Fortellingene

Jomfruen

De fleste Præstegjæld i Hardanger har en dejlig Natur, men det Sognekald, som her skal omtales, bar dog Prisen. Hvilke frodigtgrønne Bredder ved de elvelignende Fjorde! Der bugner Kirsebær- og

Æbletræet af Frugt. Og yppige Løvtræer stimler opover de høje Aaser. Og tilvejrs stejler de vældige Fjelde med den evige Stenfarve og Snekarmen om Eggen.

O Norge! intet Sted i den vide Verden har Naturen din tindrende Skjønhed ved Siden af dit Alvor.

Ja, i disse milde Viger og Sunde ligger rene Ønskekald, og er en Præst først kommen didhen, bliver han i Regelen der til sin Død. Derfor kunde der især i ældre Tid i et sligt Kald findes Præstegubber, som næsten var at sammenligne med de ældgamle Træer, der i Læ af de høje Fjelde har skudt en Stamme, som et Par Mand maa til for at favne.

Den bedagede Pastor, som i den Tid, her skal omtales, sad i dette Kald, var smækfed, saa det glinsede af ham. Man siger, at Fedme og Lystighed følges ad, og denne Præstemand beviste det; thi hans Humør var lyst som en Fuldmaane. Ingen kunde oftere end han trække paa Smilebaandet, og skoggerle gjorde han for et godt Ord. Han var gavmild og gjæstmild som Faa, Mad og Drikke var hans Livsglæde, og derfor lystrede han Husholdersken som en Rekrut sin Kommandersergeant. Denne Pastor var en sand Stolthed for Menigheden, som var overbevist om, at intet Præstegjæld kunde fremvise saa fed og god en Præst. Og dertil havde han en Røst, som naaede til Kirkespiret. Prækestolen udfyldte han, og hans Tale var en Torden uden Lyn.

«Ja,» sagde Haringen, «det er glup Præst! han har Maal for To og Boll for Tre.»

Til Kirke red han, men en Dag knækkede han Hesteryggen. Men da var det ogsaa forbi med Præsten, og nogle Dage derefter laa han paa Ligstraa. Hans Dødsfald blev et Tordenslag for Almuen; thi der skulde noget til at faa igjen en Præst, der holdt hans Maal.

Gravøllet blev dog en Trøst for dets lykkelige Deltagere; thi Øllet flommede som en Elv i Regnvejr, og det blev et Prat-Emne, der udkjævledes saa tyndt som muligt. Men saa gled et andet paa Bane: hvad Slags Præst skal vi faa tilbage? Dette Spørgsmaal var i Alles Munde. Ja en Menighed er ligesaa spændt paa det som et Land paa et Kongevalg. Og ikke mindst var det en Velfærdssag for den hedengangne Pastors Husjomfru. Denne Dame havde i ti samfulde Aar ført Regimentet paa Præstegaarden, og hun var groet til den som Træet i Jorden.

Endelig blev det Almuen i Sognekaldet forkyndt, at Præsten var udnævnt. Og da Tiden kom, at den nye Præst skulde hentes fra Bergen, hvor han havde boet som Kandidat, blev der tilsagt Skyds; thi den Tid havde man ikke Dampskibsfart. Vængebaaden, det gamle Inventariestykke, skulde benyttes ved den Anledning; thi lig en forældet Stadskaret blev denne Baad kun benyttet ved højtidelige Lejligheder. Paa en Godvejrsdag i Midten af Juni fremmødte ved det saakaldte Præstenøst de Mænd, som var udvalgte til den Ære at hjemføre Præsten. Det var et staut Mandskab, der kunde maale sig med det paa Ormen Lange. Da den svære Baad skubbedes ud af Nøstet, faldt den i Sjøen med en Klippebloks Tyngde, saa Drevet stod omkring, og Bølgeskvulp slog mod Land. Snart var de kjække Karer paa Tofterne, og de tunge Aarer fejede Sjøen med sikre Tag. Og da den styredes udad Fjorden, kunde man gjerne antage af dens forældede Skabelon, at den var efterglemt af Olaf den Hellige, da han paa sin Drage sejlede bort fra disse Strande.

Sognekaldet havde en Menighed af første Skuffe. Det kan lønne Umagen at stille sig ved Kirkedøren, naar en saadan Almue strømmer ud derfra. Man kan da paa en let Maade tage et fuldt Syn af, hvilket mægtigt Folkefærd vore Bygdelag ejer. Hardangeren hører vistnok blandt det vakreste Folkefærd i vort Land. De er store og lyse som Naturen, der har fostret dem.

