Fortellingene

En gammelbergensk sankthansaften

I gamle Dage var Sankthansaften i Bergen en ægte Folkefest. Alle Byens Indvaanere deltog i den; blev det en Klarvejrsdag, var Ingen i Hus, som kunde gaa ud, selv den sejgeste Indesidder maatte se udenom Døren den Dag. Flere Uger forud samledes Byens Gadegutter for i Samraad at bestemme, naar de skulde begynde sit Røvertog efter den saakaldte Brandskat. Denne bestod i alskens Træskrammel, gamle Baade og Tønder. Med en utrolig Sluhed fik disse Ransmænd Fingre i det, de vilde have, om det saa skulde gaa gjennem Ild og Vand. Denne Tyvegjerning foregik mest i Byens Smug og Sjøgaarde; her forstak de sig i de mørke Rum og lurede med sand Kattelist paa den belejlige Stund, naar de kunde faa Tag i den udvalgte Gjenstand. En Baad var Maalet for deres mest brændende Ønsker, blev en saadan erobret, skubbedes den gjennem Gaderne; og man lod gjerne ved denne Anledning disse Byens Omstrejfere drage uforstyrret bort med sin Fangst. Dengang maatte alle Husejere have en Vandtønde liggende ved sin Dør, forat man i paakommende Brandtilfælde kunde have Vand ved Haanden. Disse Tønder var stærkt efterstræbte, og mangen stakkels Husejerske sad Vagt ved sit Vindu i den utrygge Brandskatstid og var baade træt og – mødig af at stirre efter Røverne; men den bevogtede Skat borttoges ofte lige for hendes Næse. Naar hun saa fortvivlet raabte ud: «Vil dokker kommer igjen med Tynen, Nøstunger!» svarede disse med sandt Spidsbubansigt: «Ikje undsæt jer, Mor. Faar I Begavninger, saa er her nok en Skvæt Vand igjen i Tynen, om I vil ha det over jer.» Eller: «Kom op paa Sønneshougen (Sydneshougen) paa Mandag, saa skal I faa se Tynen lyse paa Storstangen. Hold nu Trantelakøjen jeres, er det nokke aa gaule for den myglete Tynen?» osv. Politiet lukkede Øjnene for det Slags Tyveri, og det gjorde ogsaa mangen Husejer.

Bergens Gadegutter er et letsindigt og sorgløst Folkefærd, de tænker ikke paa den Dag imorgen, altid er de at se paa Gaderne, opsnappende alt, hvad der sker; de er store Spillopmagere, har sin Næse allevegne, og er bestandig færdige til træffende Bemærkninger, kort surrer om i Byen som Spyfluer og er ligesaa nærgaaende som disse. Skeede der noget, som gik dem imod, maatte det gjengjældes, og de forsømte ingen Lejlighed til at udføre sin Hævn. Saaledes havde f. Eks. en af Byens Kjøbmænd med sin Stok bortjaget en Gadegut, der havde besværet ham med sit nærgaaende Tiggeri. Samme Kjøbmand var usædvanlig mager, og hans gustne Ansigt og knoklede Figur mindede om en Afdød. En Formiddag, som han gik sin Vej til Børsen, hører han en vedholdende Trampen efter sig; han vender sig om og ser en hel Del Gadegutter parvis bag sig. «Hvad betyder dette,» spørger han bistert, «og hvad gjør I her?» Med en udspekuleret Bedemandsmine svarer en af Følget langsomt: «Forstyr os ikke, De ser vel, at vi følger Lig.» Kjøbmanden kunde paa ingen anden Maade værge sia for sine paatrængende Følgesvende end ved at kjøbe sig fri.

