Fortellingene

Likstuen

Major F. levede i Bergen paa den Tid, da alskens forældede Skikke endnu holdtes i fuld Hævd i den ærværdige Hansestad. Han var født i denne By og havde næsten sit hele Liv opholdt sig der.

Hans Hus laa i en fredelig Kant af Byen; han havde Fred med Alle; thi han var en højst fredelskende Mand. Det forundrede baade ham selv og Andre, at han stak i en Krigsmands Dragt. Men i hans Ungdomsdage kunde Titler og Stilling kjøbes for Penge, og Faderen tilkjøbte sin Fredrik den Værdighed at bære Uniform. Han løftedes op til Majors Rang uden at have lagt to Pinder i Kors for den Sags Skyld og, som han selv sagde, «ganske uforskyldt». Som Løjtnant havde han hvert Aar med prisværdg Taalmodighed gjennemgaaet den Prøvelse at indeksercere Rekrutter fra Landet. Naar de mest forstokkede blandt disse satte hans fredsommelige Blod i Bevægelse, greb han truende efter sin Sabel, som han helst Vilde have fredelig i Sliren. Dette Værge elskede han højt. Om Natten hang den over hans Hoved til Skræmsel for den Dristige, som vovede at forstyrre hans Nattefred, og om Dagen var den hans Pryd og Betryggelse mod mødende Farer. Den havde dog, lig sin Ejer, aldrig gjort nogen Kat Fortræd. Majoren bar støt Uniform, naar han gik ud, og Enhver maatte tilstaa, at han bar den med militær Værdighed. Det var blevet en af hans Vaner, og disse holdt han paa som en Del af sig selv. Han havde ikke mange Tilvænnelser, men hans dagligdagse Sædvaner maatte overholdes, om det saa skulde ske gjennem Ild og Vand. Hans Livsgang var regelmæssig som et velstelt Uhr. Han paastod, at Sang befordrede Fordøjelsen, og derfor sang han regelmæssig hver Dag efter Maaltiderne, helst følgende meget fredsommelige Vers af Nordahl Brun, hvilket var den højeste Poesi, han kunde tænke sig:

«I Freden Skibet sejler,

i Freden blomstrer Land og Strand,

i Freden Damon bejler,

i Fred faar Pigen Mand.»

Naar Kjendinger besøote ham ved Sommertid, var hans almindelige Spørgsmaal: «Er vores Biskop rejst til Visitats?» og til andre Tider: «Monstro Godset (d. e. Kornvarerne) falder i Pris?» Han var en faatænkt og lidet talende Mand. Han stod op, drak, spiste, spadserede og lagde sig paa bestemt Tid hver eneste Dag. Hver Dag havde bestemte Retter; hændte det at Uvejr forhindrede Fiskerne i at bringe Fisk til Torvs paa de almindelige Fiskedage, og han derfor maatte nyde noget andet, da befandt Majoren sig ikke vel. Han elskede Kaffe og drak den trende Gange om Dagen. Efterat den var indtagen om Morgenen, gik han præcis Klokken 8 «op efter Landet». Naar han paa denne sin Spadsertur kom forbi Dankert Krohns og Sander Kaas’s Stiftelser, raabte de alderstegne Beboerinder, hvis Kammere vendte mod Vejen, til dem, som boede til den anden Kant:

«Hæng Kaffekjedelen over, Majoren gaar forbi.» Han var et optrukket Uhr for dem, og det er paalideligt.

Han bar paa et Onde, som de fleste dødelige, men ogsaa denne Sygdom hørte til hans Vaner. Den gik sin regelmæssige Gang; kun engang i hans Liv afveg den fra Regelen, og da kom Majoren paa Ligstraa.

Majorens Død blev en rystende Efterretning for samtlige Stiftelsesmadamer. Deres sikre Timevisers

Gang var stanset. Den elskede «Svartedroppe» maatte nu nydes til usikker Tid; thi de fleste Matroner havde nu mistet sit Uhr. Stiftelsens gamle, slidte Ottedages-Uhr havde en ustø Gang, og dets hæse Slag med en rallende Efterlyd varslede uhyggelig om, at dets sidste Time snart vilde slaa.

