Klokkeren og hans sønn

Af de Bygninger i Bergen, hvortil der har knyttet sig historiske Minder, er nu kun enkelte tilbage. Bille Kirkebryder og andre saadanne Ufærdsmænd har sørget derfor, og man kan ikke uden Harme tænke at de prægtigste Oldtidsminder i Kyrres stolte Stad skulde synke i Grus for Røverhaand.

Der stod for lang Tid tilbage et og andet gammelt hus, som i henfarne Dage havde været Bolig for rige eller højtstillede Personer; men naar en af disse Bygninger tog til at forfalde, blev den i Regelen ubeboet og uden Tilsyn, saa Tidens Tand efterhaanden gav den Ruinens Mærke. Alskens Nattesværmere i Menneske- eller Dyreskikkelse søgte i de store aabentstaaende Kjældere sit Skjul og Hvilested, og der stod en Skræk af disse gamle Skramlebur. Det var dog meget interessant at vandre om i de øde Værelser; thi hvor levende vaktes ikke derved Forestillingen om de svundne Tider! Ved det første Skridt I den brede Gang eller Forsal fremkaldte de høje buede Døre og tavlede Gulve af polerede Marmorstene en Forestilling om gamle Dages Herlighed. Naar man saa traadte ind i de store højtloftede Stuer til begge Sider af denne Gang, fik man ved Synet af de pragtfulle endnu straalende Gyldenlæders Tapeter, de fantasirige Basrelief-Figurer i Loftet, og de udzirete Kroge og Gulv klart Begreb om de Dages Luksus og Hygge. Ja man kunde ligesom i Aanden skue den stolte Husfrue i den stive damaskerede Adrienne og de højhælede baldyrede Silkesko skride med Anstand henad dette Gulv, og hendes Ægteherre siddende derhenne i Krogen i sin højryggede Ruslæders Lænestol, iført Fløjelskjole og puddret Paryk. Ak, nu sad den sorte magre Husedderkop der i Krogen midt i sin Væv, og holdt paa at sulte ihjel af Mangel paa Fluer.

Standsfamilier levede gjerne i den Tid i fornem Indgetogenhed, og Husets Damer viste sig i Regelen kun ude i Byen ved enkelte Anledninger; thi en Husmor fra de Dage satte sin højeste Ære i det at fortjene Navnet Hustro. Til slige ødestaaende Huse var altid fæstet en eller anden Historie; snart var Hovedfiguren i en saadan en gammel stolt Hanseat, som holdt en Pebersvend fangen i de skumle Kjældere, fordi han havde dristet sig til at hæve sit Øje til den mægtige Herres dydzirede Datter; at denne strenge Hanseat og Svenden gik igjen, var der ingen, som betvivlede. Men der var endogsaa dem, som forsikrede, at de ved Maanens blege Skin havde seet Hanseatens Gjenfærd forfølge Pebersvendens i de øde Haller. Ligeledes fortaltes om Munken, hvis Messer lød i de stille Nætter, osv. Gjengangere spillede bestandig vigtige Roller i hine Fortællinger. En slig folketom Bolig var for de bergenske Tjenestepiger en sand Tumleplads for deres Fantasi og en utømmelig Kilde til Ammestuehistorier.

Paa en Alminding i Nærheden af Tyskebryggen laa et af hine bedagede Huse. Det var af Mur, og denne var stærkt skimlet og graanet. Husets store Tag laa knugende over de lave Vinduer, hvis smaa Ruder var indfattede i Blyrammer. Det fortaltes, at denne Bygning engang i Tiden havde været et Graabrødre-Kloster, og de favnetykke Mure og dybtliggende Vinduer gav den ialfald et klosteragtigt Udseende. Den Tid, her er Tale om, var de skumle Rum indrettede til Skolebrug og Bolig for Klokkeren i Tyskekirken. I anden Etage var vor Klokkers Hjem indrettet. Denne Mand besad tiltrækkende Egenskaber. Han var for sin Tid sjelden oplyst, og hans edle Sind aftegnede sig i hans Ydre. Han var født Tysker og i høj Grad yndet af den Menighed, hvortil han hørte. Det Baand, der havde omsluttet det hanseatiske Samfund, brast ikke hos deres Efterkommere; thi gjennem Tiderne har den i Bergen værende tyske Slægts vide Forgrening holdt sammen, lig Vækst fra én Rod. Menigheden, som hørte til Tyskekirken var næsten som en Familie, der med Alvor deltog i hinandens Ve og Vel, og der var en Slags Frimureri mellem dem, som har vedligeholdt sig lige til den nærmeste Tid. Enhver, der har traadt ind i deres Gudshus, Sankt Mariækirken, har visstnok følt sig greben af det hellige alvorsfulde Præg, der hviler over det i gammeltysk Stil byggede Tempel. De forældede mørke Billeder, som hænger omkring i Skibet, forestillende Martyrscener og lignende gruopvækkende Fremstillinger, bidrager ikke lidet til at give Kirken et karakteristisk Udtryk. Prækestolen er et helt Billedværk af Træskjærerkunst, hvoraf der ogsaa er meget at se paa Alteret. Dette bærer i det hele et Mærke af den katholske Gudstjeneste. Kortsagt, denne ærværdige Kirke har lige fra Indgangsdøren til det høje Alter en andagtvækkende Magt.