Dagen før Sankthansaften førtes Brandskatten op til Sydneshougen; her havde en Afdeling af Gadegutterne sit Brændested mellem nogle Fjeldknatter; Stænger oprejstes, hvorpaa der blev stukket Tønder og andre Trækjørreler; den længste af disse kaldtes Storestangen. Her arbejdedes med en Travlhed som i en Myreture; gammelt Træskrammel droges til Stedet af de yngre Arbejdere, der var Orden i Tilstelningen, thi det var en Æressag, at dette Blus blev det største af alle dem, der saaes i Byen. Barneskarer stod i spændt Forventning og betragtede Arbejdets Fremgang; alle Folks Tanker heftede sig ved dette Brændpunkt. Daglejerne havde slidt stridere i lang Tid for at vinde flere Penge; thi der maatte spenderes, Hovedsagen var at fornøje sig. I hvert Hus var der en Skuren og Pudsen; Gadedørstrapper og Heller blev hvidskurede med Kridt. Alt skulde være skinnende til denne Midsommerfest. En fælles Frygt havde Alle, og det var for den sædvanlige Udflugtsforstyrrer, Regnen. Hvor mangt et Øje betragtede ikke Ulrikken for at se, om dens uvejrforkyndende Taagehætte viste sig! Og Børnene i de Huse, hvis Vinduer vendte mod Fløjfjeldet, kunde neppe sove den Nat, der gik forud for Sankthansaften, thi de maatte hvert Øjeblik op af Sengen for at se, om der sad Kraaker paa Fløjstangen et sikkert Varsel for dem om Uvejr. Men hvilken Jubel, naar Ulykkesfuglene ikke var at se, og Morgenen oprandt med Solglitter paa Fjeldtoppene! Paa en saadan solbeskinnet Dag, naar Naturen har udfoldet sin rigeste Fylde, har hele Byen det friskeste, mest landlige Udseende; Fjeld, Li, Fjord og Eng sees til alle Kanter, og den gamle Stad tager sig smukt ud omgiven af de staute Fjelde. Sejler saa Bergenseren ud for Glædens Medbør, tager han heller ikke Rev i Sejlet.

Sankthansaftens Morgen meldte sig allerede med et Helgedagspræg, som lagde sin Stemning over Alt og Alle. Tidligt hoppede søndagsklædte Børn ud paa Gaden og lignede brogede Sommerfugle, der ikke hurtigt nok kan hente Dagens Sødme. Fattige Smaa trippede omkring i Byen, deres med Grønsæbe blankskurede Ansigter tindrede af Fryd. I Haanden bar de Kranse, bundne af Rødkløver, Klokkeblomst og Tiritunge, disse strakte de ud imod de Forbigaaende og bad om «en Skilling i Kransen».

Der herskede hele Formiddagen stor Travlhed i Byen. Fra Torvet hørtes en brusende Tummel, sprællende Fisk og Hummer fór i Farten ligesom om i Luften. Hummer var en reglementeret Ret den Aften. Fiskestrilen, der skulde hjem til sit Sankthansblus og sin Helgedagsgrød, kunde ikke overhold sit vante Handelsflegma, han maatte skynde sig idag; thi det gjaldt for ham om at naa hjem til ret Tid. Kurvemadamer, Kaffekjærringer og alskens Sælgekoner kavede sig gjennem Byen, belæssede med sine Handelsvarer, for at naa op til Sydneshougen, hvor de plantede sine Udsalg. Bønder fra de nærliggende Bygder balede sig frem gjennem Bystimmelen for at komme snart hjem, og gav ved sine forskjellige Nationaldragter det Hele Udseende af en broget Mangfoldighed. Havstrilen ruggede til begge Sider, som hans Baad i Modbølger, lyksalig omtaaget af en lind Finkelrus, med en Snor i Haanden, hvorpaa var trukket «Flettekringler», hans gjildeste Helgedagsbid. Traf han saa en Kjending, blev der Omfavnelser og Kyssen ret af Hjertets Grund, og medens Mødets Glæde varede, passede tobenede og firbenede Tyveknægte sit Snit og nappede til sig, hvad de kunde af hans dyrebare Kringler. Ved Middagstid, naar Domkirkens mægtige Klokke ringede tolv, spredtes Folkemængden, udad Vaagen rejste Rækker af Baade, hvori de hjemvendende Havstriler sad, deres højrøstede Prat lød som Skrig af bortdragende Vildgjæs. Landstrilen drog fra Byen paa sit lavbenede, stædige Øg, der ved sin plumpe Skabning lignede etslags Overgangsdyr mellem Ko og Hest. Rytteren sad paa Kløvsadelen og stred i sin omtaagede Tilstand med at holde Ligevægten, og hans spage Dyr understøttede ham trolig i hans Bestræbelser. Snart laa dog Byen. efter alt dette Formiddagsstyr stille som i Eftermiddagshvile.

