Slags Jægter?» spurgte hun.

«Ja, paa dem kommer man frem i Modbør ligesaa hurtig som i Medbør.»

«Aa ja, for Byfolk, som turer og rejser, kan det være bra nok at ryke ivej paa den Vis, men for Bonden har de Kokebaade ikke gjort andet end Ugagn. Fugl og Fisk er bortskræmte; før kunde Fiskeren drage Baaden sin fuld i Kveldsdimmen, men fra de Brakeskibe begyndte at fare over Fjorden, sidder han sig krum i lange Dage for Kveldsmaden.»

Min Roerske havde nu faaet Tungebaandet løst, og under livlig Passiar bragte hun mig nu snart til mit Bestemmelsessted. Langs Stranden, vi drog forbi, tæt ved Kinn, holdt flere Fiskere sit Morgen-toilette; bag hver stor Sten paa Stranden stak et Hoved frem, som med nysgjerrige Blikke betragtede os. Det saa næsten ud, som om alle disse Stene var ifærd med at forvandles til Mennesker. Det var Søndagmorgen, og Fiskerne holder en fuldstændig Klædesskiftning hver Kirkedag. En bidende kold Havgufs strøg nu over Vand og Strand, det isnede gjennem En, og her ude i fri Luft var mange af Fiskernes Paaklædningsværelser. Den Mængde Mennesker, som rejste til Havøerne i Vaarsildfisket, maatte, paa den Tid her tales om, indstuves i de ynkeligste Soverum omtrent som Silden i Tønden. I Regelen sov de staaende med sin nærmeste Nabos Ryg til Hovedpude. Plads til at skifte Klæder var ikke til at tænke paa. Naar de kom til Hus efter sit Dagsvirke, vaade eller tørre, sov de i sin Udedragt. Denne Søndag holdtes Gudstjeneste ved Kinn. Kirken der er bygget ved Foden af et højt Fjeld, der er som en beskyttende Væg for den. Det er en vakker Kirke med tykke Stenmure. Den skal efter et Sagn være opført i Kristendommens første Tider. Paa Øen er et højst mærkværdigt Fjeld, Kinnskloven kaldet, som fra den ene Side ser ud som to kolossale Horn. Landet er træbart og dystert. Blomster og Græs faar aldrig rig Vækst her, thi den Saltvandsdug, som Havstormene driver ind over Engene, Ødelægger de fine Vækster. Selv Beboerne af disse Øer bærer Mærke af det stride Vejr. De vænner sig fra sin tidlige Barndom til at byde Stormen Trods, og de fleste er foroverbøjede og har en vis Skjæv Gang.

Da den store Almue kom fra Kirken, alle iførte samme Slags mørkfarvede Klæder, afgav den et trist, ensformigt Syn. Bønderne langvejs fra bar ikke sin Hjembygds Kirkedragt. Hele Folkeskaren var i Sjømandsklæder. Rundt om paa Holmer og Skjær sad store Flokke Sjøfugle; deres smukke Fjær skinnede i Sollyset; de var ligesom ordnede til Tog. Enkelte sejlede som Udsendinger omkring i Luften og skuede forventningsfulde viden om.

Ud paa Eftermiddagen udvidede den sorte Sky ved Horizonten sig betydelig og saa ud som en bred Vej mellem Vand og Himmel. Fiskerne stod i store Grupper paa Højderne og saa med spejdende Blikke ud over Fjorden. Den dalende Sols brandrøde Straaler lyste over Sjøen, der længst ude saa ud som et Ildhav. Fuglene forlod paa engang Skjærene og strøg skrigende i Flok og Følge udad mod Havet med udstrakt Hals og udspændte Vinger som fyldte Sejl. Dette var for Fiskerne et Varsel om, at Silden var paa Indsig. Alle som En ilede til sine Baade, grejede Garn og Not, og Sjøen, der nylig havde været saa stille og blank, som om den kun var et Spejl for Himmelen, blev i et Nu, ligesom ved et Trylleri, oversaaet med Baade, hvori Hundreder af Fiskere løb frem og tilbage med livlige Bevægelser. Garn og Not stilledes i Sjøen med utrolig Hast og blev Millioner Fangebure for den haardt forfulgte Sild, som først gled ind i Bugterne i mindre Stimer og saa i et eneste stort Sildebjerg, der glitrede i Sjøen som en eventyrlig Væg af Perlemor. Hvalerne, disse vældige Sildejægere, hævede af og til sine Kjæmpekroppe op over Vandskorpen; det lignede en Fjeldrække, som flød paa Vandet, og belyst af Solen var det et vidunderligt Syn. Vandstraalen, som Uhyrerne kastede højt op i Luften, var som Fontæner, og deres stærke Aandedrag hørtes som et prustende Lokomotiv. Fugleskarer sejlede om i Luften og kastede sig i et væk flokkevis ned i Sjøen, alle efter det samme Slug — Silden.