Der var dog En i Sander Kaas’s Stiftelse, som hentede megen Glæde af dette Dødsbudskab, og dette var Janike Ligpynterske. Hun var Byens mest anseede og efterspurgte Pyntekone, og hun vidste, at hun kom i Brug ved den Anledning.

Janike blev, som hun havde ventet, beskikket til den store Gjerning at pynte Majoren og Ligstuen og holde Nattevagt over ham.

Hun holdt tvende Dragter til Sørgeuniform, den bedste var i alle Maader saa velstelt, at den, som hun sagde, kunde bæres til Sorg for selve Kongen. Denne Kjole blev holdt højt i Ære af hende; den laa i nøjagtige Folder paa hendes Kistebund og blev kun baaren, naar det, som hun udtrykte sig, var «fede Lig»; thi til de magre brugte hun «gamle Svarten».

Janike var som skabt til sin Bedrift. Hendes langstrakte, tørre, stive Skikkelse og gustne Ansigt med de glansløse, dybtliggende Øjne vilde givet Indtrykket af en vandrende Afsjælet, hvis ikke hendes store, krumme Næse havde havt et saa broget Udseende – et Vidne om Liv Yndest for stærke Drikke. Janikes Kammer i Stiftelsen var ogsaa mærket af hendes Forretning; paa Væggen hang slette Forsøg i Malerkunsten, som man ved Hjælp af stærk Fantasi kunde faa til at forestille Sygelejer, Begravelser og deslige. Over disse saakaldte Skilderier var sat Kokarder af sort Krepflor, sandsynligvis Levninger fra hendes Ligstuepynt.

I det lave Vindu skjød en kraftig Geranium frem fra en tudløs Thekande, og i en hankeløs Terrin vokste en Gyldenlak i blomstrende Herlighed.

En Valnøddetræes Dragkiste med blankpudsede Messingskilter om Nøglehullerne, indtog den ene Væg. Paa den stod Janikes fine Sager: «Bastelins»- Kopper med og uden Skaal, et Timeglas og Figurer, forestillende Gjenfærd, Nisser og lignende Skrækkebilleder, en stor, højlaaget Fajance-Kaffekande paraderede der som Pragtstykket.

Janike havde megen Magt over Stiftelsesmadamerne; de Svagsindede frygtede og skyede hende, de mere modige søgte hende for i Skumringstiden at kunne have den Fornøjelse at gyse over hendes Fortællinger om Ligstuer og Syner, af hvilke hun skulde have havt mange; thi hun var i Byen bekjendt for at være fremsynt.

Enhver i Stiftelsen troede fuldt og fast, at hun forstod at tyde Rovfuglenes Skrig, Hundens Hylen, Førrefærd og alt saadant. Sad Uglen paa et Hustag, paastod Janike, at derinde var Folk, som Døden havde mærket. Naar hun gik til sin Ligvagt, spejdede hun paa de Riges Hustage for der at opdage et for hende forhaabningsfuldt Uglevarsel.

Der fortaltes i Byen, at hun hver Nytaarsaften gik sent ud for at kige indad Vinduerne i Velstandshuse; der vilde hun se, om nogen indenfor sad hovedløs. Menigmand var overbevist om, at et saadant Syn vilde vises paa Nytaarsaften, hvis nogen var «fejg» i Huset.

Janike var en Skræk for Børn, Barnepigerne brugte hende til Skræmsel for de uskikkelige Smaa, og disse frygtede hende mere end Birkeriset bag Spejlet.

Den Magt, hun havde i Stiftelsen, viste sig især, naar Kaffekogningen foregik i den fælles Grue. Kjøkkenet var i Regelen Matronernes Kampplads; her stredes og trættedes de om, hvem der først skulde faa sin Kjedel overhængt; men naar Janike kom og vilde have sin Kaffe kogt, gav enhver hende taalmodig Plads.

I Sander Kaas’s Stiftelse sad Janike i sit renlige Kammer med sin Veninde og Hjælperske Petronelle, omgiven af store Kurve, fyldte med Papir. De var begge ifærd med at kruse Papirstrimler til Majorens Kiste.

«Han er god at arbeide for,» sagde Petronelle, «men det er ogsaa alle snille Folk; se, hvor let Strimlerne krøller sig.»

