Fortellingene

Lydia Rademacher

Gjøgen paa det store, kinesiske Ottedagsuhr havde galet for ti Minuter siden – tre Koko. Jomfru Lydia Rademacher sad ved Vinduet i den Gyldenlæders Laenestol og kikked i Spionen; Kaffekanden stod paa Gløder; Papegøien paa Marmorbordet hvæssed Nebbet mod de Messingspiler og raabte truende: «Søster Gidske, Søster Gidske!» «Ja, du kan saa seje,» sagde Jomfru Lydia, «og det ska ’kje være Vejen, som skal forsænke hinner; bare Korskjerkealmenningen nerover.»

Thi Jomfru Lydia Rademacher boede ved Korskirkegaarden.

Det banked; men det var bare en Smaapige, som skulde have for fire Skilling i Perler. Jomfru Lydia solgte Perler og Uldgarn og Silke og Naale og Traad. Og eftersom hun solgte til lndkjøbspris eller noget derunder og ofte gav en Kage paa Kjøbet, saa havde hun megen Omsætning. Det var folksomt, om end ikke indbringende. Hun trængte heller ikke Penge; men desto mere at se et Barneansigt indom Døren af og til. Hun var Rademacher i Dræggen sin Datter; Velstand skinned fra Kastedraget med de indlagte Elfenbensstjerner og «Ervepostelinet» ovenpaa, hvor Kopperne var saa fine, at en kunde se durch igjennem. I passende Afstand sad en Postelinshyrde og saa paa en Postelinsjomfru. Han var det eneste Mandfolk, som Jomfru Rademacher taalte at se daglig.

Nu havde hun faaet Øje paa Nogen i Spionen. Hun lagde sig tilbage i Lænestolen med Velbehag. Men da det banked, svarede hun koldt: «Kem e’ de?» En beskedent klædt Dame med frygtsom Stemme lukked Døren halvt op og blev staaende paa Matten: «Ok, Søster Lydia, du vet vel, at de’ e’ meg?»

Jomfru Lydia blev siddende i Lænestolen, og Jomfru Gidske Spørring blev staaende paa Matten: «Har Korskjerkealmenningen forstrukket seg?» spurgte Lydia. «E’ han blit længer paa det sidste?»

«De’ e ’kje min Skyld, kjære Jomfru Rademacher.»

Da rejste Lydia sig: «Eg tænker vi la’r Tittelaturen ligge. Kaffien kan være kald nok førr, om du ikje sitter hele Gaten ind paa ’an.»

Jomfru Spørring lukked Døren.

«Gjegten har vorren saa etter Madam Schlømmert -»

«Tøv.»

«Og naar en konditionerer – saa – eg har knød og baket hinner, saa de’ verker i Fingrene. Hon sejer, hon dør.»

«Dør? Hon? det Ilskebejste? Nejmen dør ikje hon; hon har for møkke Ondskab aa flyte paa. Hon kan ’kje unde os den Kaffidroppen om Torsdagen, de’ kan hon ikje. Hon sjikanerer os, de’ gjør hon. Men hon kan passe seg. Sej hinner’ de’, du, fra Lydia Rademacher.»

Thi Lydia Rademacher havde Penge staaende i Madam Schlømmerts Hus.

Jomfru Spørring lukked lydløst Døren og gled ind i Bagstuen. Hun lagde Hat og Damedug paa den store Himmelseng med Kaalhovedet over. De følte sig hjemme der; de havde i bedre Dage tilhørt Jomfru Rademaeher begge to.

Lydia lagde imens sin lille tykke Haand om Haandtaget paa Kaffekanden. «Eg tænker, han har sydd seg væk; her er vel ikje annat end Tørke og Frost igjen, tænker eg; og eg sejer, som min salig Mor: Den Kaffien, som eg ikje forbrænner meg paa -»

Men der var endnu nogen Adgang til at forbrænde sig for dem, som maatte ønske det. Kaffen damped, saa de maatte slaa paa Tetassinen.