Den Dag, da Præsten blev ventet til Kaldet, samlede der sig nysgjerrige Folkehobe paa Bakkerne

langs Stranden. Og alle disse Hoveder havde i denne Stund kun Tanke for, hvorledes hans Udseende var. Alles Øjne søgte det Næs, bag hvilket først Vængebaaden Vilde komme tilsyne. Langt om længe gled den for slappe Sejl frem om Odden. Nu blev der Bevægelse i Lejren, til Bryggen stimlede alle frem. Kirkesangeren til Hovedsognet, et rent Ophængsel, hvis Ansigt saa ud, som om Hud og Haar var draget opover med de høje Toner, han var nødt til at udstøde, ansaa sig berettiget til at være den Første, som modtog den nye Pastor, og stillede sig derfor som Fløjmand paa Bryggen. Da Baaden tungvindt kom sigende mod Land, bemærkede han til den nærmeststaaende:

«Det ser ikke ud til, at min nye Kollega er svær i Vægten; thi ifølge Tyngdens Love Vilde Skuta da være ganske anderledes bagsæt, og jeg maa som en underordnet Gejstlig tillade mig at finde det modstridigt Skik og Bruk, at man i slige Tilfælde bliver værende i Vængen for laaset Dør.»

Endeliff blev Sejlet strøget og Baadshagen stukken ud. Nu kom alle paa Benene, og Kirkesangeren spankede ned paa Bryggens Trappetrin med blottet Hoved og en kirkelig Mine. Den sortmalede Væng, der lignede en Ligkiste, syntes mere at indeslutte en Død end en Levende, og der blev en underlig Tysthed rundtomkring. Endelig blev Vængedøren langsomt aabnet, og et stort Hoved kom tilsyne; det slugtes af de begjærlige Øjne, inden det lille Legeme, hvorpaa det sad, kom ud, men da tabte Kirkesangeren baade Mund og Næse, og alt Folket blev slukøret og faamælt. Men Præstemanden, indpakket i sin Reisehabit, var ogsaa en snurrig Figur. Den mangekravede Kalmukkes Kavaj stod om hans spæde Skikkelse som et Hylster, og det store Haar krusede sig i Vilde Tjafser op om den bøttelignende Hat paa hans Hoved; han mindede om de Skræmsler, der i Legetøj springer op af Æsker. Da Præsten var kommen paa Land, kringsatte Folket ham, og paa ethvert Ansigt kunde han læse mørk Skuffelse. Men idet han tog Hatten af for at gjengjælde deres Hilsen, fik de se et godt Ansigt, hvis store talende Øjne skuede dem mildt imøde, og dette Blik kastede ligesom et Sollys over alles Ansigter, En Del af Folket med Kirkesangeren i Spidsen fulgte Præsten opad den Vej, som fra Sjøen snoede sig til Præsteboligen; langsomt bevægede Toget sig fremad, og Præsten nød i fuldt Maal den dejlige Natur. En balsamisk Lugt fra de blomstrende Frugttræer slog ham imøde; Insekterne summede ved hans Fod; Sommerfuglene kastede sig i let Flugt over hans Hoved, og under Hæggens Blomstertag sad Gjøgen og indviede Sommeren med sit Ko-Ko!

Længst hen i Dalen, under en høi Kol, laa Præstegaardens Hovedbygning. Den var, som enhver gammel Præstebolig, et langstrakt enetages Hus med et uhyre Tag, hvorpaa der var mange Skorstene og Kvistbygninger. En stor Have omgav den med et faldefærdigt Gjærde. Et kort Stykke fra Huset laa Kirken, en Murbygning, hvis Taarn lignede en gammeldags Peberbøsse.

Husholdersken var til Sin straalende Glæde af den nye Præst bleven antagen til fremdeles Bestyrerinde af Præstegaarden, da hun var ham anbefalet som et sandt Ordens- og Dydsmønster. Denne Dame var kommen i Perlehumør ved Efterretningen om, at hendes nye Husbond var ugift.

Da bemeldte Husjomfru skal indtage Plads som Heltinde i denne lille Fortælling, bør vi straks skildre hende nøjere. Hun var ikke i sin grønne Alder, men heller ikke i den graa. Hendes Figur var mere kantet end rund, og hendes Ansigt mindede om Hønseslægten, men hun var langtfra at være et Hønsehoved. De tynde, ofte blinkende Øjenlaag dækkede halvt de smaa Øjne, Haaret var meget fyldigt og usædvanlig langt og spillede stærkt i det rødlige, hvilket hendes Næsetip syntes at efterligne.