Klokkeren havde i flere Aar været Enkemand og han ejede et eneste Barn, en Søn, som var hans Øjesten. Men den tolvaarsgamle Gut havde Karakter og Væsen, der kunde vinde Andre end en Faders Kjærlighed; thi han var indtagende som faa og klogere end de fleste. Den stadige Omgang med Faderen udviklede en tidlig Modenhed i hans Sjæl og gav hans lyse Barneansigt et tankefuldt Udtryk. Hans store Ømhed for Faderen lod ham ingensinde forsømme at varetage Alt, hvad der kunde gjøre Hjemmet behageligt for denne, saa Klokkeren savnede aldrig de smaa Bekvemmeligheder, hvortil han havde vænnet sig, men fandt dem ved Haanden til rette Tid og Sted. Kammeraters Overtalelser eller tilbudte Fornøjelser kunde ikke friste ham til at forsømme et eneste Minut af den Tid, han plejede at sidde hos Faderen. Og saa kan man nok forstaa, at dette Barn var for ham en Solstraale, som oplyste det mørke Hus, og hvis Selskab han ikke kunde tænke sig at savne.

Klokkerens lille Husholdning blev bestyret af en gammel Pige, der fra sin første Ungdom havde været i Familien. Hun hørte til de ægte bergenske Tjenestepiger fra de Dage, lige urokkelig i at overholde gamle Skikke som henfalden til Overtro, og sit Husbondsfolk tro med Liv og Sjæl. Hun stellede Huset med prisværdig Nøjagtighed, det var næsten ligesaa umuligt at faa hende til at Vige en Haandsbred fra den fastsatte Regel, som at faa Fuglen fra at bygge Rede. Den vante Husskik var hende en Troesartikel, og Ugens Spiseseddel maatte overholdes, om det saa skulde gaa gjennem Ild og Vand. Paa den saakaldte «døde Fiskedag», kom ingen Fisk i Hus, medmindre den havde udstridt, og paa den levende Fiskedag maatte den sprelle lige til Gryden. Hendes Kjøkken var mønsterværdigt, Kobber og Messingtøj skinnede saa rundt Væggene, at man kunde spejle sig deri, Gruehellen var blank som poleret Staal, paa Mantelen paraderede Messing-Lysestager, og det sandstrøede Gulv var fejet i de dejligste Flammer.

Moden afskyede hun og ansaa det for en Syndegjerning at følge dens Bud. Naar hun paa sin Gang i Byen saa sig omgiven af moderneklædte Medmennesker, rystede hun paa Hovedet og mumlede om Verdens Fordærvelse og Daarlighed. Selv gjorde hun omtrent det samme Indtryk som et gammelt Aarstal, der leder Tanken hen til en forlængst svunden Tid. Det rundladne Ansigt mindede om et vintergjemt Æble, hvis sammenrynkede Skal bærer Mærke af svunden Farve. Dette egne Ansigt blev næsten begravet i hendes Hovedtøj, der bestod i en mørkblomstret Silkekyse, omgivet af et hvidt Lin, der paa en nonneagtig Maade sad hende dybt ned i Panden. Hendes Øvrige Dragt bestod i en mørk Kattuns-Trøje af et meget forældet Snit og et sidt bredt sort Bombasins-Tørklæde, der spændte sig om den magre Figur som et Futteral. Naar saadanne gammeldags Skikkelser traadte frem i Byen, opvakte de baade Frygt og Interesse hos Børnene, som da gjerne nysgjerrig fulgte dem i behørig Frastand. Men disse Efternølere var ogsaa lige fra Ansigtet en hel Støbning af en henfaren Tid.