Begge havde store Sukkerstykker i Munden, eller bed, som det kaldtes. Sukkeret lagde sig ivejen for Ordene; men de var øvet begge og skubbed det med Tungespidsen hen i Kindet, naar det var fornødent.

«Har der gjebøret seg nokke i den sidste Vikken?» spurgte Gidske.

«Gjebøret seg, Mor? Eg vet ikje, om eg staar det over!» – «Men Gu’ trøste meg, Lydia.» – «Ja sej saa.» – «Men fortæl fra Førstningen.»

«Førstningen e’, at Moster van der Ohe i Sakrisgaarden skulde have Besøg.» – «De’ var ikje for tidlig, Søster Lydia.» – «Aa nej, det gaar ikje i Galopade. Og enddaa ble’ det saamen bare et Middelsbesøg.» – «lkje mere?» – «lkje de’ dust. Ja, ja, tænkte eg, et Middelsbesøg ska’ ha’ Middelsklæ’r.» – «Naturlig.» – «Eg ta’r den brune Bombasinskjolen -» – «Eg tænkte de’»

«Og va færdig i god Tid. Vi skulde der Klokken tre, Mor, til Kaffi. Eg hadde just faaet den grønne Damedugen med Paafuglen i Enden, og Papen hadde eg gjit Mat, og Husmenneske mit hadde faaet Kaffien’ og Bakkelsen op; for du ved, at Bataljonskommandøren vil ha’ alting for seg sjøl. Og de’ kan saamen være det bedste her i Verden. Eg sa’ de’ til ’an, Søster Gidske, daa han lejet Fremsalen ovenpaa og de to Kammersene, og kræved seg Maten op; eg sa de til an: ’En enslig Mand og en enslig Kvinde, ka skulde di sitte og kope paa kverandre etter? Og de lakerte Skoene hadde eg paa -»

«Til et Middelsbesøg?»

«Det kan ’kje skade, at Moster van der Ohe ser, at en har ventet seg nokke mere. Himmelen va’ jo ikje a’ de tryggeste, for der hang en svart Krusedul over Sakrisgaarden; men eg tænkte: du holder deg vel, til eg kommer over Tørge, og saa vaaget eg meg. Eg staar just og venter og ser paa Urverke’, for en ska’ jo ikje komme for tidlig heller. Daa banker det paa Døren. Eg trænger den Tid, eg har, saa eg sejer ikje: Kom ind. Men mener du ikje, Døren gaar op af seg sjøl, og der staar et Spanhaken af et Fruentimmer med en Hatteskygge, Mor, som en Familjeparaply; han e’ saa formægtig, at hon maa staa og le’e seg, for ikje aa slaa Bonker i ’an.»

«Ka vil hon?» sejer eg.

Hon skal tale med Bataljonskommandøren, sejer hon.

«Værsaagod,» sejer eg. «Men han e’ mit Husmenneske. Saa I faar seje de’ til meg. Men ka har du, ka tar du? Hon skjæms ikje for aa skræve like bejnt hen til Trappedøren hans. Men eg e’ om meg. Eg drejer Døren igjen like for Skyggen paa hinner. Men saa e’ Gjøken ute, Mor; han e’ tre, Klokken. Eg bli’r saa forfær’t, at eg roper te Karine, den Sjæl: «Lok op for meg, Karine, eg har ikje Tid sjøl.» Og eg sprang over Tørge, Søster Gidske, de’ tør eg forsikre, som en Smaatøs paa de seksten. Men daa eg kommer til Bolverke’, saa kjenner eg Kaffirøken, og han sitter seg regtig for Brøste’ mit; for de’ vet vi jo alle, at han ryker ikje, før han e’ lit gammel i Ka’nen. Og ganske regtig, der sitter di paa Plads kver eneste en, og Moster sit Ansigt er optrukket og fordrejet af bare Syrlighed, og hon sitter med Kaffika’nen – stram som en Artillerist, Mor, og eg har ikje faat Damedugen a’, førr de har Koppen. for Mun’en kver eneste en.

