Fortellingene

Sælsomme folk

Opholder man sig en Tid paa Øerne nogle Mil fra Bergen, mærker man snart, at den almindelige Rejsebefordring, som kan skaffes, er ubekvem baade til Lands og Vands. Med Kjendskab til de der brugelige Befordringsredskaber bliver man dog snart fortrolig dermed. Men da jeg første Gang fra Radøen, hvor jeg havde opholdt mig nogle Uger, skulde begive mig paa en Tur til Bergen i en af de smaa Strilebaade, ansaa jeg det for et Vovestykke; thi jeg vidste, vi maatte over et Par stride Fjorde. Jeg havde under mit Ophold paa Øen med Forbauselse seet de saakaldte «Føringsbaade» med det enkelte Raasejl stride sig frem gjennem høje Bølger; ved en saadan Sjøgang kunde intet af Baaden sees, og det lignede mer en stor Fisk, der stak sin Finne opover Bølgeryggen, end en sejlende Baad. Da jeg derfor havde besluttet at drage til Byen i et saadant Trug, ansaa jeg mig for at være meget modig; men da jeg naaede Bryggen, hvorved det lille Fartøj laa, maa jeg bekjende, der ikke var stort igjen af min Tapperhed. Synet af de tvende Baadførere, der sad ubevægelige hver paa sin Tofte, var heller ikke opmuntrende. Begge var skindklædte fra Hoved til Fod og glinsede af Væde. I denne Dragt maatte man tro, at de netop var opstegne fra Fjordens Bund, og det saa sandelig ud til, at disse Havmænd Vilde føre mig derned igjen. Jeg spurgte straks, hvorfor deres Klæder var saa vaade, skjønt det ikke havde regnet den Morgen.

«Aa,» blev der svaret, «alt vasket er vaadt, før det tørker.»

Ansigterne kunde jeg ikke se for de bredskyggede Hatte. Præsten havde sagt, at mine Skydsmænd

hørte til Sognets flinkeste Sjøfolk en meget trøstelig Anbefaling. Da jeg var kommen ned i Baaden,

begyndte begge, idet de mumlede om «Pargas og trang Sess», at tilberede mig en Plads, hvorpaa jeg

sad godt. Da vi drog fra Land, fik Baaden en pilsnar Fart for de kraftige Aaretag. Jeg fik nu se deres Ansigter, hvergang de strakte sig tilbage. Begge var ældre Mænd. Den, der syntes ældst, havde et alvorligt, klogt Ansigt; det lange, hvide Skjæg bredte sig udover hans Bryst. Den anden havde ogsaa

stort Skjæg og et tiltalende gemytligt Bukkefjæs. Hans dybsindige Øjne saa til Havs, som for der at

tyde Dagens Vejr, og idet han tyggede sin Skraa, og Skjægget derved bevægede sig op og ned, var

det, som om jeg saa en drøvtyggende Gjed, og jeg var nærved at klø ham i Skjægget og sige: «stak-

kels Killebukken!»

Da vi drog fra Land, var den tidlige Morgen om ikke solklar, saa dog godvejrlovende. Hvad Slags

Vejr der kan ventes, er paa en Udfærd et Spørgsmaal, som har været brugt, saalænge Himmel og

Jord har eksisteret, og jeg forsømte heller ikke at spørge derom. Gjedebukken, som baade havde seet til Himmel og Havs, svarede, idet han strøg med Haanden nedad sit Skjæg:

«Jamen ser han nu ymse ut, og kan hænde vi faar en Vasdag.»

Ak, en meget nedslaaende Spaadom for mig, der sad i en trang Baad paa den Øde Fjord!

Den ældste Stril bemærkede Mismodet i mit Ansigt og sagde trøstende:

«Skavejr bliver det ikke. Havdrotten er spag, og det kan vel hænde, at Vasbaren holder inde, til vi

naar frem til Byen.»

Fra en tung mørk Sky, der hang over vore Hoveder, skinnede Solen med et frem og belyste pragtfuldt Land og Vand og gav Haab om vakkert Vejr. Springere kastede sig pludselig op i Bølgeskvulpet som for at sole sig, men snart viste sig længst ude en mørk Skodde, der drog sig indover, medens endnu et svindende Sollys sittrede i Sundet; men saa blev det graat i graat. Intet kan være mere traurigt end en bergensk Kystnatur i Uvejr, og intet mere trøstesløst end Modbølger, som ikke kan overvindes. De skyllede ogsaa i fuldt Maal opad vor Baad, og Regnen fulgte snart i bergensk Overflødighed. En Lom – den Ulykkesfugl! – fløj i lav Flugt over Baaden, idet den udstødte sit værste Uvejrsskrig. Den ældste

Stril tog straks sit Varsel deraf.

«Hør, hvad hun siger,» begyndte han, «jamen maa vi nok søge Havn.»

Mine Skydsfolk og jeg var allerede blevne som gamle Kjendinger, vi havde pratet om løst og fast, og de havde sagt mig sine Navne. Den ældste hed Gullik, og den anden Sjur. Den første, som støt holdt Øje med mig, bemærkede, hvor nedslaaet jeg sad, og han sagde trøstende:

«Du maa ikke være raed for at blive losementløs; vi har ikke langt til Stormandshus.»

Da jeg spurgte, om det ikke var muligt at naa til Bergen, sagde Sjur, at han Vilde gaa paa «Bespejderi» og komme sig op paa Fjeldtoppen, vi drog forbi, for at faa Syn af Vilde Fjorden. Baaden blev da holdt, og han tilfjelds, rap som det Dyr, han lignede.