Det egne skumle Hus, hvori Vibekke, den gamle Pige, residerede, bidrog betydelig til at forstærke hendes Hang til Overtro, der var halvt inde paa det religiøse Omraade. I de mørke Hok og Gange havde hun sine Gjenfærd; hvert Spøgelse boede som fast og uopsigelig Logerende i sit bestemte Rum, og paa det store Loft havde Nissen sit Paulun. Til den brugte hun et eget Sprog, og aldrig forsømte hun at sætte Yndlingsretter til den. Naar hun hentede tilbage det velslikkede Fad for at forsyne det paa nyt, kunde hun sige: «Ak jøssesbevare mig for en Appetit han har, saa liden han er»; hun anede naturligvis ikke, at Rotterne var hendes Gjæster. Og disse Fredløse levede paa Loftet rene Herredage. Lød deres Ramlen over hendes Hoved, mente hun det var Nissen, som holdt Udfejelsesfest, og at den ogsaa havde sit Kors i denne Verden. Om Aftenen, naar hun sad i sit Kammer, kunde man ofte høre hende anraabe hine indbildte Væsener om Beskyttelse for det, som var hende dyrebart paa Jorden. Og ingen Katholik kunde nære større Ærefrygt for Helgenbillederne end hun for sine Skygger. Den gamle Pige havde særdeles meget at varetage i det store Hus, hvor hun førte den lille Menage. Hendes Maner, at tale højt med sig selv, oplyste, hvor sindrigt hun indrettede sine mange Gjøremaal, og hun vanskjøttede hverken sine virkelige eller indbildte Omgivelser. Til den sildigste Aften lød hendes slæbende Fodtrin knirkende paa de sandstrøede Gulve, hvor hun gik om for at se baade Levende og Døde vel beskyttede til Natten.

Hvor forunderlig kunde ikke Tilværelsen i hin Tid arte sig! Kanske mere egen i Bergen end paa de fleste andre Steder, fordi dette dengang afstængte Folkefærd havde udviklet sig saa ganske paa egen Haand. Der toges i den gamle Tid, og tages maaske endnu i vore Dage, formeget Hensyn til, hvad der kaldes passende. Især gjaldt dette Kvinderne, og i det Stykke var Anskuelsen temmelig borneret.

I hine Dage var de Kundskaber, som fandtes nødvendige for Husets Døttre, knapt tilmaalte, og deres Aand blev derved omtrent paa samme Maade indklemt som deres Legeme i det med Jernstænger besatte Snørliv, og mangen rig Natur skjød derfor kuet frem, lig Planten, der har faaet for snever Plads til Vækst. I Regelen blev der ræsonneret omtrent saaledes: Moderen er kommet til Maalet paa den Maade, hvad behøver saa Datteren mer for at naa frem til Husmor? Og hvor mangen begavet Kvinde maatte ikke i disse Dage stænge for de Evner, som ikke gik i Retning af Naal og Kogebog? Thi hun Vilde ganske sikkert blevet anseet for en Afart blandt sit Kjøn, om hun havde prøvet de givne Vinger til Flugt over den Sfære, hvortil hun blev henvist. En saadan kuet Aand søgte da mangen Gang hen til det Overnaturlige, og Fantasien tog sine Syner fra Aandeverdenen. — Den store Ærefrygt og Kjærlighed, den Tids Mennesker bar for Liget af en kjær Afdød stansede ikke ved Graven; nej, dets Skygge maatte omsvæve Hjemmet, og Visheden herom bragte baade Frygt og Tilfredsstillelse; men mangen En saa sig syg paa disse indbildte Gjengangere, og Synerne blev en Vægt, der gjorde Gangen tung og Sindet mørkt. Et sligt usundt Drømmeliv, hvortil især Kvinderne henfaldt, aftegnede sig i Væsenet og lagde en Skyhed i deres Fremtræden; men den Slags Uvæsen svandt med Overtroen.