Skumringen lagde sig som en tæt Røg over Land og Vand, og efter endt Garnsætting drog Fiskerne til sine Nattekvarterer med straalende Forhaabninger, thi Hval og Fugl og det sprættende Liv i Sjøen bebudede alt en rig Fangst. Men i den tidlige Morgenstund vækkedes Folkemassen af en ildevarslende Knagen og Bragen. I forvirrede Hobe ilede de alle ud fra sine Soverum og modtoges af Stormens vildeste Hyl. De maatte holde sig fast ved, hvad der fandtes, for ikke at blive kastede omkuld. Larmen af Sjødraget og Stormen overdøvede enhver Lyd, og de stakkels Folk stod en Stund maalløse og viljeløse; men Tanken om det store Sild- og Garntab vækkede dem snart, og nu bar det afsted, alle som en Mand, ned til Nøsterne, hvor de havde sine Baade fortøjede, morgentaagen blæstes bort, og enkelte gulblaa Strejf lyste i Luften som flygtige Nordlys ved Aftentid.

Mange Fiskere steg i sine Baade for at forsøge at bjerge Garn og Not, men blev jagede tilbage af de skummende, ildske Bølger, som truede med at opsluge dem.

Det var et storartet, gribende Syn: det oprørte Hav, Skjærene og Holmerne fjernt og nær overskyllede af Bølgerne, som brød sig over dem med høje, hvide Skumtoppe, der kastedes i Dybet som Sneskred fra en Fjeldkam. Den sorte Sky i Horizonten, der havde været som et Signalflag om Uvejret, havde kantet de af Stormen jagede Skyer med sin mørke Farve og var nu ikke mere at se.

De mægtige Styrtsjøer, som kom bragende og skummende ind længst ude fra Havgabet, lignede kjæmpende Hvaler, som ildske opkastede sin Fraade.

Over Land drev Sjøraaken ind som en tæt Regn, og under det strideste Stormtag var det, ligesom Bølgerne strøges glatte; da er det paa det vildeste, og da heder det: Sjøen ryker. Baadsplinter og Tørvstykker fra Hus- og Nøstetage hvirvlede omkring i Luften, og store Garnmasser, fyldte med Sild, kastedes hid og did.

Flere af Fiskerne, som saa denne sin Fangst suges ned i Dybet, kastede sig fortvivlede ned paa Jorden; Andre fór, drevne af Frygt og Gru, ned til Baadene, for endnu engang at gjøre et Forsøg paa at redde Garnene; thi med Tabet af disse sank alle deres Forhaabninger i Afgrunden.

En Havsul, den største Sjøfugl paa disse Kanter, kjæmpede sig ind fra Havet for at søge en Klipperevne til Skjul. Dens udspændte Vinger stred mod Stormtaget; den drev som et Skib for Toug og Takkel uden Evne til at styre sin Vej. Den strakte sin lange Hals ud og udstødte i Følelsen af sin Afmagt et vildt Skrig, der blandede sig sælsomt med Drønet af Storm og Bølgegang. Jeg saa den stakkels Efternøler hvirvles ned i Sjøraaken.

Jeg havde plantet mig længst oppe paa Land mellem to store Stene, og i Nærheden af mig havde min mandhaftige Skydsjente stillet sig med sin brede Ryg op imod Klippevæggen. I sin halvt mandlige Dragt saa hun besynderlig ud; med Sydvesten trykket dybt ned over Øjnene og min Rejsepibe i Munden, den jeg havde skjænket hende til Odel og Eje, lignede hun en Jettekvinde, der var steget ud fra sit Klippeslot for at beskue Elementernes Rasen.

Hun talte med en ung Gut fra Strilelandet, hvem hun med advarende Fingerpeg ud mod de taarnhøje

Bølger søgte at forhindre fra at udføre en forvoven Beslutning. Hendes haarde Stemme havde faaet en næsten mild, overtalende Klang. Men i den staute Strils Ansigt var Bestemthed præget; han havde stridt imod, men fattet sin Beslutning, og nu ilede han ned til sin Baad og stemmede sig med al sin Styrke imod den for at støde den ud i Sjøen. Han lignede en ung Viking, som stærk ved sit Mod bød sig til Kamp mod enhver Fare.

Men da den uforfærdede Jente saa dette, stak hun piben i sin Lomme og udbrød:

«Alene bliver det hans visse Død; kanske to kan klare det. Han er for gjæv til at komme i Fiskeruave og ikke i kristen Jord.»

Dermed drog hun afsted til hans Hjælp, tog et rigtigt Mandstag i Baaden, og det lykkedes at faa den ud i Bølgerne. Tusinde Øjne saa med Forfærdelse paa denne dristige Daad, og alle som En sagde: det bliver deres visse Undergang.