Men snart kom han tilbage, og med en forstemt Mine udbrød han rystende paa Hovedet:

«Vi maa søke Havn; Herlø-Gapet ryker.»

«Der er da vel ingen anden Raad,» sagde Gullik med et betænksomt Ansigt, «end at vi faar søke

Losement hos Frekhaugkallen.»

Jeg mærkede, at dette var ham imod.

«Huset er gilt nok,» vedblev han ligesom for sig selv, «og kan hænde, at Husbonden er likere, end

han har Ord til.»

Min Ulyst til at søge Hus hos fremmede Folk blev endnu stærkere ved Gulliks Bemærkning. Men

da der ingen anden Udvej var, spurgte jeg, hvem denne Kall var. Rystende paa Hovedet og med et

sky Blik paa mig svarede Gullik:

«Jamen ved han nok bedst selv, hvad Slags Kar han er, og ikke havde jeg fæstet Baad ved hans

Land, havde vi ikke været nødte dertil. »

Derpaa vendte han sit Hoved til Siden, som for at undgaa videre Fritten. Sjur syntes derimod at

have Lyst til at meddele mig, hvad han vidste.

«Jamen,» udbrød han, «frettes der ymse om den Kallen. Men Maken til kunnende Mand skal der

ikke findes; kanhænde han ikke lærer Konsterne, han kan, paa ret Folkevis; men mangt spørges, og

alt er ikke troende.»

Gullik havde flere Gange givet tilkjende, at han ikke likte Sjurs Fortælling, og han udbrød vranten:

«Det er nok rettest ikke at se i fremmed Not, hvad Slags Fisk der gaar.»

Under Musik af Elvebrus, Bølgeskvulp og Regnskyl naaede vi Holdenøens yderste Landtunge. Naar man ser de større Øer ved Bergen fra den saakaldte Ydre Led, fremstiller de sig for det meste kun som Fjeldørkener, hvor der ikke findes Jord for et Græsstraa. Kjællen og Tejsten flagrer klynkende langs disse Øde Strande, og tilvejrs i Klipperevnen sidder Tyvejon paa Udkig efter Fiskeren. Dette er Bagsiden, som sætter den stærke Ryg mod de stride Havsjøer. Paa den modsatte Kant, hvor disse Ølande danner Viger og Sund, findes Løvskove og vakre, dyrkede Bondegaarde. Ved de grønne Strande, hvor Rognen og Heggen drysser sin Blomst paa de letfarende Bølger, har mangen Bergenser rejst sit Sommerhus, og disse smukke Landsteder, omgivne af vakre Haver, tager sig godt ud i de milde Bugter. Ofte dog, især i gamle Dage, tog den ældre Forretningsmand, træt af Bylivets Slid og Slæb, med Familie sit bestandige Ophold paa et saadant Landsted. Her blev de gamle Skikke og Vaner overholdte, og det sammensankede Liggendefæ vel røgtet. Jo mere man havde af den Slags, jo bedre. Under et saadant eget og isoleret Liv, eller ogsaa ifølge et naturligt Anlæg dertil, blev disse Mennesker ofte store Originaler, og i et saadant Hjem var der lige meget at finde for en Karrikaturmaler som for en Antikvar.

Vi var da naaede frem til den Havn, som maatte søges. Længst henne ved et fladt Næs viste sig et

stort gammeldags Træhus gjennem Regntaagen. Engen og Ageren stod i frodig Vækst, og fra Sjøen

snoede sig en bred Sandvej op til Gaarden. Da vor Baad laa vuggende ved den store Brygge, bad jeg, inden jeg gik opad den, indstændig mine Striler varskue mig, straks der gaves Anledning til at komme afsted, hvilket blev mig ærlig lovet. Ved det første Skridt paa den fremmede Strand følte jeg mig tilmode, omtrent som naar jeg i min Barndom læste om Besøg hos en Menneskeæder, thi det Navn Frekhaugkallen havde vakt en eventyrlig Forestilling. Langsomt begyndte jeg min uhyggelige Vandring, og jeg var nok trods Uvejret bleven længe paa Vej, hvis ikke Blæsten fra Fjorden havde jaget mig opover. En skrigende Gaaseflok, der ligesom jeg søgte til Hus, joges afsted med samme Magt. Ruggende og halvt flyvende fór de paaskakke et lidet Stykke foran mig. Da denne Fortrop naaede til Huset, bemærkede Fløjmanden, en stor Gasse, mit Følgeskab, og den var ikke sen med at fare hæseblæsende mod mig med gabende Næb og arrige Øjne. Den vilde vistnok af bedste Evne have brugt sit Værge, hvis ikke jeg itide havde retireret. Medens jeg holdt mig i behørig Afstand, samlede mit fjædrede Følge sig i en tæt Flok udenfor den lukkede Indgangsport og meldte sin Nærværelse med en Skrigen, der kunde drevet en Bjørn udaf Hiet; derpaa rykkedes der i Portdøren, og det lod til at være et stridt Tag at faa den op. Da det var skeet, fløj Gjæssene ind. Jeg, som ikke kunde flyve, blev lidt tilbage, skjønt det var min Mening at benytte samme Anledning til at komme indenfor. Men Døren var blevet slaaet til lige for min Næse, hvis ikke Oplukkeren havde faaet Øje paa mig og fundet mig værdig til samme Opmærksomhed som Gjæssene; thi han traadte et Stykke udenfor, lod mig gaa foran, og fulgte saa efter med en jagende Bevægelse med sine Arme. Han laasede derpaa Porten, og jeg befandt mig nu paa en hellelagt saakaldet «Plads», der var omgiven

med et højt Plankeværk, til en uhyggelig Forvisning om, at ethvert Tilbagetog var mig afskaaret.