Hun havde paa denne vigtige Dag, da hun for første Gang skulde fremstille sig for den ugifte Husbond, udspekuleret sit Toilette, altid havende for Øje, at det første Indtryk ofte gjør den bedste Virkning. Haaret sad i en zirlig kronelignende Fletning højt paa Hovedet, der halvt var bedækket med en klar, broderet, saakaldet Fifdug. Den splinternye Kjoles Farve var afpasset efter Haarets og de dengang brugelige Rørærmer i største Laget; stivstrøgne Mansjetter omsluttede en Haand, der syntes skabt at tage i; den var flad og stor, Ivrighed og Vilje laa i enhver Fingerspids. Paa den hvidskurede Helle ved Gadedørstrappen stod Husjomfruen i al sin Værdighed; et Smil, afpasset til Anledningen, var udfoldet paa hendes Ansigt; men idet Præsten skilte sig fra sit Følge og nærmede sig hende, strøg Forbauselsen en Streg over den huldsalige Mine; thi denne Modsætning til hendes forrige Husbond gjorde hende et Øjeblik rent forfjamset. Men da han med udsøgt Artighed rakte hende sin hvide, fine Haand, søgte hun at bringe Smilet tilrette og omklamrede hans Haand eftertrykkeligt.

Præsten tog derpaa Afsked med sine Ledsagere og gik ind i Gangen, hvor allerede Jomfruen stod parat til at række ham en hjælpsom Haand ved Afførelsen af Rejsetøjet, hvilket han kavalermæssig frabad sig. Da han var bleven kvit sin Indpakning, kom for Dagens Lys den mindste af alle Pastorer.

Han var meget spinkel, og hans Ryg noget udadbøjet.

Et mørkt, rigt Haar omkrusede hans brede, hvide Pande, og over det afmagrede Ansigts uregelmæssige Træk laa et blidt Tungsind og Svaghed; men Blikket fra hans store Øjne var stærkt og ildfuldt. Hvorvidt det brændte Jomfruen, da han lod det fare over hendes Person, vides ikke; men saa meget er vist, at da hendes dulgte Blik havde taget sit fulde Syn af ham, løb allerede Angrebsplaner mod hans Hjerte om i hendes spekulative Hoved. Selvtilfreds og med et sødt Smil aabnede hun Dagligstuedøren, over hvis Tærskel den nye Hushersker traadte forunderlig bevæget. Det store, landlige Værelse, saa rent, lyst og hyggeligt, bragte ham en behagelig Fornemmelse, som straks skinnede i hans Øje, og han blev et Øjeblik staaende taus, ligesom for at tage et fuldt Indtryk af Hjemmets Hygge. Derpaa henvendte han til Jomfruen nogle forbindtlige Ord. Hun nejede med en beskeden Mine, og tog Anledning til at sige ham, at den afdøde Husbond havde sagt. at ingen som hun forstod at arrangere et Hus, og forsøgende at se øm ud, forsikrede hun, at hendes Livs Opgave skulde være at hygge om ham. Derpaa gik hun særdeles opmuntret ind i næste Værelse, hvor hun straks skyndte sig at skaffe bort en Lænestol, som der var henstillet i en Krog til et indbydende Hvilested, og som altid havde været hendes afdøde Husbonds daglige Opholdssted. Men hun følte straks, at hendes nuværende Herre Vilde tage sig ud i den som et Lam i en Kobaas. Bemeldte Stol blev da indbragt i et Pulterkammer, hvor den fra det Øjeblik af indtog et Inventariestykkes Værdighed, og blev gjennem Tiderne et Maal og Mærke paa menneskelig Storhed. Imidlertid gik Præsten omkring i sit Hus. Han maatte kige ind i ethvert Værelse og i alle Krinkelkroge, som der var nok af; Haven maatte han ogsaa gjennemvandre, overseende ganske Jomfruens rige Opdækning, som vinkede ham fra Spisestuen. Han var som Bien, der ikke forlader Blomsterbægeret, inden dets Sødme er tømt, og da han endelig satte sig til Bordet efter hendes gjentagne Anmodning, lyste Tilfredshed i hans Ansigt.

Jomfruens Brev til en fortrolig Veninde i Bergen.

Kjære Drude!

Jeg har været saa opskjørtet i de sidste Vikker af Huskav saa jeg ikke før har kunnet besvare dit Brev.