«Ja,» svarede Janike, «jeg skal nok passe, at han kommer til at ligge godt i sin Kiste, og spares skal der ikke paa Ligstas til ham. Han har saamen Raad dertil, og fin vilde han bestandig være i levende Live; han skal ligge som en Brudgom, det han ikke blev her paa Jorden. Kneben paa Skillingen var han aldrig, og derfor undte jeg ham vel sit gode Rygstød i denne Verden. Ja Spot og Spe vilde det være, om ikke en saadan Mand skulde faa en pen Begravelse. Alt hans jordiske Gods skal den ældgamle Madam Øllegaard arve. Mer skal mer faa. Paa den Riges Kasse kommer der nok Haug, medens den Ringe maa bale og slide for at faa Bundfald i sin. Havde det været den Pulverheks Madam Øllegaard, som havde ligget med Næsen i Vejret, skulde jeg have været kisteglad, men Ukrud forgaar ikke. Hun var alt i Graven med den ene Fod, og ingen troede, saa syg hun var, at hun skulde vinde sig op igjen; ja, Petronelle, hun ruger paa sine Penge som en Høne paa Æg. Men jeg skal forstaa at kare til mig af hendes Penge, og plukkes skal hun, den sejge Ugle, og stride Klør maa hun have, kan hun holde igjen. Hun skal nok faa punge ud, fordi hun snød os for sit Lig. Du kan tro, jeg saa mig skjæv i Halsen efter Fejgdefugl paa hendes Hustag, da jeg ventede, hun skulde slukne, men jeg skal vel opleve den Dag, da jeg ser Uglen brede sig paa hendes Skorsten.»

«Det er dog besynderligt,» sagde Petronelle, «at en saadan Mand som Majoren aldrig vilde forandre sig; han med sin pene Postyr har vel i sin Ungdoms Tulipan besnæret mangen Jomfru.»

«Det kan du saamen være vis paa,» svarede Janike, «men det skulde nu ikke gebøre sig, at han kom i den Stand. Bedre havde det været, hvis det havde skeet; thi da var ikke hans Liggendefæ kommet i en saadan Klo. Men vi skal nok skumme Fløden af den Begravelse, ja, du skal faa din Hjælp godt betalt, det skal jeg svare for; naar det regner paa Præsten, drypper det paa Klokkeren.»

«Det var saamen heller ikke Sælebot at spare for den rige Mutter,» svarede Petronelle, «det var et Sørgebudskab for mange, da hun løftede Hovedet fra Puderne igjen. Ja, du skulde seet Bedemandens Ansigt, da jeg fortalte ham, at hun ingen aaben Grav behøvede dennegang, det blev surt som et usnydt Skillingslys; men det var ogsaa trægeligt, at en saadan fed Steg, hvoraf han alt kjendte Røgen, skulde gaa hans Næse forbi. Men saa blev det frydefuldt, kan du tro, da Stodderkongen, som daglig har spurgt, hvordan Majoren stod sig, igaar kom, før Fuglen var vaagen paa Kvist, og vækkede ham med det søde Raab: «Nu har vi ham!» Jeg hørte fra mit Kammer, hvor Glæden klukkede i ham. Og da jeg saa Bedemanden gaa ud idag, skinnede hans Ansigt som et Alterlys; men det er heller ikke til at undres over. Majoren er jo det bedste Lig, vi har havt paa lang Tid; thi jeg maa sige, det har været et rent Uaar med Død her i Byen.»

«Ja, det kan du nok sige,» svarede Janike med et Suk; «der har ikke faldt mange Skillinger paa min Kistebund i dette Aar. Men dennegang skal der komme gode Dryp i Skaalen, jeg giver mig ikke, før den er fuld; noget maa jeg have i Baghaanden, saa at ogsaa jeg engang kan faa en pen Begravelse.

Jeg maa ogsaa skaffe noget til Rygstød, Trøst og Glæde for mine gamle Dage; thi det er ikke saa lysteligt at leve af Døde. Efter Middag skal jeg stelle Ligstuen, saa jeg kan faa Majoren fremlagt ikvæld; du maa besørge Sand og hakket Ener; thi strøes skal Gaden, saa ikke Sten vises. Husk paa, at du skal holde Nattevagt med mig over Majoren, og du kan trygt knibe paa Maden til dig de Dage, for du kan da sætte nedefter af alle Kræfter. Jo, jo, det skal blive Vaageslaberads, som der skal gaa Ry af, glæd dig til det; der bliver baade til Hækken og Sækken.»