Jeg syntes ikke at være i en bedre Stilling end Gutten i Eventyret, der, da han fandt Gaarden, han

søgte, med et saa sig bjergtagen. I en underlig Stemning saa jeg efter den forsvundne Gaasejager,

som snart viste sig. Synet af ham var just ikke meget trøsteligt; thi han passede godt til at være

Tjenestegut hos Menneskeæderen. Hans Over- og Underkrop var omtrent lige lange, og det store Hoved, som sad ligesom nedskruet mellem Skuldrene, var overgroet af filtret Haar, der hang som Lysevæger udover hans Øjne. Han vraltede frem, skubbende sig opad Armene, og idet han stansede ved mig, betragtedes jeg af hans opspilede Øjne, der glinsede frem gjennem Haaret. Temmelig beklemt spurgte jeg ham, om hans Husbondsfolk var hjemme. Mit første Spørgsmaal blev slet ikke besvaret, men istedet derfor begyndte han at vride sit vaade Haar, som om det var en Klud. Da jeg andengang spurgte ham, svaredes jeg kun med et «Hæ?» men endelig ved mit tredje Spørgsmaal, sagde han med et bredt Grin: «Jagu meine eg da,» og saa pegede han paa en Trætrappe, der fra Pladsen førte op til Huset. Han forsvandt derpaa i et Slags Skjul under Trappen.

Fra det første Øjeblik jeg havde hørt Gaardens Eier saa hemmelighedsfuldt omtales af mine Skyds-

folk, var min Fantasi sat i Bevægelse, og jeg var vis paa, at jeg gik et Eventyr imøde. Jeg var kom-

men i en lignende Tilstand som den, Barnet føler, der læser en spændende Historie; den maa udlæses for enhver Pris. Jeg gik altsaa opad Trappen; Indgangsdøren var let at oplukke, og jeg traadte ind i en lang, trang Gang. Mit Blik fæstede sig straks paa en stor udstoppet Skildpadde, der hang i Loftet. Jeg stod og betragtede det klodsede Dyr, da jeg hørte en Dør midt i Gangen aabnes, og jeg blev da var en Haand, der strakte sig vinkende ud af den. Jeg rørte mig ikke af Stedet, men blev staaende og tænkte: nu kommer Troldet med de seks Hoveder. Der bevægede sig ogsaa noget henimod mig, som jeg da paa det bestemteste Vilde have forsikret var i Besiddelse af idetmindste to Hoveder, men det viste sig at være et Par kvindelige Skikkelser, hver med et Hoved som andre Mennesker. Nejende med vinkende Hænder bød de mig følge sig. Jeg fulgte beroliget og fandt det en stor Fordel at være falden i Kvindehænder. Da vi var komne indenfor den paaklem staaende Dør, blev den hurtig lukket og laaset, og den af Kvinderne, som syntes ældst, og som havde et sandt Hekseansigt, sagde med den mest gammelbergenske Betoning og Sprog, idet hun stak Nøglen i Lommen: «Se saa, Pind for Pers Næse, der lurte jeg ham.» Hun satte derpaa Hænderne i Siden og udbrød i en afskyelig Latter, medens hendes Ansigt antog det mest ondskabsfulde Udtryk. Hvis ikke den Yngste havde havt et saadant tillidvækkende Ansigt, kunde jeg have befrygtet at være falden i Heksevold. Da Latteren var endt, kom hun hen mod mig og vakte mig af mine Betragtninger, idet hun strøg med sin Haand nedad min Kind.

«Ak,» sagde hun næsten blidt, «for en god Indskydelse det var, at hun gik Gaasevejen; thi hans

Klo havde hun ikke undgaaet, hvis hun havde kommet til Gadedøren.»

Derpaa tog den Yngste min Haand og førte mig til en indbydende Gyldenlæders-Lænestol og sagde mildt:

« Gud velsigne hende, lad Hvile falde paa sig, hun trænger vist til det,» — hvilket jeg sandelig ogsaa gjorde.

Begge Damerne begyndte derpaa at tale halvt hviskende sammen. Imidlertid betragtede jeg det un-

derlige Værelse, hvis Tapeter var bemalede med Hyrdeidyller, Ottedagsuret i den lange Kasse, prydet med kinesiske Figurer og med fire Messingkugler paa Toppen, Klaffebordet under Spejlet, det udskaarne Nøddetræs-Krogskab, og dertil Beboerindernes forældede Udseende – det var som Gjenfærd fra en hedenfaren Tid. Længst dvælede mine Øjne ved et Portræt, der hang midt paa Væggen i en bred rund Ibenholts-Ramme. Det fremstillede en Dame i Højtidsskrud. Hendes høje, pudrede Frisur, smykket med Perler og Bævenaale, var fra Allongeparykkens Dage. En liden Guts buttede Haand holdt i Perlesnoren om hendes Hals. Han havde Pisk i Nakken og en trekantet Hat paa Hovedet. Man kunde forstaa af det ømme Blik, hvormed Damen betragtede ham, at det var hendes Barn. Hans mørke Øjne saa hen for sig med et listigt Udtryk, som om hans Tanker var langt fra Moderen.