Ja, min Husbond er rent en Perle, og har, skjønt han er en liden Mandsperson, stor Smag for et ordentligt Hus. Den gamle salig Husbond var jo Godheden selv, men han var tilbagetrængt i Tiden, og med sin besværlige Skabelon ofte trykkende, men jeg maa sige til hans Ære, at han aldrig forminkede mig i at skaffe mig lidt Rygstød i hans Tjeneste, som jo kan komme vel med i paakommende Tilfælde. Hvem ved? jeg kunde kanske faa Fod under eget Bord. Min Husbond er meget alvorlig; men jeg tror, at han har et følsomt Hjerte, og mellem os sagt, slaar det ikke fejl, at han har et godt Øje til mig, men man maa jo ikke saaledes tage en Mand paa Kornet straks. Jo stillere Rømmegrøden puttrer i Gryden, desmere Smør giver den.

Almuen synes nu, at Præsten er forliden, men han er saamen bedre i Rynet end i Synet og har det, som Andre søger efter. Tænk dig, at en Bondehalunk sagde mig en Dag lige op i Øjnene, at den nye Præsten surrede som en Flue paa Prækestolen; men du kan tro, jeg fejede ham af. Ja, var min Husbond lidt mere snaksom og lidt mindre paa sit Værelse, Vilde Alt gaa, som det var smurt. Men Kjøkkenet venter.

Din

Wenke.

En Morgen i de sidste Dage af Juli stod Jomfruen i zirlig Morgendragt foran Frokostbordet, ifærd med at skjænke Kaffe for Præsten. Enhver af hendes Bevægelser var udspekuleret, men det syntes at være spildt Umag; thi Præstens Blik hvilede paa Havens Blomsterpragt, der slog ham imøde fra det aabentstaaende Vindu. Harm herover begyndte hun at rusle med Theskeer og Kopper, og fik derved hans Opmærksomhed hendraget til sig. Straks derpaa lod hun ved en beregnet Bevægelse af Hovedet den svagt befæstede Haarfletning glide nedad Nakken, og idet hun rakte Husbonden Kaffekoppen, faldt Fletten tungt ned paa hendes Skulder, og manede virkelig til sig hans fulde Blik. Han havde aldrig før lagt Mærke til, at Jomfruen var saa langhaaret, og han betragtede derfor halvt overrasket den store Flette. Hendes lurende Øjne under de sænkede Laag beregnede Indtrykket, og hun forlangte det ikke bedre. Præstens indesluttede Væsen gav Jomfruen meget at tænke paa, hun studerede hans Natur med en Forskers Iver. Hun betvivlede ikke, at han, lig de fleste Dødelige, havde sin svage Side, det gjaldt blot at finde denne og benytte sig rigtig af den; thi hun var overbevist om, at havde hun først faaet ham paa Glid, vilde Resten gaa af sig selv, og det slog ikke fejl, at han netop var en Mand, som kunde brænde inde med en Kjærlighed, og lidt Hjælp udenfra kunde derfor være ham til Nytte. Jo, jo, tænkte hun, her maa smedes, medens Jernet er varmt.

Forgjæves havde hun ved Kogekunstens Tillokkelser forsøgt at naa gjennem Munden til hans Hjerte, vidende, at mangt et Madfrieri har hat et heldigt Udfald; men nu skulde han saamen af alle Kræfter trækkes ved Haaret. Frisørkunstens mest udspekulerede Opfindelser blev anvendte fra den Dag. Snart flagrede for Præstens Øjne de fyldigste Lokker, og snart de zirligste Fletninger. Denne Jomfru havde en egen Evne til at hendrage den stille, tilbageholdne Mands Blik til sig, der kunde minde om Fuglen ligeoverfor Slangen. Fra det første Øjeblik af, at Jomfruen havde sat sin Fod paa Præstegaardens Grund, ansaa hun det for Jordens største Lykke at blive Herskerinde der. Hendes afdøde Husbond havde været en ubekvem Materie for enhver Plan. Men nu var jo en ugift Pastor kommen hende lige op i Hænderne; det maatte være en Skjæbne. «Pyt,» sagde hun ved sig selv, «her er let at faa Haand i Hanke, og laak maatte jeg være, hvis jeg ikke skulde kunne drage den lille Præstemand med Gaard til mig.»

Næste Brev til Veninden.

Kjære Drude!