Den Tid lagdes der i Bergen megen Vaegt paa at hædre den Afdøde, som det hedte. Det største og smukkeste Værelse i Huset blev bestemt til Ligstue. For Vinduerne ophængtes side Damaskes Duge, udzirede med sorte Krepflors Kokarder. Dette kaldtes at hænge Tæt. Spejl og Borde var ogsaa klædt med hvide Duge.

Den Døde blev lagt paa en saakaldet Løjbænk, der udlejedes til det Brug, indtil Kisten var færdig; enhver saadan maatte bestilles; thi der var dengang intet Magasin.

Lys brændte hver Nat i Ligstuen, Antallet efter Lejligheden. Vaagekone ansaaes for en Nødvendighed. Og der knebes ofte i fattige Familier for de Levende, saa at den Døde kunde faa en pen Begravelse, som jevnlig foregik fra Sørgehuset.

Bedemand, som indbød Følget, og som paa Begravelsesdagen i Husets Gadedør opraabte Navnene paa dem, som skulde gaa sammen i Ligtoget, manglede aldrig ved en Ligfærd. Hellerikke Stodderkonge, som bestandig gik foran Kisten, og som med spejdende, ildske Øjne holdt sin Embedsstok parat til at bortjage enhver levende Vejforhindring. Børn, som fulgte Toget, betragtede med skye og ængstelige Blikke den morske Fløjmand.

Kisten blev i Regelen baaren til Graven fra Huset, for det meste af lejede Bærere, som kaldtes «Sunte’» (Formodentlig af det tydske Zunft, Laug).

Majorens Kiste var rigt udstyret med det fineste Ligtøj. Det side Ligsvøb faldt i dybe Folder langt bortover Gulvet; det var ziret med en af Janike smukt udtunget Bord. Kisten var stillet højt og omgiven af saakaldte «Geridoner», et Slags store Lysestager, som kun brugtes ved en saadan Anledning. Rundt om i Stuen var flere smaa Borde, hvorpaa der stod Lys i blankpudsede messingstager, pyntede med kruset Papir. Kistelaaget var opstillet i en af Værelsets Kroge paa en med hvidt Tøj overtrukken Taburet. Paa den store Blikplade, som smykkede Laaget, var i Regelen en Indskrift, der prisede den Afdøde. Paa Majorens Kistelaag var en Messingplade med følgende Vers:

Et godt Eksempel hviler her.

Hans Vandel følgeværdig er.

Han stille gik sin Verdensgang.

Han ydmyg var, skjønt han bar Rang.

Han elsked Fred og haded Krig.

Gud glæde ham i Himmerig.

Majoren blev lagt paa Baaren i fuld Uniform, og ved hans Side den elskede Sabel, omvunden af Sørgeflor. Da Janike havde sat den zirlige, buklede Paryk paa hans Hoved, og han laa færdig til Beskuelse for Enhver, som ønskede det Syn, stod hun med Husets tvende gjenlevende Beboersker, hans gamle Husholderske og Tjenestepige, og beundrede Majoren som det dejligste Lig, de nogensinde havde seet.

Den første Nat, efterat Majoren var lagt i sin Kiste, sad Janike og Petronelle i den stærkt oplyste Ligstue, iført sin bedste Sørgeuniform. Paa et Bord foran dem stod en stor Kaffekjedel paa et Fyrfad; fra dens krumme, trivelige Tud udstrømmede en oplivende Lugt, og paa et Bræt stod en Karaffel Gyldenaquavit, Kage og Brød i Overflødighed. Kaffen skjænkedes af Janike i store Skaaler, og begge Ligkonerne blæste med Velbehag paa den hede Drik. Som de sad der i de kulsorte Dragter med de hvide højpullede «Skakkeklædeskapper» paa Hovedet, lignede de to Hekse, der spaaede og kogte Sejd.

«Tag nu rigelig til dig, Petronelle,» sagde Janike, «og stuv dig af alle Kræfter, for du sidder ikke ofte i saadan fed Eng. Han, som ligger der, under os det vel, han vilde, at Enhver skulde have det godt i hans Tjeneste. Skillingen sad just ikke fast hos ham, og han hjalp mange Fattige fra at falde i Sultenød. Græd kun, Petronelle, jeg kan det ikke, der kommer ikke Taarer mere til mine Øjne, de er udtørrede paa al den Død, jeg har været over i mine Dage. Se, hvor lyslevende han ligger, ret som om han Vilde sige: tag for jer af Retterne.»