Imidlertid var Forhandlingerne endte mellem Kvinderne, og idet den yngste gik hen imod Døren, sagde den anden:

«Aa Søster, skvæt lidt Kryssemyntevand, saa vi kan faa frisk Luft.»

Efterat det var skeet, forsvandt hun gjennem Døren. Den tilbageblevne, der mærkede, at jeg betragtede Portrættet med Interesse, kom hen og udbrød: «Ak ja! dette er vor salig Moders Kontrafej, hun var som et Blomster paa Marken, og vist og sandt er det, at ingen i den hele By havde en saadan Air som hun.»

Da jeg spurgte, hvem Barnet var, blev hun en Stund staaende taus; derpaa svarede hun med dir-

rende Stemme:

«Det er vor eneste Broder.»

Hun hævede sin skjælvende Haand op mod Billedet og udbrød:

«Men min Broder er han ikke mer.»

Hun sank som overvældet ned i en Stol og henfaldt i Tanker.

Efter en Stund spurgte hun, om jeg vilde høre, hvad hun havde gjennemgaaet, hvilket jeg bejaede.

Derpaa begyndte hun:

«Her i dette Hus er vi fire Søskende. Mangt et Aar er endt, og mangen Taare rendt, siden min ældste Søster og Broderen flyttede herud, vi andre to har levet her i tre Aar mod vor Vilje. Naar det ikke var os beskikket, at vi skulde forandre os, hvor kunde vi da ønske heller at bo end i vore Forældres

Hus, og i det sad vi i Byen som Kjøklinger i et Æg. Ak, der havde vi trød vore Barnesko, og der var vi gamlet til, og ingen anden Vilje havde vi over os end Vorherres. Og naar vore Veninder kom til os

hver Vikke, kunde vi tale om Nyt og Gammelt, og hvis det gefalt os, var Kaffekjedlen paa Bordet, og den er en god Ven, som de Gamle gjerne ser. Og alt det har han forminket os,» udbrød hun, idet

Hekseudtrykket kom stærkt frem, «jeg vil aldrig glemme ham hans Ondskab. Nej,» vedblev hun med truende Haand, «det Groll, jeg har faaet til ham, skal Staa fast, og aldrig vil jeg kaste mit Øje indenfor hans Dørstok.»

Hun faldt tilbage i Stolen, og hendes Ansigt sank ligesom sammen. Da jeg ytrede min Bekymring for hende, sagde hun noget beroliget:

«Alterer sig ikke, Begavinger faar ikke jeg saasnart. »

Derpaa vedblev hun:

«Den Søster, som forlod Stuen, er den yngste, og hun, Stakkar, er af de bløde, derfor gav hun sig

straks, da Broderen kom til vort Hus som en Poleti og befalede os at følge til hans Gaard, hvor vi nu

sidder og tørker det lange Aar som i en Arrest. Men», udbrød hun, idet hun leende gned sine Hæn-

der, «idag har jeg spilt ham et Puds; ej, hvor irritert han skal blive, naar det spørges, at hun er vor Gjæst.»

Jeg tvivlede nu ikke paa, at denne Broder var Kallen, og var den bistre Gasse taknemmelig, der

havde ført mig bort fra hans Vej.

Døren aabnedes, og den yngste Søster traadte ind, bærende et Bræt, hvorpaa fandtes alle et Kaffebords Nødvendigheder. Med det venligste Ansigt bredte hun den stive Damaskes Dug paa Bordet og satte Stellet i behørig Orden.

«Hør Søster,» sagde den ældste, der syntes at være kommen i Perlehumør, «lad os idag spendere

Ærvebastelinet; det har godt af at komme for Dagens Lys og røre lidt paa sig; og saa kan vi lade dette Smørblomster af en Gjæst med det samme faa se noget af vort Egnemon.»

Hun raslede derpaa med Nøglerne, der hang ved hendes Side i en massiv Sølvkrog, og vedblev:

«Jeg skal hjælpe dig, Søster; thi ind maa det altsammen, saa at det kan komme til sin Ret.»

Begge forlod derpaa Stuen. Uagtet jeg var forberedt paa at møde alskens Tusseri i dette Hus, blev

jeg næsten ræd, da Døren til Kjøkkenet knirkede sagte op, og det Syn, der nu fremstillede sig for mig, var saa rent overraskende, at jeg lig Jeppe paa Bjerget maatte knibe mig i Armen for at vide, om jeg var vaagen. En Skikkelse, iført en damaskeret æblegrøn Silkekjole og et tilvejrsragende Hovedtøj, bærende et Sølvbræt, hvorpaa stod en blomstret Porcellæns-Kaffekande, Thekande m. m., skred taus og højtidelig frem, som om hun bar Offergaver til et Tempel; hende fulgte en Kvinde omtrent i samme Dragt, der ogsaa bar et Bræt belæsset med Porcellænskar. Det varede længe, inden jeg fik Øje for, at de udstafferede Damer var mine Værtinder. Med stolt Mine traadte de hen til Bordet, satte med den største Forsigtighed Brættet der og skyndte sig at bortbringe det andet Kaffestel, der først var bestemt til Brug. Derpaa sattes med de varligste Hænder alt i Orden. Nejende bød den ældste mig at tage Plads; selv satte hun sig midt for Bordet, og idet hun med

Beundring betragtede sit Arvegods, udbrød hun:

«Mangen En, som har drukket sin Svartedroppe af disse kostbare Kopper, er afblomstret og bleven til Støv; men dette har beholdt sine kjære Roser, skjønt det har en Alder som Methusalem.»