Festens rette Stund oprandt først, naar Aftenens Skygge sænkede sig over Naturen, og de sidste Solstraaler gled hen over Fjorden. Nu var det Tid; alle Gadedøre aabnedes, og Familier af enhver Stand traadte ud i fuld Puds for at naa det fælles Maal Sydneshougen. Hunden skulde ogsaa afsted og diltede efter. Katten vilde ikke med, men fulgte grinende tildørs og saa ud, som om den fandt det urimeligt, at Alle forlod det kjære Hus. I de mest befærdede Gader var der oprejst saakaldte Æreporte; disse blev dannede af unge Birketræer, og i Midten af Buen var der anbragt dobbelte Kranse, hvori der hang en Pion efter Stilken. Ved hver saadan stod en Gut, som rakte en Bøsse frem mod Enhver, der gik gjennem Æreporten, og bad om en Skilling i Brandskat. Hvilken Folkestrøm der bredede sig i Gaderne, og hvilken Munterhed og Glæde der lyste paa Alles Ansigterl Den fattigste Familieforsørger lod sine Bekymringer blive tilbage i det Hus, han havde forladt. En saadan Anledning til Fornøjelse forsømte dengang aldrig det bergenske Folk; Alle som En kastede sig ud i Glædens Strøm og nød den i fulde Drag. Ved en saadan Udfærd fik man først rigtig Begreb om, hvilke Originaler Byen gjemte. Her saaes gamle pedantiske Kavalerer i forældede Dragter fra Menuettens Dage spanke værdig Vejen frem, og hist magre, udtærede Stiftelsesmatroner, der i de hengjemte Kisteklæder saa ud som Gjengangere. Enhver af disse aparte Personer gav den moderne

Vrimmel en egen Farve. Ja, hvilken By i Verden har vel lige til de seneste Tider havt saadan Overflod paa Originaler og Karikaturer! Og idag er alle paa Benene. Der er Tønte, der er Nils med Steinen, der er Jørgen Barber, som skræmte Livet af gamle Sagen, da han midt under Barberingen fik en Raptus og begyndte at svinge Kniven med uhyggelige Fagter; der er Endregaarden, hvem endnu ingen har seet ædru, og Galne-Elen, en ægte Meg Merrilies, tre Alen høj, med langt, snehvidt Haar, bestandig stirrende ret ud, og bestandig deklamerende halvhøjt for sig selv, og der er Karen Oldervaag med den skidne Kjæften, hvem alle skikkelige Damer gaar afvejen for, og gale Brose med Blomster i Haaret, og Kjøbmand N. N. med de berømte tynde Lægge «Kar til Knæerne, Resten har Miten fortært,» skraaler Gategutterne efter ham og «Pølsen», og «Løsebrødet», og – o bergenske Læser! er du 30 Aar eller derover, saa husker du nok alle de gode gamle Venner! Og midt i Vrimmelen kunde man en saadan Dag se en Flok brune spanske eller italienske Matroser, med en Holdning som Fyrster, med Trøjen løst kastet over Skulderen, slentre ud ad til Nygaard under Klang af Mandolin og Guitar, som i Neapel eller Malaga. Nordlændingen, som efter endt Bygjerning i Regelen fører en Syvsovers Tilværelse i sin Køje, maatte ogsaa med, han kunde ikke faa Ro paa sin Jægt; der var Vækkelse i Luften, han foretog sin Søndagsskrubbing og fik sine Kisteklæder paa. Naar han saa fiks og færdig stod paa Land og i Tanken opsatte sit Festprogram, da skulde hans første Smaus være Grynegrød med «Slik» (Sirup) paa; denne indtoges i en Sjøbod, hvor en Spisemadam bredede sig foran sit opdækkede Bord. Var han saa en tro Besøger i hendes Grødfad, fik han paa Kjøbet Lov til at slikke Sirupsskeen, og dermed var den vasket. Naar saa den solide Ballast var indtagen, boutede han sig tungvindt som sin Skude gjennem Folkestimen.