Endelig er jeg kvit alt det Bal, jeg har havt til Provstevisitatsen. I Madvejen gik alt godt, som du vel kan forstaa. Provsten, som nok slikker sig om Munden efter et saadant Bord, tog ogsaa til sig som en Grib. Han havde denne Gang med sig en Datter; det er en utilladelig Maner, at saadanne unge, ugifte Fruentimmer skal tages med paa Slæbetouget i gejstlige Anliggender. Hun var saa vigtig, at det halve var nok, men jeg har saamen før seet et saadant Høns i Øjnene, ja hun saa ud som en Klosterpoppe, der ikke kunde tage sine Hænder i koldt Vand. Hendes Haar var nu saa rent ynkeligt, men den Taske forstod at bruge Øjnene, som jo var det vakreste paa hende. Men min Husbond er ikke den Mands Søn, som vil være med i saadant Øjenmaskepi. Uf! hun var mig en Pæl i Kjødet; thi mener du ikke, at hun havde forhekset ham saaledes, at han den sidste Dag, hun opholdt sig her i Huset, sad i et Væk og gloede paa hende med saadanne varme Øjenstene, at jeg syntes næsten at kjende sveden Lugt. Men en durkdreven Kokette kan jo faa den stilfærdigste Mand paa Afveje. Nu er han Gudskelov sig selv igjen, og har aldrig været blidere mod mig end efter denne Visitats, og hans Ros over Maden var der ikke Maade med, saa jeg tror, at Alt er kommen i Skik igjen; thi det er saa klart som Dagen, at mig kan han ikke undvære.

Lev saa vel!

Wenke.

Præsten var en af dem, der indgyder Ærefrygt, men ogsaa Tillid og Hengivenhed, og han udøvede sin Indflydelse paa Alle, som kom ham nær; det stærke Anstrøg af Alvor, der laa i hans Væsen, var dog ikke mørkt, i Regelen var han mild og sagtmodig.

Med en Kraft, der forbausede Menigheden, drev han sin Vilje igjennem, og fik alt det Uvæsen ryddet bort, der var groet op i Kaldet under den forrige Præsts Bestyrelse. Hans Sognebørn var begyndt at holde af ham, og de havde forsonet sig med, at han var saa kort, og haabede, at Fremtiden nok Vilde gjøre «han Far» bred.

En Høstdag sad Jomfruen i Dagligstuen. Hendes Haar, der forlængst som Erobringsmiddel havde udspillet sin Rolle, tronede i sin tykke Fletning om hendes Isse, og et haardt Slag var det for hende at blive overbevist om, at hun heller ikke havde sin Magt i Haaret. Men hun var strid i Fisken og gav sig ikke for det; glippede den ene Plan, havde hun straks en anden ved Haanden.

Vor Pastor stod ved Vinduet, betragtende Træernes Frugtpragt. Et betimeligt udstødt Suk fik ham til at vende Hovedet.

«Ak,» udbrød Damen med øm Stemme, «jeg maa snart forlade denne Tjeneste; thi min ugifte Broder ønsker mig til sig.»

Præsten blev taus staaende, og hendes forskende Øjne saa til stor Glæde, at dette Budskab var ham ubehageligt. Han nærmede sig hende og spurgte med en venlig Mine, om det ikke kunde forandres.

Hun rejste sig, og idet hun forsøgte at se bedrøvet ud, sagde hun:

«Faar jeg ikke min Husbonds Tilladelse, har jeg som en stakkels forladt Pige intet at sætte mod.»

«Jeg vil meget nødig,» svarede han, «at Deres Broder skal blive vanhjulpen, men det gjør mig virkelig ondt, og det er tillige udenfor al Tvivl, at Deres paalidelige Bestyrelse af mit Hus kommer til at savnes, men naar der ingen anden Raad er, saa» – –

«Der er kanske ét,» svarede Jomfruen med Eftertryk, idet hun undselig slog Øjnene ned.

«Og det er?» spurgte han.

Efter en lang Pause sagde hun med en megetsigende Mine:

«Jeg kunde, men tør ikke sige det, eller, rettere sagt, kan det ikke forstaaes, bør det ikke udtales af mig.»

Han studsede og vendte sig atter mod Vinduet. Efter en længere pinlig Taushed udbrød hun:

«Gud! her bliver jeg staaende og forsømmer mine Pligter.»

Og med Lommetørklædet for Øjnene forlod hun derpaa Stuen.

Han begyndte at vandre op og ned ad Gulvet, tænkende paa Raadet.

Det sidste Brev, Jomfruen skrev til Veninden.

Kjære Drude!

Du maa undskylde, at dit Brev ligger gammelt i min Skuffe. Men jeg har saa meget at tænke paa, at mit Hoved er ganske saart. Men jeg har det fremdeles som Blommen i et Æg; min Husbond, som er saa liden, at han rummelig kunde have staaet indi gamle Præsten, har dog større Magt over mig og Almuen, end den Afdøde nogensinde har havt. Jeg ymtede forleden om, at jeg vilde forlade min Tjeneste; men du kan forstaa, at det ikke var saa ment, som det var sagt. Engang imellem faar man dog undersøge, paa hvilken Fod man staar i Huset, og bedre førre var end efter snar, og sandt og vist er det, at jeg ingensinde har været fastere i Sadelen end netop nu; thi han blev kisteglad, da han fik vide, at jeg fremdeles blev her. Det er langt Lærred at blege, maa jeg bekjende, naar jeg betænker, at jeg over to Aar har været i hans Brød, og endnu ikke er kommen videre.