Derpaa spurgte hun mig, om jeg nogensinde havde seet dejligere Bastelin. Jeg priste dets Skjønhed og udtalte ogsaa min Beundring med Hensyn til deres stadselige Dragt.

«Ja,» svarede hun med hævet Hoved, «vi hørte saamen engang til Byens kostbareste Jomfruer, og

det skulde ogsaa vises hende.»

Imidlertid var den yngste bleven staaende med foldede Hænder, henfalden i Tanker.

«O!» udbrød hun, «det er tungt at vide, at dette Arvebastelin, som i umindelig Tider har været i vor

Slægt, skal efter vore Dage komme i fremmed Haand og kanske gaa for Lud og koldt Vand.»

«Hvem,» svarede Søsteren med et vredt Blik, «turde vove ikke holde dette Bastelin i Ære? Det er aldrig blevet rørt af Tøsehaand, og ikke har det paraderet paa Bordet, med mindre der har været Højtid i Hus og Dragt. Men,» sagde hun, «der staar Kjedlen og ryger, jeg kjender af Røgen, Søster, at du ikke har sparet paa Bognerne (Bønnerne),» og idet hun skjænkede i en af de dyrebare Kopper, sagde hun: «Kjend nu, hvor fint det er at drikke af,» og derpaa spurgte hun mig: «Kaster eller biter hun?»

Paa mit Svar raktes mig en ciseleret Sølvsukkertarv. Under alt dette havde en stor Kat ligget henne

paa en Taburet og spundet af al Kraft. Da den kjendte Kaffelugten, kom den hen og strøg sig kjæ-

lent opad den yngste.

«Se der,» sagde hun, «har vi Lurian; ja den har sin Plads hver Dag ved Kaffebordet. Aa, Stakkar,

den ynder som alle gamle Mennesker Svartedroppen.» Hun strøg den ømt over dens krummede Ryg og udbrød med et tungt Suk: «Ak ja, denne Pusekat er vort eneste Selskab.»

Kaffen var det bedste Bryg; de gamle Damer kom under Nydelsen i det lyseste Humør, og jeg kunde forstaa, at de havde været meget livlige Kaffesøstre. Efterat Stellet var omhyggelig udbragt og Damerne atter iført sin Hverdagsdragt, satte de sig for at fortsætte Passiaren, men idet de netop havde taget Plads, bankedes der paa Døren.

«Det er nyt, som sjelden sker,» bemærkede den eldste, «at nogen banker paa vor Stuedør.»

Den blev lukket op, og ind traadte en Skikkelse, som jeg ved første Syn antog at være denne Kall

som jeg frygtede at møde og haabede at undgaa. Den Indtrædende var iført en halv mandlig Habit; paa Hovedet bar hun en Slags Røghue, og det hvide Haar faldt ned paa Skulderen. Dette var nu rent en Eventyrfigur. Et saadant Ansigt havde jeg seet paa Træbilleder i gamle Kirker, og jeg blev næsten mørkræd, da Skikkelsen bevægede sig længere frem i Værelset og udbrød:

«Ej, ej, Søstre, jeg ser, I har fanget en Gjæst; Skade for mig, at jeg ikke kom, medens Slaberaset

gik for sig; nu har jeg blot Røgen.»

Den yngste stod forsagt, som om hun var greben i en Misgjerning, medens den anden sagde ganske

roligt:

«Vi tigler (sparer) aldrig paa nogenting, at der ikke skulde være en Kop tilbage for dig, Søster

Karnilske. »

Men istedetfor at svare skred Damen henimod mig, og idet hun hurtig drejede en stor Sølvsnusdaase

mellem sine Fingre, sagde hun:

«Jeg vil lade hende vide, at hun har gaaet over Bækken efter Vand; thi Ejeren af denne Gaard er min

Broder, og ham tilkommer den første Opvartning; mit Ærinde herind var at invitere hende fra ham til en tarvelig Middag.»

Jeg saa paa mine Værtinder, som for at læse Svaret af deres Ansigt.

«Ak! Søster,» udbrød den yngste frygtsomt, «du ved, vi ingen har, saalangt som Aaret er, lad os

derfor faa beholde denne Gjæst-»

Med en bydende Haandbevægelse blev der hende

svaret:

«Den unge skal bøje sig for den ældre, som Albrekt siger.»

Derpaa bød hun mig sin Arm, jeg var viljeløs og kunde desuden se paa mine Værtinder, at her intet

Afslag nyttede. Men den ældstes Ansigt var ikke grejt, jeg skyndte mig, for ikke at blive et Tvistens

Æble, at tage Afsked med mine opmærksomme Værtinder.

«O,» udbrød da den yngste, idet et traurigt Udtryk kom i hendes Ansigt, «skal det blive første og

sidste Gang vi faar hende at se?»

Da jeg lovede at gjentage mit Besøg hos dem, begyndte de at stryge og klappe mig, som om jeg

var en Kat. Snart svandt de besynderlige Gamle for mig i den dunkle Gang som et Drømmesyn.

Taus fulgte jeg min Førerske gjennem den lange Gang. Vi naaede et Slags Forstue. Da vi stod i

den, stillede pludselig den Vidunderlige sig lige foran mig og sagde, idet hun vendte sig flere Gange rundt:

«Se sig nu mæt paa mig; thi jeg afskyr at blive forfulgt af nysgjerrige Øjne. Ethvert Menneske har

nu sine Egenheder, som Albrekt siger.»

Jeg kom under denne tilladte Betragten til at bemærke noget særegent ved hendes Øjne. Det ene

var lysere end det andet.