Paa Sydneshouoen var der, paa den Tid her er Tale om, en stor aaben Plads. Her var hele Festtilstelningen arrangeret. Rundt omkring stod Borde dækkede med hvide Duge, der bugnede af fristende Lækkerier, først og fremst «Snop», d. e. alskens Kager, Hestesko, Spekelasi og hvad de nu hedte (at gjøre sig tilgode med saadant heder paa Bergensk at snope) og saa, hvad der maaske allermest tiltalte den opvoksende Slægt – mine Tænder løber i Vand, naar jeg tænker paa det: Lakserejmer og Tommelskringler og Jomp-Æg. De sidste udmærkede sig ikke fremfor andre Æg, uden forsaavidt de var saa haardkogte, at de naesten var lyseblaa, men hvorfor netop disse og ingen andre Æg skulde hede Jomp-Æg, og hvoraf det Ord Jomp har sin Oprindelse, det gaar over min Horizont. Foran ethvert af Bordene en Sælgekone, der ved sin særegne Dragt, den sorte Bombasins Halvkaabe og Kyse paa Hovedet, tog sig kanske besynderlig ud. Et Stykke borte fra Pladsen ragede Tøndestængerne tilvejrs; omkring disse færdedes en Mængde Gutter, der lod Nøglebøsser knalde og Krudtkjærringer frase. Naar saa det første Blus lyste fra Sandvigsfjeldet, var det som en Signalraket; i et Nu flammede der prægtige Blus paa de syv Fjelde; det tog sig pragtfuldt ud under den dunkle Nathimmel. Saa blev ogsaa Tønderne tændte paa Sydneshougen, Ilden spragede og slog ud i et mægtigt Baal. Nu flammede først Lystigheden rigtig op hos hele den sammenstimlede Folkemasse. En stærk Hurraraaben lød og gjentoges af Ekkoet fra de mange Fjelde i fuldeste Maal. Her spurgtes ikke, hvormed og hvorledes man skulde more sig, det kom af sig selv, der indaandedes Munterhed med den friske, lette Luft. Da Sceneriet var kommet rigtig igang, blev det umuligt for Øjet at opfange det i sine Enkeltheder. Nu blev først rigtig Bordenes Lækkerier besøgte. Barneflokke sværmede og surrede om Opdækningen lig Humlebier om Frugtblomster; Sælgekjærringerne priste med lydelig Veltalenhed sine Varer. «Kom og kjøb hos mig, her er Hummer saa store, som om de havde staaet i Gjødsti paa Havsens Bund, Røgelaks saa fed, at den smører, hvor den kommer, nyværpede Æg, og Kager, som smelter paa Tungen; Ingen maa svivørre saadan Kost!» Medens disse Lækkerier pristes, søgte hendes griske Blik efter en Kjøber, som hun rigtig kunde plukke; fik hun Øje paa en Nordfar, blev han et værgeløst Bytte; han maatte sætte sig ved hendes Bord, smage paa alt og betale dobbelt, Hummeren var især en fristende Lokkemad for ham, den tiltrak sig hans særlige Opmærksomhed ved sin skinnende Farve. «Er ho saa vakker indeni sig, som ho er udenpaa,» sagde han, «saa er ho nok kjøbendes». Den blev naturligvis prist af alle Kræfter, og den største Hummer blev hans Ejendom. «Ja,» vedblev han, «ho har Mad for Peng’», og dermed gabede han rigtig højt for at faa en god Bid; Skallet knasedes under hans stærke Tænder, til usigelig Morskab for de Tilstedeværende. NordIændingen forstod nemlig ikke at spise denne Lækkerbid; thi Hummerens Vej naar ikke til hans Strand. En Gadegut, som straks var ved Haanden, tilbød sig at lære ham, hvorledes den Slags Mad skal spises, hvilket han gjorde paa en grundig Maade, og den stakkels «Glunt» fik ikke Suk for sig, inden Slyngelen var borte, og han sad tilbage med den tomme Skal. Saa rev Kaffekjærringen ham til sig; et Bryg af Cikori og brændte Erter pristes som den bedste Kaffe og betaltes derefter. Sukkerstykket gik fra Kjærringens Mund i hans, og han modtog det troskyldig. Den arme Nordlænding og hans Brødre blev den hele Festtid et værgeløst Offer for alskens Snyderier. Et Stykke borte stod Grupper og overgav sig til Fristelserne ved de frembudte Lykkespil; her sad en Bonde og lod Hallingslaatten suse fra sin Fele, han trampede Takten med sin Fod, hans hele Person vred og drejede sig, og de springdansende Par fejede omkring ham. Der var et Karnevals forskjelligartede Optrin. Maskeradefigurer manglede ikke heller; thi der var nok af Personer, hvis forældede Dragt saa ud som Forklædninger.