Men det er rigtignok sandt, at Stegen bliver mørest ved langsom Varme. Det slaar ikke fejl, at han bærer paa noget, som han ikke har Mod til at komme frem med, og et lidet fornuftigt Puf engang imellem skader derfor ikke.

I Byen har han nylig været; naar han føjter derind, er jeg altid lidt beængstet; thi ude af Øje ude af Sind, og først faar man jo se, om det tænder naar det brænder. Men han var sig selv lig, da han kom tilbage. En hel Klokketime sad han en Aften og fortalte mig om sin salig Mor, og sagde blandt andet, at hendes Ord havde været ham en Lov.

Snakketyet havde han da faaet paagang, ja en saadan Søn vil blive en Engel af en Ægtemand. Ak! fik han blot Mod og Mandskab til at forandre sig. Men han forstaar ikke sit eget bedste, og faar han ikke en husholderisk Kone, kommer han sikkert paa Knæerne; thi han er den mest givende Mand, jeg har kjendt. Men lad mig slutte for denne Gang.

Hils Byen!

Din

Wenke.

En af disse milde, klare Høstdage, da Naturen underlig hendrager til Drømmerier, vandrede Præsten henad sin Yndlingsvej, der strakte sig gjennem Dalen. Store Løvtræer bredte der sin Skygge, og en Bæk kastede sig strid og skummende udover Kollen, men bredte sig i Dalbunden som en stillestaaende Elv, der slyngede sig om træbevoksede Smaaøer. Præsten satte sig paa sit sædvanlige Hvilested, en Græsbænk, der lænede sig til en stor Ask, hvor han snart henfaldt i dybe Tanker. Da han rejste sig, gik han langsomt henimod en Hængebirk og blev staaende, betragtende dens stolte Vækst; derpaa begyndte han at skjære et Bogstav i dens hvide Stamme; men med Et lød Skridt, og som greben i en utilladelig Gjerning skyndte han sig bort. Snart fik han se, at det var Jomfruen, der kom henad Vejen, og han gik hende imøde. Langsomt gik hun frem ligesom i dybe Tanker. Idet han tiltalte hende, agerede hun meget naturligt den Overraskede og udbrød:

«Nei, er De her! jeg skal til nærmeste Gaard i et Husholdningsærinde, men jeg maatte gaa lidt henad denne Vej. Ja, Naturen er dog her saa nydelig og uskyldig, saa jeg tror, at denne Dal er det peneste Sted paa Jorden.»

Præstens Øjne straalede, idet han udbrød:

«Ja, her er visselig smukt, og jeg begjærer ikke mere af jordisk Lykke, end det at kunne tilbringe mine Dage her.»

Derpaa sukkede han tungt og saa hen for sig, og en Traurighed bredte sig over hans Ansigt. Jomfruen blev vis paa, at han skjulte et varmere Ønske; thi denne Overgang i hans Udtryk fulgte hendes spejdende Øje. Og blidt sagde hun halvt hviskende:

«Meget lykkelig er den, som kan bestemme sig til at være paa det Sted, han holder af. Ak, en stakkels hjemløs Skabning som jeg maa flagre som Fuglen fra Kvist til Kvist.»

Hun lænede sig derpaa med et Suk til nærmeste Træ.

Efter en længere Pause vandrede han henad Vejen, hun snart efter, og begyndte med en ængstelig Mine at tale om den bidske Hund paa Gaarden. Den troskyldige Mand tilbød sig at ledsage hende. Da de nærmede sig Huset, kom virkelig en gneldrende Kjøter farende mod dem. Jomfruen besluttede straks at daane af, og sank med himmelvendte Øjne ned paa Vejkanten. Han rakte ikke en Haand til Hjælp, men forfulgte det grumme Dyr med hævet Stok.

Da Præsten kom tilbage, fandt han Damen siddende i Græsset med Ansigtet skjult i sin Haand.

Han blev et Øjeblik staaende og betragtede hende mistænksomt. Derpaa gik de hjemover, begge i tause Betragtninger.

Præsten forblev den Dag paa sit Værelse, hvor han i sin Lænestol længe sad hensunken i Tanker, hvilende Hovedet paa sin fine Haand. Nu og da strøg han det rige Haar bort fra Panden, over hvilken der rugede et mørkt Mismod.