«Men,» vedblev hun, idet hun oplukkede en Dør og med en betegnende Haandbevægelse bød mig

træde ind, «min Broder bliver nok utaalmodig.»

Vi traadte nu ind i et lyst og rummeligt Værelse. Møblement og Arrangement var ægte gammeldags.

Idet den snurrige Mutter gik henad Gulvet, droges mine Øjne efter hende, men jeg modstod Fristelsen, og overholdende hendes Ønske, vendte jeg mit Blik mod Fjorden, der saaes fra Vinduet. Da jeg hørte en Dør aabnes, maatte jeg dog vende mit Øje derhen; thi jeg antog at faa se den frygtede Ejer af dette Hus. Men det var Damen, som tilkaldte en Pige, og til hende saade hun:

«Sig til Gaasemads, at han straks skal dreje Halsen om paa tre af de lubneste Kjøklinger.»

Henvendende sig til mig, bemærkede hun:

«Saalænge En har saadanne Fjærkreaturer gaaende, er jeg ikke i Legerval for Mad til en Gjæst.»

Det blev en uhyggelig Tanke for mig, at disse i sin spæde Alder skulde give sit unge Liv for min

Skyld, og da de senere Iaa paa Fadet i stegt Tilstand med en Persilledusk i Næbbet, var enhver Lyst

til Kyllingsteg borte. Hun satte sig derpaa ved Siden af mig og fæstede under en længere Pause sine

umage Øjne paa mig; derpaa sagde hun:

«Ser hun, nu var Turen til mig at beskue hende. Lige for Lige. Jeg maatte ogsaa have mit Indtryk af hende helt. Jeg vil ikke have noget at gjøre med, hvad der er halvt. Enten skal en Person vippe op

eller ogsaa ned i min Yndest.»

Hun knipsede med Fingrene, idet hun udbrød:

«Jeg forstaar at vrage og tage. Nu, undsæt sig ikke; kan det være til Fornøjelse, saa vil jeg lade

hende vide, at mine Øjne har taget sit gode Syn af hende. Men der hører jeg min Broder komme.»

Ja, jeg hørte ogsaa disse langsomme, slæbende Fodtrin. Hvilken forunderlig, angstfuld Fornemmelse jeg blev betagen af ved at skulle se denne Kall, som havde stillet sig for mit indre Syn, fra det Øjeblik jeg havde hørt hans Navn af den gamle Stril! Mine Øjne fæstede sig paa Døren, som meget langsomt lukkedes halvt op, og et Hoved stak sig ind gjennem Aabningen.

Kjære Læser, har du nogensinde havt et Drømmesyn, som du for ingen Pris Vilde faa levendegjort,

saa kan du forstaa, hvilken Gysen der gjennemfór mig ved at se dette Ansigt, lige afskrækkende for

mig, som om det havde været et Trolds. Døren stødtes ganske op, og Frekhaugkallen stod hel og

holden lige for mig. Han bukkede sig frem og tilbage, paa gammelgalant Maade, og bød mig velkommen med et efter hans Mening forfinet Galanteri. Jeg bemærkede straks, at hele hans Person var skjæv, Næsen iberegnet, men hans mørkebrune, stikkende Øjne saa ret ud. Paa Hovedet bar han en sort Piskeparyk, der kunde antages at være af Metal. Han var iført en egen slags Rokkelor; fra Brystet stak ud et skinnende hvidt Kalvekryds. Han stillede sig bag en højrygget Stol og forsøgte at indlede en Samtale, hvilken gik meget trevent fra min Side. Jeg havde nok med at betragte det usædvanlige Hoved, der ligesom hang udover hans Bryst. Hvilken Snedighed og Kløgt der laa i dette Ansigt! Efter at have staaet en Stund forskanset bag Stolen sneg han sig frem og gled ned i den.

Med et listigt Blik begyndte han:

«Jeg hører, at hun gik Bagdøren ind i dette mit Hus. Se de gamle Grimmeniller, hvor de var om

sig, uagtet det vides, at enhver Fremmed, som kommer her til denne Gaard, er min Gjæst. Hun har

vel, tænker jeg, faaet Ørene fulde af Snak om den onde Broder?»

Der blev en pinlig Pause. Derpaa vedblev han, idet en bitter Trækning kom om hans Mund:

«Lad kun Alle tro, at jeg er en Kain. Hvad bryder jeg mig om Menneskene og deres Daaredom?

Her sidder jeg paa mit Land, uafhængig af dem Alle, og har de ikke havt Brug for mig, har jeg det

saamen heller ikke for dem. Jeg kan lignes med en Nessekonge, thi jeg kan befale over dem, der har

noget med mig at gjøre med Undtagelse af mine Gjæster,» tilføjede han dybt bukkende. «Hvorfor tror De, at jeg kaldes for en unaturlig Broder? Fordi jeg har reddet mine gamle Søstre fra Ødelæggelse. Der sad de Tosser borte i Bergen og gastererede hver Dag, og Snyltegjæsterne voksede om dem som Paddehatte». Med en mørk Ild i Øjet vedblev han: «Kjærligheds Magt er stor, men Hadets er det ogsaa, og jeg forstaar mig saamen paa begge Dele, he he he!» Han strakte sin Haand pegende hen mod den stejle Aas lige overfor og udbrød med Heftighed: «Heller vil jeg prøve at klyve ret op ad Fjeldvæggen der, end stige indad den Dør, der fører til den hadske Kvinde.»