I hine Spøgelsesdage gik der omkring i Bergen adskillige halvfjantede Mennesker, der ikke var saa langt fremme i Galskaben, at Byens Fædre fandt det nødvendigt at stænge dem ind i den skrækkelige saakaldte Daarekiste. Slige omvandrende Stakler kaldtes i Regelen Tusser, og saadanne arme værgeløse Mennesker, som vaklede paa sit Livs Vej, lig hjælpeløse Smaa, blev næsten altid et Bytte for Gadegutter og andre Spilopmagere. Enkelte af disse Ulykkelige udpegedes særlig som «Fremsynte», og af en saadan Person stod der en uhyggelig Gufs; og selv de mest nærgaaende Gabere holdt sig i behørig Afstand, naar de nysgjerrigt beskuede disse sælsomme Skikkelser. En af de mest udprægede Personer af den Slags var en gammelagtig Mand. Han gik under det skrækkelige Navn «Dødningedansen», og denne mystiske Skikkelse var et meget frygtet Byspøgelse, som man maatte være en stærk Aand for at turde nærme sig til; og han omgaves ogsaa af en sand Uhyggens Atmosfære. Han havde engang været en kjæk Matros, men et Skibbruds Rædsel havde omtaaget hans Sjæl. Altid var han iført sin Sjømandsdragt, og naar han skred frem i denne yderlig luvslidte Dragt, lignede han et paaklædt Skelet. Klæderne slang om hans lange Legeme, og den gamle blanke, bulede Hat vaklede paa hans skaldede Hoved. Saadan gik den stakkels Forliste om som Byens Dødssejler. Viste han sig om Dagen, hvilket meget sjelden skeede, hylede alle Gadens Hunde, hvorpaa de luskede bort med Halen mellem Benene, og Børnene, som legede paa den Vej, han betraadte, fløj paa hinanden for at komme til Hus saa snart som muligt. I et Nu blev der Øde omkring ham, og han sneg sig som en Forskudt gjennem den folketomme Gade. Sagnet gik — Mange troede det at «Dødningedansen» maatte til et bestemt Klokkeslet ved Nattetid møde frem paa Christi-Krybbe Kirkegaard, til Dans med de Døde. Dette var vistnok den arme Sindssvages fikse Ide; thi hans Kone forsikrede, at han paa ingen mulig Maade kunde holdes i Hus efter Klokken 11.

Gik han paa denne sin sælsomme Vandring forbi et eller andet Hus, fra hvis Vindu i første Etage han saa Lys, kunde det stikke ham at stille sig udenfor og strække sit Hoved over de dengang brugelige Halvgardiner. Var det da i et Sygeværelse, Lyset brændte, og dette ligblege, gruopvækkende Ansigt pludselig viste sig over Gardinet paa den mørke Baggrund, da var det rimeligt nok, at den Syges Død derved blev fremskyndet, og at mangen Frisk blev syg; thi Faa betvivlede, at den, som Dødningedansen kastede sit dunkle, omtaagede Øje paa, var feig; han kunde ligesaa gjerne straks gjøre sit Testament. Hvor forunderligt det end kan synes, at ret fornuftige Folk kunde hengive sig til saadan Overtro, saa maa man huske paa, at flere af den Tids Mennesker var stillede i saa snevre Forhold, at Tankerne saa at sige forkrøbledes. Og dertil kommer, at det bergenske Folk havde et ganske særeget Anlæg til at udmale Skrækkebilleder.

Et af de større Værelser i det gamle Hus var blevet indrettet til Dagligbrug for Klokkeren. Dette skulde i gamle Dage have været Munkenes Bibliothek. Her havde de hedengangne Brødre siddet fordybede i de store Folianter. Nu havde Malerkosten bortstrøget ethvert klosteragtigt Spor. Den med dybe Kroge forsynede Sal hørte just ikke til de lyseste; men den var nu tilstelt med de tiltrækkende Bekvemmeligheder, som gjør et Hjemliv saa hyggeligt. Den magelige Lænestol, hvori sædvanligvis Klokkeren sad, stod foran et af hine gamle, kunstmæssig udskaarne hollandske Egeborde. Paa dette laa blandt mange Bøger en sølvspændt Bibel og en Konkordants. Et massivt Messing-Skrivestel var anbragt midt paa Bordet. Det forestillede en Tiggermunk, hvis Hoved sindrigt var indrettet til Blækhus. Naar Klokkeren sad foran dette Bord, kunde han godt have været afbildet som en grublende Lærd; thi hans hele Person bar Præget af Alvor og Kløgt. Længere nede i Salen havde Sønnen sin lune Krog, hvori hans Smaasager var opstillede, og over denne Vraa laa hele Barnesmagens brogede Kolorit. Værelsets Vinduer vendte ud mod Almindingen. Helt op over denne stod de prægtigste gamle Lindetræer, hvis frodige og skyggefulde Løvtag gav det friskeste Sommersyn midt i Byen. Mellem disse, paa sine grønmalede Bænke, førte Familierne gemytligt sit Friluftsliv. Der sad de værdige Mødre med sit «Spøttety» 1, medens de rappe Tunger – og en bergensk Kvindetunge er den rappeste i Verden – gik omkaps med Strikkepinderne; der røgte Fatter, iført Slobrok og Nathue, sin Aftenpibe, under Sang af utallige Fugle, som havde sit trygge Hus i de tætte Kroner.

Hvor tiltrækkende var ikke dette Hjem, som Fader og Søn udfyldte! Kom man først indenfor dets Hegn, følte man det Velbefindende og den Tryghed, som Nærværelsen af ædle Mennesker bringer.