«Ak, for en velsignet Svartedroppel» udbrød Petronelle, «ja, den varmer, saa langt den rækker.»

«Men drik Aquavit til,» sagde Janike, «saa sætter det rigtig Ild, og vi har vel nødig at tænde Varme indeni os, for slukt Ovn jager ingen Kulde. Majorens Skaal! og Lykke til at faa hans Mage paa Ligstraa. Hi hi! lad os klinke paa, at den gustne Madame Øllegaard snart maa blive færdig til Strækning! Ja, da skal vi smøre os. Imorgen skal mine Stiftelsessøstre faa se Majoren; det bliver tungt for dem at betragte sit stansede Uhrværk. Men ingen, som har seet ham paa Ligstraa, skal gaa hjem med tørre Munde, thi fugtes skal alle, som kommer indenfor denne Dør.»

«Jeg synes,» sagde Petronelle med ustø Stemme, «at Majoren, som var saa kaffekjær, kunde livne op ved Røgen af saadant smagsomt Bryg. Ej ej!» udbrød hun, idet hun ravede henimod Ligbaaren med en rygende Kaffeskaal i Haanden, «jamen vil jeg fugte hans tørre Læber med hans bedste Drik» – og derpaa satte hun Skaalen til hans Mund.

O Rædsel og Gru! Majoren aabnede langsomt det ene Øje og stirrede paa hende.

Hun tumlede skrigende henimod Janike, der, da hun fik grejet sit omtaagede Syn, saa ham sidde oprejst i Kisten, gnidende sine Øjne. Hun udstødte et vildt Skrig ved dette Syn, og begge Kjærringer styrtede i Gulvet, rivende Kjedel, Karaffel og Bord med i Faldet.

Netop da kom Gadens Vægter udenfor Huset og begyndte at raabe:

Det var ved Midnatstide,

vor Frelser han blev fød –

Men gjentagne Skrig fra Ligstuen stansede hans Sang. Det stærke Lys indenfra Stuen spredte sit Skjær langt bortover Gaden. Da han stod der i det glinsende Lysskin, iført sin mørke Vægter Rokkelor, med den sorte Hætte paa Hovedet, med Messingskiltet i Panden og Morgenstjerne i Haand, var han lig en Underjordisk, som havde forvildet sig op til Lyset.

En Stund stod han haandfalden og stirrede forfærdet paa den oprejste Skikkelse fra Ligkisten, der tegnede sin Skygge paa «Tættet». Men saa tog han Mod til sig og peb for at tilkalde andre Vægtere, der snart kom tililende som eventyrlige Nattesyn.

«Hvad er paafærde?» spurgte Alle.

«Se,» sagde Vægteren, og pegede med dirrende Finger paa Skyggen.

Derpaa stødte han Morgenstjernen i Gaden og udbrød:

«De er med de Levende, jeg har at gjøre, de Døde hører Kirke og Kirkegaard til: send Bud efter Taarnvægteren!»

De tilkaldte Vægtere stod en Stund ubestemte og betagne af Rædsel, men saa tog de den Beslutning at gaa ind i Stuen alle paa en Gang.

Da de aabnede Ligstuedøren, frembød der sig et Syn, som jog Farven fra deres Ansigt. Paa Baaren sad Majoren, fredsommelig som altid og vinkede til dem, og paa Gulvet laa begge Vaagekonerne svømmende i Kaffe og tilsølede af Grud, der gav dem et sælsomt Udseende.

Den modigste blandt Vægterne nærmede sig forsigtig til Ligbaaren. Majoren sagde da:

«Giv mig en Kop varm Kaffe og lad mig være i Fred!»

Vægterne kom ved denne Begjæring til den Overbevisning, at Majoren intet Spøgelse var; thi de havde endnu aldrig hørt om Spøgelser, som forlangte Kaffe.

De bar ham da trøstig fra Ligkisten til hans Seng. Og efter den tilkaldte Læges Udsagn vilde han overvinde Følgerne af Skindøden.

Den næste Dag fløj Historien over hele Byen med behørige Tilsætninger.