Imidlertid sad vor Heltinde ogsaa i sit Værelse, fordybet i Grublen. Paa denne Spadsertur syntes hun at have opdaget Ugler i Mosen; thi Husbondens Ansigt havde været usædvanlig strengt; nu mente hun, at det var paa Tide at lægge en listig Snare, saa hun med Et kunde trække Præst og Gaard til sig. I den sidste Tid havde hun udspekuleret, at han ikke var fri for at tro paa Aandesyner og havde tillige bemærket, at han nødig betraadte et Værelse paa Præstegaarden, hvori der sagdes, at Spøgelser huserede. Dette havde hun skrevet sig bag Øret. Et kraftigt Middel skulde forsøges, der kunde bringe hende til Maalet; enten bære eller briste var hendes Valgsprog.

En sildig Oktoberaften sad Præsten i sit Værelse. Himmelen var oplyst af glimrende Nordlys, som spredte et blaablegt Skin overalt. Hans Stol stod ved Vinduet, hvorfra han betragtede den mystiske Belysning, der gav Træerne næsten spøgelsesagtige Former, og forunderlig blev hans Sjæl hendragen til barnlige Gjenfærdsfantasier.

Han bemærkede ikke, at Jomfruen var traadt ind, førend han saa Skinnet af det tændte Lys, hun holdt i Haanden. Havde hans Blik fæstet sig paa hendes Ansigt, Vilde han være blevet forfærdet over hendes Bleghed og sælsomme Udtryk. De Ofte-blinkende Øjenlaag stod stive over hendes stirrende Øjne, og med dirrende Stemme meldte hun, at Aftensmaden længe havde været paa Bordet. Præsten fulgte hende straks derpaa. Da han efter endt Maaltid vendte tilbage til sit Værelse, tændte han sit Lys og satte sig ivrigt arbejdende ved Pulten. Men da Gaardhanens første Gal lød med sin uhyggelige Skarphed gjennem den natlige Tysthed, gik han hurtig ind i sit Soveværelse, og blev der en længere Stund siddende i sin Lænestol. Lysets sorte Tane strantede langt op, og den rødlige, hendøende Flamme glødede paa hans blege Ansigt. Som han saaledes sad, syntes han at høre en uhyggelig Puslen, der lød, som om et Legeme strøg sig henad Tapetet.

En Rædsel gjennemkrøb ham, da han tydelig hørte et dybt Suk og saa atter et. Han rejste sig op og blev staaende aandeløs lyttende.

Efter en længere Dødsstilhed dirrede gjennem hans nervespændte Øre disse Ord:

«Arnoldus, min Søn, ægt din Husholderske, jeg vil det.»

Men Bedrageriet gik hurtig op for ham. Denne Stemme, saa ulig hans afdøde Moders, kjendte han altfor godt. Han blev staaende et Øjeblik ligesom gjennemisnet.

En lang, trang Gang strakte sig helt forbi Soveværelset og endte ved et lidet Kammer ved Siden af. Præsten listede sig sagte gjennem en Dør, der fra hans Stue førte ud til denne Sval, og stillede sig der i en Dørfordybning. Denne skumle Gang var oplyst af det fosforagtige Skin, som Nordlyset kastede gjennem Vinduet. Længe havde han ikke staaet i sit Skjul, inden en Skikkelse sneg sig ud fra Kammeret, og idet den listede sig forbi ham, fik han se Jomfruens blege, angstfulde Ansigt stikke frem fra Shawlet, hvori hun var indsvøbt.

Der var noget saa spøgelsesagtigt ved hende og alt omkring, at Præsten længe blev staaende som en Stenstøtte. Endelig tog han sig sammen og gik tilbage til sit Værelse, hvor han tilbragte en søvnløs Nat.

Ved Frokostbordet var Jomfruen som sædvanlig paa sin Plads, men hun skjænkede Kaffe med ustø Haand. Hendes Ansigt var ligblegt, Næsetippen iberegnet. Præsten sad taus og alvorlig ved Bordet.

Hendes Øjne udforskede under de side Laag enhver Linje i hans Ansigt, og hun bemærkede straks, at det havde et helt andet Udtryk denne Morgen. Den strenge Trækning om hans Mund og den fordybede Rynke paa hans Pande var ildevarslende, og hun sitrede synligt derved. Endelig brød Præsten den pinlige Taushed og sagde, idet han saa mørkt paa Jomfruen:

«De maa forlade dette Hus, inden Solen gaar ned, jeg behøver ikke at sige Dem Grunden; thi den ved De selv.»