«Men Albrekt,» begyndte den gamle Dame, «hvorfor vil du have den bedrøvelige Sag paa Bane? Vend om det onde Hørne, som gjør dig saa kolempert.» Han lod som om han intet hørte, men vedblev ligesom for sig selv:

«Hun har ogsaa altid staaet mig imod, kanske fordi hun ligner mig i det Onde, og jeg ser mine Fejl i hendes. Er man skeløjet, ved En ikke, hvor stygt det er, førend En ser det hos Andre. Men,» udbrød han, idet han til min Skræk rokkede sin Stol nærmere henimod mig, «hun tror nok, hun er Gjæst

hos et rent Afskum, hvilket jeg næsten læser af hendes Ansigt; dog vil jeg haabe, hun skal faa bedre

Mening om mig, inden hun rejser. Men et snilt Menneske kan det ikke falde Nogen ind at kalde mig

for! Jeg betakker mig ogsaa for den Ære.» Hans stikkende Øjne gnistrede, idet han udbrød: «Heller

vil jeg være saa skarp, at de nyser af mine Ord, end lap som udvasset Mad.»

«Men Jøsses bevare mig, Albrekt,» sagde Søsteren, som under denne Enetale havde dækket Bordet, «for en Pratjemaker du er idag! Bare ikke dette Snakket dit slaar til Livs, og hun bliver mæt, som skulde have Appetit.»

Snart var vi da placerede ved Bordet. Paa det stod forskjellige med det fineste Filigransarbejde ud-

zirede Sølvkar, og det var let at skjønne, at den hele Opdækning var lagt an paa, at jeg skulde se,

hvilket rigt Hus jeg var kommen til. Alt her var saa karakteristisk, at man ligesom deraf kunde læse

en Tidshistorie.

«Men, Albrekt,» udbrød Søsteren, som var den opmærksomste Værtinde, «du forsømmer at bruge

Korketrækkeren. Gjæsten kunde mene, at du vil menagere paa Vinen.»

«Nej, Søster, det behøver jeg saamen ikke; thi den koster ikke mig en Skilling.» Han skjænkede

derpaa i mit Glas og sagde, idet han klinkede: «Vinen er hende vel undt, og den er kostbar og ædel.

Manden, der har givet mig denne Druesaft, handler lig ham, som sætter sine Penge ud paa høje Renter, men taber Kapitalen.» Ved disse Ord kom der et snedigt Udtryk i hans Ansigt, og han hviskede halvhøjt til Søsteren: «Jeg tror ikke, saavidt jeg husker, at jeg har givet Manden noget Haab om at blive min Arving.»

Efter en Pause vedblev han:

«Men er det, fordi han sætter Pris paa mine gode Sider, saa er han den Første, som har gjort det, og

aldrig er det, mig bekjendt, blevet sagt, at jeg er i Besiddelse af nogen saadanne, men jeg kan alligevel bevise,» sagde han med et Slags Triumf, «at jeg er en flersidig Mand, og jeg skulde mene, at nyttige Sider er gode.»

Han blev en Stund siddende henfalden i Tanker; derpaa rejste han sig pludselig og udbrød: «Jeg er dog ingen skibbrudden Mand; skjønt jeg i min Ungdom har styret ud for fulde Sejl, har jeg dog naaet en sikker Havn, hvor ingen Styrtsjø kan ramme mit vel fortøjede Fartøj. Men undskyld,» sagde han dybt bukkende, «at jeg forivrer mig af og til; men nu skal jeg vise hende mine gode

Sider.»

Han bød mig derpaa galant sin Arm.

«Men, Albrekt! Hvad i al Verden tænker du paa begyndte atter Søsteren. «Skal du ikke lure ham af

efter Middag, bliver du baade sur og laak, og jeg har i mine livfødte Dage aldrig hørt Mage til Snakketøj.»

Han svarede kun med en afværgende Haandbevægelse og bød hende følge. Efter at være gaaede

opad en bred Trappe kom vi ind i en stor Sal, udstyret med gammeldags Elegance. Kanapeer og Stole var hvidlakerede og betrukne med lysegult Atlask, under de høje brede Spejle med de slebne Glasrammer stod Marmorkonsoler. Derpaa gik vi gjennem et mindre Værelse.

«Se Dem ikke om,» sagde han, «vi bliver her senere en Stund.»

Derpaa trak han mig med sig henimod en snever Gang; han stansede ved en lav Dør og tog frem en

Nøgle. Det var min Trøst, at Søsteren fulgte; thi det var ikke frit for, at jeg blev ængstelig til Mode.

Da Døren blev lukket op, traadte vi ind i et Slags Værksted, hvor der var opstillet Værktøj, Drejer-

bænke m. m.

«Her,» sagde han med et tilfreds Smil, «udfører jeg mine Kunststykker.»

Han pegte med en Skjæv Finger paa Briller og Lorgnetter, der laa omkring.

«Dette beviser, at jeg er Optikus.»

Han tog en Lorgnet, og bød mig den med leje Komplimenter. Søsteren rystede paa Hovedet og

gjorde Miner med de umage Øjne, idet hun sagde:

«Tru ham ikke, Mor, han er en stor Lurendrejer.»

Med et lumskt Blik bemærkede han:

«Hun hører, hvilket Navn der gives mig, men jeg kan dog bevise, at jeg er Kunstdrejer.»