Et Øjeblik var Baaden forsvunden, men snart saaes den at ride paa Bølgens Ryg, der som en løbsk Hest Vilde ryste den af; men de, som var i den, holdt sig fast i Sadlen og styrede godt; i en Fart gik det om Næsset som udover en Fos. Dette var det farligste Sted, thi her piskedes Sjøen fra alle Kanter og hvirvledes rundt højt oppe, ligesom over deres Hoveder. Men de to i Baaden kjæmpede mod al den Rædsel med Styrkens og Modets hele Sejghed. Nu var de komne ind i Sundet, og den værste Fare var overstaaet, thi det høje Stup tog her af for Stormen.

Det første Sildefiske, Strilegutten paa egen Haand deltog i, var dette ved Kinn. Bøndernes Kaar paa

Strilelandet nordenfor Bergen er i Regelen fattige; de fleste Jorder er smaa og afgiver langtfra Føde

Aaret rundt. De maa derfor drive stærkt paa Fiskeri og kalder Havet sin Storager. Men der kan ogsaa være Uaar — Misvækst paa Fisk, og de maa da prøve sin Lykke et andet Sted. Enhver Familiefader og Unggut fra Strilelandet drager da gjerne ud paa Vaarsildfiske langt fra sit Hjem.

Strilernes stride Madstræv ude og inde gjør dem gamle før Tiden; de lider og slider ofte saa ondt, at mangen staut Kar er bleven helseløs sit hele Liv.

Vor unge Strilegut havde stridt mangen haard Dyst. Tjente han nu godt paa sin Udefærd, skulde han til Sommeren have Bryllup. Hans Brud var fattig som han selv, alle deres Bryllupsforhaabninger afhang af dette Fiske. Hele Vinteren havde hun med flittig Haand spundet og tvundet Traaden til de Garn, han vovede sit Liv for at redde. Forsigtig havde han sat de dyrebare Garn langt inde i Bugten; med utrolig Anstrengelse og ved kraftig Hjælp af hans stø og stormodige Ledsagerske lykkedes det at bjerge dem ind i Baaden. Men da straalede ogsaa hans kjække Ansigt af Stolthed og Glæde. Disse Garn skulde jo fange hans Lykke og var et Stor værk af hans Brud.

Et Par Dage efter Uvejret gjorde de Fiskere, hvis Garn var i Behold, en udmærket Fangst, og Strileguttens Mod blev rigelig belønnet. Han var en af dem, som kom hjem med fyldte Lommer.

Et Par Aar efter besøgte det unge Par mig i Bergen. Deres Bryllupsforhaabninger var gaaede i Opfyldelse, og de var glade og lykkelige.

Nogle Dage efter Stormen forlod jeg Kinn, ført af min dygtlge Skydsjente. Sjøen var i Oprør efter Uvejret, men hun førte Baaden med sikker Haand gjennem alle Bølgedønninger og landsatte mig i god Behold i F—sund.

Her sagde jeg Gunhild Odden Farvel og lovede at sende hende Tobak til hendes Pibe, hvilket jeg naturligvis ikke forsømte. Næste Dag rejste jeg tilbage til Bergen med en Jagt.

Madamen
Klokkeren og hans sønn
Likstuen
En gammelbergensk sankthansaften
Jomfruen
En erindring fra kysten
Menuettdanserinnen
Gammelt bergensliv
En plassertur i Bergen
Lydia Rademacher
Sælsomme folk

Her i margen følger en liste med forklaringer på begreper som er brukt i teksten.
Antagelig
Her i betydningen akseptabel.
Betyde
Antyde, informere om noe på en diskret måte.
Drive for tau og takkel
Takkel er variant av takkelasje, som betyr riggen på en båt. Å drive for tau og takkel betyr å seile uten seil og ror; uten styring.
Forvoven
Vågal; dumdristig.
Framslenging
Ungdom; nesten voksen.
Frekk
Tidligere også brukt om dristig, modig, dyktig.
Grin
Her i den danske betydningen, bredt, åpent smil; glis
I et vekk
Ustanselig, i ett kjør.
Jente
Her i betydningen «ugift kvinne».
Kveldsdimmen
Skumringen.
Løpende
Her: rutinemessig, daglig.
Maktstjålen
Ør, svimmel; følelse av kraftløshet.
Min santen
Stammer fra dansk sanden «sannhet», og eft. sant i for santog eft. sant »sankt, hellig, helgen» og santen . særl. i eldre da. hille min sandten )
Rask
Her i betydningen dyktig, modig, sterk; som i uttrykket frisk og rask.
Skallberg
Porøse eller lagdelte steinarter; røtastein.
Vindflak
Vindkast.
Vranten
Vrangvillig.