Blandt de mange unyttige Sorger og Kvaler, som den gamle Vibekke skabte sig, var den, at hendes kloge Husbond kun skulde være Klokker, skjønt han var skabt til Præst; men efterat hun mangen god Gang havde grublet sig mødig paa, hvorfor det ikke var skeet, trøstede hun sig med Haabet om, at hvad Faderen ikke havde rukket til i denne Verden, skulde Sønnen naa, og hvilke brændende Bønner opsendte hun ikke om, at hun maatte opleve den store jordiske Glæde at faa se sin Kjæledægge i Samarie!

Naar Klokkeren gik ud, iført sin dengang brugelige Embedsdragt, der bestod i en sort trekantet Hat og en Indretning af sort Taft, som var fæstet til Kjolekraven og faldt i Folder nedad Ryggen, lignende en halv Præstekjole, kunde den ærekjære Vibekke blive staaende i Gadedøren følgende ham med Øjnene, ganske imponeret af hans Værdighed, og ved en saadan Anledning rystede hun paa Hovedet og udbrød lydeligt:

«Ak Herregud; han er ikke kommen paa sin rette Hylde i denne Verden; saadan en Mand skulde være løftet højt paa Ærens Trappe!»

Men deri havde hun ogsaa Ret; thi indenfor dette fine, kloge Ansigt gjemtes Tanker, som kunde have oplyst videre Veje end dem, han var sat at betræde. Den gamle Pige regnede det til de gladeste Stunder, naar Ernst, det var Sønnens Navn, besøgte hende i hendes lille Kammer. Da fik hun det travlt med at udfinde den bedste Plads for ham og gjøre ham det rigtigt hyggeligt; Hønen gaar ikke oftere rundt i sit Rede for at stelle det bekvemt for Kyllingerne, end hun gjorde for at faa sin Yndling godt placeret; det lyste ved en saadan Anledning i hendes traurige Sind, og hun kom i sit rette Fortællerhjørne. Med hvilken iver førte hun ham ikke ind i sin Spøgelsesverden! Derved følte hun sig ligesom frigjort en Stund fra at være ene med Skyggerne.

Men Ernst var under hendes Historier mer en lagttager end en Troende. Hans sjælfulde Øjne hvilede paa det gamle, fromme Aasyn, hvorover Synernes Mørke rugede, og det forekom ham, som om han sad i en bedaget Nonnes Celle og lyttede til hendes Klosterlegender.

Nu og da afbrød han hende, idet han forsøgte at oplyse hende med Hensyn til den indgroede Overtro.

«Jeg,» kunde han da sige, «vil altid være overbevist om, at der hverken i dette Hus eller paa nogetsomhelst andet Sted er Gjenfærd at se; thi aldrig er saadant kommet for mit Øje.»

Vibekke rystede ved slige Ord paa Hovedet og svarede ganske fornærmet:

«Nej, Barneøjet formaar ikke at skue ind i det Forborgne, og Verden er nuomstunder saa bagvendt, at den Unge tror sig visere end den erfarne Gamle.»

Men saa skyndte hun sig at stryge ham med Haanden over Kinden, angst for at have talt for haardt, og skuede ham mildt i Ansigtet, idet hun udbrød:

«Ak, du er alligevel mit Balsamhus og Sukkerlam, og ikke ejer den syndige Verden et bedre Barn end dig;» hun hævede sine foldede Hænder over ham og sagde: «Jeg ved du skyr bort fra den Vanartiges Vej, og Gud lønne dig for den Glæde, du har bragt mit vankelmodige Sind; thi jeg ved, du har overholdt min Formaning og dødet din Lyst til at vandre Krok eller spille Kiksert og Klink derude paa Pladsen, hvis Jord er opblandet med fler end Ens højværdige Støv, og Herren bevare mig for, at det nogensinde skulde gjebøre sig! Jeg har sagt dig, mit kjære Barn, at den Ligsten, som er derude at se, og hvorpaa den højsalige Domprovsts Navn staar at laese, maa holdes højt i Ære, og det Vilde blive en stor Pønitens, om min syndige Fod i sin Uagtsomhed skulde træde paa den; du vil ogsaa vogte dig derfor; thi den Døde har sin Hævn, og for Ligsvek og for Tussedom er ingen Urt vokset.»

Klokkeren havde forgjæves betydet den Gamle, at hendes Spøgelseshistorier kunde have skadelig Virkning paa Sønnen; men heri var nu ikke Vibekke enig med ham, hun var fastbunden til sin Gjengangerverden, urokkelig som den gamle Kat til Huset. Indsugede Ernst lidt af Overtroens Gift ved hendes Omgang, saa virkede Faderens oplysende Tale som Modgift. Denne kunde, naar Sønnen meddelte ham hendes Fortællinger, smile ad den gamle Piges Kav og Bal med Spøgelser.