Jomfruen sank under denne Dom tilintetgjort ned paa en Stol og strakte de store Hænder bedende hen mod sin Husbond. Men med en iskold Mine og Strenghed lod han hende vide, at hans Beslutning var uigjenkaldelig, og derpaa forlod han Stuen. Her, følte hun, var en Vilje, mægtigere end hendes.

Vi vil ikke forsøge at skildre Heltindens fortvivlede Tilstand; den kan enhver af mine gunstige Læsere forstaa, men kun tilføie, at da Aftensolen kastede sine lange Lysstrejf henover de skjønne Strande, strøg en Baad for rappe Aaretag henad den stille Fjord. Midt i den sad Jomfruen, trøstesløs begrædende sine fejlslagne Planer.

Hun var omringet af Kufferter og Kasser, der indesluttede det Liggendefæ, som hun havde opdrevet i sin Husbonds Gaard.

Den sidste Del af hendes Liv gik ud paa at vinde Kogekunstens Palmer. Men i Erobringskunsten forsøgte hun sig aldrig mere.

Og Præsten — ja, han blev gift med Provstens Datter.

Madamen
Klokkeren og hans sønn
Likstuen
En gammelbergensk sankthansaften
Jomfruen
En erindring fra kysten
Menuettdanserinnen
Gammelt bergensliv
En plassertur i Bergen
Lydia Rademacher
Sælsomme folk

Her i margen følger en liste med forklaringer på begreper som er brukt i teksten.
Baksett
Baktung; skip lastet med vekten bak.
Bedre i rynet enn i synet
Bedre enn ved første øyekast. Ryne - granskning.
Drage
Langskip tilhørende konger eller jarler, som gjerne var utsmykket med dragehoder eller andre fabeldyr. Den mest kjente er Olav Tryggvasons _Ormen Lange_.
En pæl i kjødet
Vedvarende plage eller irritasjonsmoment.
Fiffduk
Hodeplagg for velsituerte kvinner.
Fløymann
Militært uttrykk for ytterste mann på en fløy.
Føyte
Streife, farte omkring.
Gressbenk
En gresskledd jordvoll som kan brukes til å sitte på.
Halunk
Gammelt begrep for bedrager eller skurk.
Hullsalig
Overstrømmende blid og vennlig.
Hånd i hanke
Å få kontroll på noe, eller påvirke noe; her brukt i betydningen å kapre en mann.
Kalmukkes kavai
Kappe eller frakk med stor krage, av sterkt bomullsstoff (kalmukk).
Kisteglad
Opprinnelig fra dårekiste - glad som en som hører til i dårekisten. I dag, og anvendt her, betyr det skikkelig, skikkelig glad.
Klosterpoppe
Poppe var i bergensmålet brukt for dukke. En klosterpoppe må her bety en kvinne som er ukjent med livets harde realiteter.
Liggendefe
Gammelt begrep for formue; eiendom, løsøre, penger, sølv og gull e.a.
Låk
Skrøpelig - enten fysisk eller psykisk.
Ormen Lange
Langskipet (vikingskip) til Olav Tryggvasson, brukt i slaget ved Svolder i år 1000. Elisabeth Welhaven refererer nedenfor til at dette skulle være Olav den helliges skip; dette må bero på en sammenblanding.
Pulterkammer
Rom (spesielt på loftet) hvor gamle og ubrukbare ting legges vekk. Av tysk pulter: filler, pjalter.
Ryggstøtte
Tidligere også brukt i overført betydning; moralsk eller materiell støtte som gir trygghet eller sikkerhet.
Rørermer
Shawl
Eldre skrivemåte av sjal.
Sildig
Sen
Skabelon
Skikkelse, form, fasong.
Sognekall
Prestegjeld
Stadskaret
Flott byvogn; stor, lukket gallavogn på fire hjul, med trinnbrett bak og på sidene for lakeier.
Strante
Stå spisst eller smalt opp.
Tane
Den brennende (eller utbrente) del av veken i et lys.
Taske
Skjellsord for promiskuøs kvinne.
Toilette
Stelle seg; vaske og kle på seg.
Ugler i mosen
Ugler i mosen kommer fra dansk, hvor mose er myr. Jyske kveghandlere kom til København og fortalte om ulver i myren. Da ulven ble utryddet i Danmark ble uttrykket forvansket og endret til ugler i myren; ugler i mosen.
Vengebåt
Skyssbåt med kahytt (venge) akterut; brukt ved spesielle anledninger.
Øyenmaskepi
Flørting med øynene, som oftest brukt nedsettende.