Det stærkt flammende Blus spredte et magisk Skjær over de maleriske Grupper. Tummelen og Styret Øgede paa efterhvert, og der var en Susen og Brusen som af et oprørt Hav. Naar saa Storestangens Flammer slog tilvejrs, var dermed varslet om, at Festen havde naaet sit Højdepunkt, og Hurraraabene rungede og drønede ud over hele Byen. Menigmand havde nu erobret hele Pladsen, og de saakaldte fine Folk gled bort i spadserende Rækker rundt Møllenpris, og under «Nygaardsalleens løvkronede Buer», som det heder i Nordahl Bruns Sang. Herfra afgav de klartflammende Blus paa Fjeldene et storartet Syn, og Lungegaardsvandet, som i den stille Nat laa der dybblaat som Himmelen selv, gjengav som i et Spejl sine skjønne Bredder, medens Agerhønen, der vaagede i de opskudte Korn, blandede sin skarpe Røst med Jubelraabet fra Fjeld og Houg.

Madamen
Klokkeren og hans sønn
Likstuen
En gammelbergensk sankthansaften
Jomfruen
En erindring fra kysten
Menuettdanserinnen
Gammelt bergensliv
En plassertur i Bergen
Lydia Rademacher
Sælsomme folk

Her i margen følger en liste med forklaringer på begreper som er brukt i teksten.
Bedemann
En mann som overbringer innbydelser, særlig til kirkelige handlinger; dåp, konformasjon, bryllup og – som oftest – begravelse.
Begavinger
Illebefinnende eller besvimelse
Bombasin
Vevet stoff; opprinnelig i silke, senere også i ull.
Dagleier
En som jobber på dagskontrakter.
Finkel
Finkel eller finkeljokum var et simpelt, oljeholdig brennevin.
Gjøsti
En binge (f.eks. en svinesti) som brukes for å fete opp griser eller fjørfe før slaktning.
Handelsflegma
Den roen som strilene utviste i handelen i Bergen.
Havstril
Stril fra kysten rundt Bergen - alle som kunne ro fisk til Torget og hjem igjen samme dag.
Hestesko
Småkaker formet som hestesko.
I full puss
I sin beste påkledning.
Kisteklær
Penklær som ble oppbevart i kiste.
Kjørel
Kar til å oppbevare noe i.
Kløvsal
Sal til hest beregnet på frakt av gods.
Kruttkjerring
Et lite, sammenrullet papirrør fylt med krutt som freser, spruter gnister og spretter omkring når det blir antent.
Landstril
Stril som ikke hovedsakelig var fisker, men mer rendyrket jordbruker.
Meg Merrilies
Figur i John Keats’ diktning; hun var fri, et naturbarn.
Nøklebøsse
Leketøysvåpen; jernrør (ofte fra en stor nøkkel) som får et fenghull og lades med krutt.
Sikori
Plante med en rot som er mye brukt som kaffeerstatning
Smaus
Festmåltid; lekkerbisken.
Spanke
Gå rett og stiv i ryggen - spankulere.
Spekelasi
Småkake, vanlig på Vestlandet, men opprinnelig fra Holland og Tyskland via Bergen.
Spekelasi
Småkake, variant av hvite kakemenn.
Spisemadam
En kvinnelig _spisemester_ (kjøkkensjef).
Spissbu
Bedrager eller lurendreier; etter tysk spitz (utspekulert) og bube (gutt, knekt).
Stiftelsesmatrone
Kvinne som bodde på en av de milde stiftelsene som tilbød losji for trengende, f.eks. _Stranges Stiftelse_.
Svivøre
Forakte eller håne.
Trantelakøy
Kunne bety både «slag på munnen» eller som her, bare «munn». Muligens fra fransk trente á la queue – tretti (slag) på baken.
Unnsette seg
Bli forskrekket eller redd.
Åkerhøne
Rapphøne.