Stiftelsesmatronerne jublede, fordi de fik sit Uhr gaaende igjen, men det blev for dem en Skuffelse, thi Majoren holdt sig i Fred hjemme, indtil hans sidste Time slog for Alvor, og det skeede et Par Aar derefter.

Denne Ligvagt blev Janikes sidste; thi hun døde nogle Dage efter Majorens Opvaagnen af Skrækkens Følger. Hun maatte ligge paa Ligstraa uden Vagt; thi selv hendes Veninde, Petronelle, vovede ikke den farlige Gjerning.

Men hun fik en pen Begravelse, og dertil havde hun ogsaa god Raad. Alle Embedsfolk, som hørte til ved en saadan Anledning, blev rigelig betalte af hendes sammensparede Skillinger saa hun blev ogsaa anseet for et fedt Lig.

Mange lykkelige Smaabørn fulgte hendes Ligtog for rigtig at se sit Skræmsel vel i Graven.

Madamen
Klokkeren og hans sønn
Likstuen
En gammelbergensk sankthansaften
Jomfruen
En erindring fra kysten
Menuettdanserinnen
Gammelt bergensliv
En plassertur i Bergen
Lydia Rademacher
Sælsomme folk

Her i margen følger en liste med forklaringer på begreper som er brukt i teksten.
Bastelin
Dialektord for porselen.
Buklet
Med spiralformede lokker; lange krøller.
Damon
Sannsynligvis en referanse til ene halvparten av antikkens berømte vennepar Damon og Phintias - pytagoreere fra Syrakus
Feig
Tidligere hadde feig også betydningen dødsens, ofte med et forutgående varsel om nær forestående død.
Feigdefugl
Fulg som symboliserer at en person i huset er _feig_, dvs. merket av døden.
Førreferd
Varsel; vardøger.
Gebøre seg
Bergensk vending for å skje eller hende.
Gylden Aquavit
Akevitt som er tilsatt bladgull, som forsterker den gylne fargen.
Gyldenlakk
Plante i korsblomstfamilien. Kjent fra Wergelands dikt Til min Gyldenlak.
Kisteglad
Opprinnelig fra dårekiste - glad som en som hører til i dårekisten. I dag, og anvendt her, betyr det skikkelig, skikkelig glad.
Kokarder
Rosett av tøy eller papir, f.eks. den runde delen av 17. mai-sløyfen i Norge.
Kreppflor
Svært tynn og fin silkekrepp, løsere vevd enn vanlig flor; også kalt kruse-flor.
Liggendefe
Gammelt begrep for formue; eiendom, løsøre, penger, sølv og gull e.a.
Løybenk
En stoppet hvilebenk.
Morgensstjerne
Gammelt håndvåpen – en kølle, med et hode som var besatt med utstående pigger; siden nattvekternes symbol og våpen – en stor og tykk stav med piggbesatt kule på toppen.
Rokkelor
Stor, mørk kappe; oppkalt etter Roquelaure, fransk hertug 1700-tallet som ofte bar en slik kappe.
Ryggstøtte
Tidligere også brukt i overført betydning; moralsk eller materiell støtte som gir trygghet eller sikkerhet.
Seid
Heksebrygg, trolldomsdrikk.
Skakkekledeskappe
Skakkeklede er en eldre betegnelse på et hodeklede.
Skillingslys
Skillingslyset var det billigste talglyset som var å få kjøpt.
Snyte
Å snyte et stearinlys var å knipe av den brente veken.
Stodderkongen
Stodderkonge, eller stodderfut, var en betjent som skulle jage omstreifere ut av byen eller prestegjeldet, hvis de var fremmede, eller å føre dem til nærmeste tukthus.
Sunt
Iflg. Elisabeth Welhavens egen fotnote: Formodentlig af det tydske Zunft, Laug
Svartedroppe
Kaffe
Sælebot
God gjerning.
Tettet
De hvite damaskgardinene som tettet for vinduet i likstuen.
Tregeligt
Ergerlig eller forargerlig.
Usnytt skillingslys
Å snyte et stearinlys var å knipe av den brente veken. Skillingslyset var det billigste talglyset som var å få kjøpt.
Uttunget bord
En bord i tungemønster
Åttedagsur
En klokke som kunne gå i en uke uten å måtte trekkes opp.