«Jeg har,» sagde han ved en saadan Anledning, «gaaet mangen sildig Aften og Nat over Kirkegaarden og gjennem Kirken for at hente de hellige Kar, naar Præsten til den Tid blev hentet i Sognebud, men aldrig har en Skygge vist sig for mit Øje; men disse skabes ogsaa kun af dem, der ikke vil se klart, og uden Sjæl kan ikke et Menneskelegeme bevæge sig, og den vil ikke stige ned fra sin Himmel og iføre sig Jordens usle Form.»

Sønnens straalende Blik fæstede sig paa Faderen, hvis Ord var ham et Evangelium.

Saaledes sad begge en sildig Novemberaften fordybede i Samtale. Klokkeren var ikke i sit Æs denne Aften. Talglyset, der brændte i Messingblakkerten, blussede med forsterket Flamme fra den sidste Stump og belyste med sit usikre Skin Fader og Søn, men naaede ikke ud i Værelset, hvorover Mørket rugede. Bag den store Ovn peb Sirissen, og under den malede Katten; begge Vilde de sige: her er godt og varmt og koseligt. Og de havde Ret.

Idet Ottedagsuret henne i Krogen slog de elleve Slag, rejste Klokkeren sig for at følge Sønnen til hans Seng; men pludselig lød Dørhammerens stærke Banken gjennem Natten. Begge fôr sammen ved denne Lyd, men saa skyndte Ernst sig ned for at lukke op.

Da Gadedøren var aabnet, skimtede han et blegt Ansigt gjennem Mørket, og en dyb Røst sagde:

«Bed Klokkeren bringe de hellige Kar til Præsten; der er en Syg, som skal have Sakramentet.»

Da Sønnen bragte denne Besked, beredte Faderen sig straks til at gaa til Tyskekirken, i hvis Skab bag Alteret Kalken gjemtes. Men da stillede Sønnen sig foran Faderen og sagde med fast Stemme:

«Du skal og maa ikke gaa ud i den fugtige Nat; giv mig Lov at udføre dette Ærinde.»

Klokkeren blev et Øjeblik staaende tvivlraadig med Blikket ømt fæstet paa det klare Barneansigt, og idet han besluttede sig til at ville lade Sønnen prøve sit Mod, trykkede han ham til sit Bryst og sagde med usikker Stemme :

«Du kjender mit varme Ønske, at mit eneste Barn engang skal blive Præst, og en Kirkens Tjener maa være uden Frygt, og Guds Hus for ham en Helligdom, bag hvis Tærskel han hverken ved Nat eller Dag tør frygte noget Ondt.»

Derpaa vedblev han med et Blik, der ligesom vilde traenge dybt ind i Barnets Sjæl:

«Føler du dig da stærk nok, min dyrebare Søn, til at træde ind i Kirken paa denne Tid, saa gaa i Guds Navn!»

«Ja,» svarede han, «du har selv lært mig, hvorle’les jeg skal se, og at Natten kun fremkalder Skrækkebilleder for det omtaagede Øje.»

Klokkeren tændte derpaa Lyset i Lygten, som han selv var vant at benytte ved saadan Anledning, idet han rakte Sønnen den store Kirkenøgel og Lygten, sittrede hans Tlaand, og hans Ansigt blev dødblegt. Han fulgte ham derpaa til Gadedøren. Her kyssede han Sønnen, og hans Øjne fyldtes med Taarer, da han udbrød:

«Gud være med dig, min brave Søn!»

Ernst traadte ud i den bælmørke Nat med faste Skridt. Byens Oplysning var i den Tid i en ynkelig Tilstand: hist og her spruttede et surt Spædelys i en af de uklare Lygter, der var stillede paa de langt fra hinanden staaende Pæle; men ved Nattetid havde ethvert Lys udstridt.