Idet han bestræbte sig for at antage en polisk Mine, spurgte han, om jeg havde imod at gjøre Bekjendtskab med hans Kone og hans Døttre. Han bød mig atter sin Arm og førte mig længere hen i Gangen. Han aabnede der en Dør, og vi kom ind i et lidet dunkelt Kabinet. Der stillede han sig lige foran mig med korslagte Arme; og der kom et næsten vemodigt Udtryk i hans Ansigt, idet han sagde:

«Hun aner ikke, hvilken lykkelig Mand jeg er; thi jeg har en Kone, som aldrig knurrer, og Døttre, som aldrig bliver forstemte.»

Derpaa lukkede han langsomt op en Dør i Panelet og vinkede mig derhen.

«Der staar min Kone,» sagde han pegende, «og jeg lover for, hun er det skjønneste Eksemplar af

sit Slags.»

En elegant Spinderok, indlagt med Perlemor, stod for mig.

«Prøv den, og hun skal mærke, at den spinder lydløst.»

Derpaa fremtog han en Kasse, hvori der laa tvende smukt arbejdede Fløjter, hvilende paa stukket Atlask.

«Se der mine Døttre, Lydia og Lyna, var her Nogen tilstede, der forstod at fremkalde de charmante Toner, der indesluttes her, Vilde hun erfare, at ogsaa disse hører til de skjønneste af sin Art. Nu,» udbrød han, gnidende sine Hænder, «har jeg ogsaa vist hende, at jeg er Kunstdrejer.»

Derpaa forlod vi Kabinettet og gik hen til det Værelse, vi hurtig havde gaaet igjennem.

«Nu,» sagde han med en højtidelig Mine, «skal hun dvæle en Stund i dette mit Allerhelligste. Her

er Værkstedet, hvor jeg fabrikerer mine himmelske og jordiske Digte.»

Han fremtog et Par massive Guldbriller, og da han havde faaet disse til at sidde bent paa den

skjæve Næse, anviste han mig Plads i en Lænestol ved Vinduet. Derpaa skred han henad Gulvet, an-

dægtig som en Munk. Han steg op paa en Indretning, der lignede et Katheder, fremtog af en Skuffe

en Del trykte Blade og begyndte at oplæse Vers, fulde af den mest halsbrækkende Svulst. Han tørrede under Arbejdet ofte Sveden af sin Pande. Søsteren sad halvt sovende og benyttede ofte Snusdaasen. En og anden Gang gik hun hen og lagde en Klat Snus paa Kathederet foran Broderen.

«Men,» udbrød han, idet han holdt op at læse, «lad os nu dale; dette var i den høje Stil. Jorden er

dog sikrest, og sandt at sige, har jeg altid havt mer Tilbøjelighed for det Jordiske end for det Himmelske. »

Jeg havde blot Øre og Øje for Vand og Luft, hvilket han, der var fordybet i sin Forfatterlyksalighed, ikke bemærkede. Fra Vinduet var en vid Udsigt. Jeg saa, at Fjorden, som jeg længtes efter, havde tæmmet sine Bølger, og at Regntaagen gled nedad Fjeldet; jeg ventede med Længsel at se mine

Skydsfolk paa Vejen. Endelig stansede han med Oplæsningen af sin Digterudgydel.se, og kommende hen mod mig spurgte han med en selvtilfreds Mine, om ikke han havde Ret til at kalde sig en flersidig Mand, hvilket jeg naturligvis maatte indrømme. Han lagde derpaa Fingeren paa sin Næse og sagde:

«Altsaa er jeg Poetikus, Optikus og Mekanikus.»

En Traurighed, blandet med Bitterhed, viste sig i han Ansigt, idet han udbrød:

«Og dette mit Fødeland har dog ikke havt Brug for mig.»

Vi gik derpaa tilbage og traadte ind i Dagligstuen. Gjennem Gangen kom mit første Møde, Gaasemads, slentrende. Han nikkede med et fortroligt Grin til mig. Jeg spurgte ham om Vejret og bad ham lade mig faa vide, naar Regnen var stilnet, men han var Ravnen, som ikke kom tilbage. Men da jeg havde været en kort Tid i Stuen, lød fra Kjøkkenet højrøstet Tale. Jeg hørte Strilemaal og var i Øjeblikket derude; og det viste sig at være min Gjedebuk, som var i Ordstrid med min Vært. Min Yndest for Gjedeslægten steg; thi dette Eksemplar straalede nu for mig i en før ukjendt Skjønhed. Han strøg med Heftighed flere Gange Haanden nedad sit lange Skjæg, idet han saa ivrig som muligt paastod, at Vejret nu havde bedaget sig, og at Fjorden var «godt rejsende», hvilket min gjæstmilde Vært ligesaa ivrig betvivlede. Jeg var saa villig som muligt til at tage Afsked, og skjønt der var vist mig al den Opmærksomhed som de Gamle kunde raade over, var jeg utaknemmelig nok til at foretrække at sidde i den lille Baad paa den store Fjord. Jeg tog da Afsked med min venlige, snurrige Værtinde. Herrren i Huset var beredt til at ledsage mig til Sjøen.

Snart stod denne sælsomme Mand tilbage paa Bryggen i et Fjernsyn for mit Øye, kun som en skjæv Streg. En frisk Bør fyldte Sejlet og bortfeiede Regntaagen, og paa de syv kjendte og kjære Fjelde glitrende den fremstraalende Sol.

Madamen
Klokkeren og hans sønn
Likstuen
En gammelbergensk sankthansaften
Jomfruen
En erindring fra kysten
Menuettdanserinnen
Gammelt bergensliv
En plassertur i Bergen
Lydia Rademacher
Sælsomme folk

Her i margen følger en liste med forklaringer på begreper som er brukt i teksten.