Klokkeren blev staaende tilbage i Gadedøren; hans brændende Blik søgte Sønnens Skikkelse, der svandt i Mørket. Ikke en Luftning viftede gjennem Rummet, og Gravens Tysthed laa over Byen; kun Lyset fra den Lygte, Sønnen bar, glimtede som en Ledestjerne. Klokkeren grebes af en navnløs Angst, da dette Lys ogsaa forsvandt, og han vaklede paa sin Tærskel. Det blev ham umuligt at gaa ind; det elskede Barn trak ham med magnetisk Kraft, og han maatte følge; han listede sig varligt efter. Han strakte Armene ud, som for at tage ham tilbage; men ingen Lyd kom over hans Læber. Isen binder ikke stærkere Bølgeskvulpet end Angsten hans Stemme; thi han vidste, at enhver Kalden kunde virke til Fordærvelse. Han sneg sig derfor lydløst efter. Han gled som en Skygge langs Husvæggene, og hans Øje hang ved Lyset fra Lygten, der blev ham som et Fyrblink for den vildfarende Sejler. Imidlertid gik hans Barn rolig gjennem Gaden, som førte til Tyskekirken, holdende Lygten i den ene og Kirkenøglen i den anden Haand, skuende frejdigt ud i Mørket, i lyksalig Vished om, at den kjære Fader sad ventende i sin lune Stue, og lidet anende, at denne fulgte ham i faa Skridts Afstand.

Da Ernst havde naaet Kirkegaardsporten, stansede han en Stund, som for at samle Mod. Han havde kjækt vandret gjennem Mørket, der skjulte ham for de levendes Verden, lig en ung Ridder til sin Kirkevagt; men han følte, at det var noget helt andet ved Nattetid at betræde den Jord, hvorover Dødens Alvor ruger. Vibekkes Spøgelseshistorier sneg sig i denne Stund gjennem hans Sjæl, skjønt han hjemme tappert havde modstaaet deres Magt. Klokkeren støttede sit vaklende Legeme til Kirkegaardsgjærdet. Herfra stirrede han aandeløs paa sit elskede Barn, over hvis Ansigt der faldt et Lysstreif fra Lygten. Han var usædvanlig bleg, og de blanke, mørke Øjne syntes at udvide sig, idet de gled henover Gravene, som for med en Gang at tage et fuldt Syn af Monumenterne, der lig Gjenfærd skimtedes gjennem Mørket. Og ikke mange Skridt bag ham stod Faderen, der ikke turde udtale et Ord eller udstrække en frelsende Haand. Bittert angrede han sin Ubetænksomhed i at ville prøve sit tolvaarsgamle Barns Mod, og da han saa ham ile over Kirkegaarden og stanse ved Kirkedøren, var det, som om Jorden sank under ham; hans Fødder nægtede ham sin Tjeneste, og han vaklede efter Barnet og sank sammen ved Kirkehjørnet. Da Nøglens Omdrejen i Laasen og den aabnede Dørs Knirken gjentoges rundt omkring ham, og Sønnens første Skridt lød paa Kirkegulvet, kastede Klokkeren sig knælende ned ved den aabentstaaende Dør, han følte sig som den Fordømte, der ikke turde stige over Kirkens Tærskel, og en mer brændende Bøn har vist ikke lydt i dette Tempel end den, Faderen opsendte om Beskyttelse for sin Søn.

Længe dvælede han, inden det var ham muligt at kaste et Blik gjennem Kirken; Sankt Mariæ Kirke var i denne Stund kun for ham som et ugjennemtrængeligt Mørke, hvorfra han med higende Begjær søgte et Lys, det, der skulde vise ham hans Barn. Snart befriedes han fra sin Angst; Lyset gled frem bag Alteret, skinnede ham imøde som en Frelsens Stjerne. Med de hellige Kar i sin Haand ilede Sønnen ned ad Kirkegulvet, og da de hurtige Skridt lød for Faderens Øre, flygtede han med en Ynglings bevingede Fjed og naaede hurtigt sit Hjem, hvor han snart modtog den trofaste Søn i sine Arme.

Aar var gledne over hin Begivenhed; meget Vand var løbet til Stranden siden den Gang. Klokkerens Haar var bleven hvidere, og Sønnens sortere. Han havde hæderlig fuldendt sin Skolegang og var færdig til at rejse til Kjøbenhavns Universitet. Afskedens vemodige Øjeblik var forhaanden. Paa Skibet, der skulde føre ham til det fremmede Land, stod Sønnen, udstrækkende Hænderne mod Faderen, der forladt blev staaende tilbage paa Bryggen. Klokkeren skjulte sit sorgfulde Ansigt i Hænderne, da den kraftige Bør fyldte de hejsede Sejl, og Skibet strøg afsted. Det Savn, Klokkeren følte, medens Sønnen var borte, kan Enhver forstaa. Han var lig Træet, hvis Blade hænger, naar det med Stammen sammenvoksede Rodskud voldsomt oprykkes. Mangen Aften sad han ensom paa sit Værelse, bøjet under Savnets Smerte. Den ophøjede Fred, som betegner et dybt indre Liv, laa som en Aftenstilhed over ham. Da kunde gamle Vibekke, naar hun kom op for at dække Bordet til hans enlige Maaltid, forsøge at trøste ham.

«Ak,» sagde hun ved en saadan Anledning, «nu har den kjære Gut været borte i Aar og Dag, men ikke har jeg i al den Tid havt nogensomhelst Vanlykke eller Udom paa det, jeg er sat til at have under mit Tilsyn, og det er et sikkert Tegn paa, at der intet er i Vejen. Ja, mine gamle Øjne har mangen Gang stirret sig træt paa Lyset for at se, om det har krøllet Høvlespaaner, men det har saamen brændt glat til sin Ende, og ikke har Pusekatten lagt sig langs Gulvfjælen, ej heller Ulykkesfugle siddet paa Taget, og aldrig slaar det fejl, at saadanne Ting varsler Fejgd i Familien.»

Et svagt Smil spillede paa Klokkerens Ansigt ved disse Trøstegrunde.

«Ja, min gode Gamle,» sagde han, «jeg ved, at du deler mit Savn, og vi føler begge den store Tomhed, min Søn har efterladt.»

«Ak ja,» udbrød Vibekke og tørrede de strømmende Taarer med sit Forklæde, «Søvnen er mangen Nat veget fra mine trætte Øjne af bare Frygt og Bæven for det kjære Barn; thi hvem skal dog i det fremmede Land vogte ham for Underfundighed, Komedianter og Stratenrøvere og al den Babels Forvirring, som findes i den syndige Verden?»

Klokkeren forsøgte at berolige den fromme Piges Frygt for slige Skrækkebilleder, men hans Forestilling slog ikke til.

Det var Palmesøndag. Fra Tyskekirkens Taarne kitnede Klokkerne til Højmesse, og Menigheden vandrede til Kirke. Blandt den udprægede sig særlig en Kvindeskikkelse. Hun holdt sig rank; men hendes Hoved rystede stærkt. Andægtig skred hun frem som en Prælat i en Procession. Hendes Dragt, som Moden ubønhørlig havde strøget Streg over, var en kort saakaldet Kappekaabe af kirsebærrødt Damask, kantet med Hermelin om Hals- og Armehuller; dens skarpe Folder vidnede om, at dette Pragtstykke havde ligget længe ubrugt paa Kistebunden. Et saadant var gjerne et Arvestykke efter Madmoderen; paa Hovedet bar hun en skjær og hvid Skakkeklædes-Kappe.

Da denne højtidsklædte Person var traadt faa Skridt indenfor Kirkedøren, blev hun staaende der med Øjnene fæstede i en lang Beskuen af den unge Præst, som knælede paa Alterskamlen, medens Bønnen lød. Taarer strømmede nedad de rynkede Kinder, og hun hulkede lydeligt. Da Orgelet brusede og Salmen istemmedes, vaklede hun hen til en Bænk. Hun sank ned paa den, og Hovedet bøjede sig mod hendes Bryst. Den Slags Glæde, Vibekke følte (thi hende var det), griber stærkt som en stor Sorg. Alle hendes Syner var vegne i denne hellige Stund, og kun ét straalede for hendes Øje, og det var hendes kjære Barn, som stod der lys levende, iklædt Præstekjole, for hende Verdens bedste Klædebon.

Klokkeren havde stridt paa denne Dag for at vedligeholde sin Fatning. Han var meget bleg, da han under Sangen sad i Kirkestolen, og en Taare gled af og til nedad hans Kind. Da Messen skulde udføres, gik han med usikre Skridt og foldede Hænder henad Koret. Der, ved Alteret, stod hans elskede Søn som Præst. Hans højeste Ønske paa denne Jord var blevet opfyldt. Og selv skulde han første Gang iklaede ham Messedragten. Da han kom op til Knæfaldet, maatte han støtte sig dertil; en Sitren drog sig om hans Mund, og han lukkede sine Øjne. Men med en Kraftanstrængelse tog han sig sammen og steg med faste Skridt frem til Alteret. Men da han havde hjulpet Messeklæderne paa ham, svigtede hans Kraft, og forglemmende alt omkring sig, udbredte han Armene, trykkede ham til sit Bryst, og udbrød:

«Gott segne dich, mein Sohn!»

Et svagt Skrig lød henne i Kirken, Vibekke var falden i Afmagt.

Ingen af Menigheden tog Forargelse af det Skeede, men følte sig greben af det Ophøjede i denne Scene.

Madamen
Klokkeren og hans sønn
Likstuen
En gammelbergensk sankthansaften
Jomfruen
En erindring fra kysten
Menuettdanserinnen
Gammelt bergensliv
En plassertur i Bergen
Lydia Rademacher
Sælsomme folk