Der var nu Madam Trumphy paa Tørge i Silkekjole, Mor, som var saa stiv, at han sto’, der hon sat. Og med et Hovvety, – ja høg e’ hon førr, saa Gud vet, ka hon ska multeplicere seg etter. Men Madam Ditlev, som ikje e’ mere end en Dverg at regne og bare ser ud som et Støkke af et annet Kvindfolk, – eg sejer ikje om, at hon hadde gjort seg større; hon har no ingen Barn, hon ska’ ligge det paa, hon. Hovvetye’ hinnes va, saa høgt, Mor, at Ansigte’ sat paa Midten. Madam Marstrander var tarvelig, – enddaa der gaar mangen god Ligkiste med Kringler fra deres Hus, men de’ e’ no’ de’ med Marstranderne, de skal no altid læst, saa de’ ikje kaster nokke a’ seg. Madam Dissingtun, det Hønsebejste’, hon var saa fuld af Guldty, at de’ slog ut paa Kroppen alle Steder; aa ja, de’ e’ ingen Sag, naar Man’en er Guldsmed, og en kan pynte seg paa Verksteden.

Men Kaffien va, sterk, de’ va’ ’an. Hadde di slik Kaffi i Likstuene, saa ska’ eg kavére for, at di holdt seg vaaken, botte Levende og Døde; Fløten va’, saa Mus kunde gaa paa ’an, og Toppen va’ kvit som Snø. Men nere ved den nederste Enden sat der en Madam, som eg ikje kjendte, og sudde paa brændt Sukker. Daa maatte eg kviskre til Madam Marstrander: “Kor for, ska’ hon sitte paa nederste Hyllen?” sejer eg, “og ka e’ de’, han har forbrutt seg, at hon ikje skal faa Top?” “Hys,” sejer Madam Marstrander.

“Ja, men eg maa vite de’.” – “Siden, Jomfru Rademacher!” – “Gløm de’ ikje,” sejer eg.

Om Aftensmaten vil ek ikje seje annet end de’, som sant e’: ingen skal ligge og vippe i Sengen, som har spist tilkvelds hos Moster van der Ohe. Der va’ Kalv, og der va’ Kake, og der va’ det meste af de’, som Vorherre har skapt. Og Gris va’ der, som laag paaknæ med Citron i Munnen. Vi rejste os fra Bor’e, den Tid Tappenstreken gjekk, men nejmen om eg tror, vi hadde vær’t god for aa gaa etter ’an. Daa vi staar inde i Bakstuen og ska’ klæ’ os paa, saa sejer eg til Madam Marstrander:

“Løs lidt paa Trækkebandet, Madam Marstrander,” sejer eg; for en trutner a’ slig Besøkemat, Søster Gidske; og daa kunde eg faa kviskre til hinner: “Ka va’ de’ med den Madammen, Mor, som maatte bite brændt”

“De’ e’ Madam Kjeelenbeck, Kaanen til Kanngjyteren.” – “Skal hon derfor ha’ gjytt Sukker?” – «Hon gjør Formelysene lidt tjokkere til Madam van der Ohe end til os andre.” – “E’ de’ derfor?” – “Derfor blir hon buden. Men saa maa der jo vaere lidt Forskjel – -” – “Forstaar seg”

Saa gaar eg over Tørge min ensomme Gang; eg e’ no saavidt tilkommen, at eg trænger ikje Føllemosjøer, og Maanen stakker, han lyste saamen nok saa pent. Heme sitter Vægteren paa Trappen med Morgenstjernen i Handen og snorker, saa det knaker i Gelændere’. “Vaagn op, Mand!” sejer eg. “Vet I ikje, at I kan møsse Rope’? Og saa vil eg ikje ha’ et Mandfolk sittendes her paa Trappen paa Nattens Tid. De’, blir hverken Lys eller Brød til Nytaar, hvis eg ser jer her tiere, saa møkke I vet det”

Saa gjekk eg like inn i Bagstuen og begyndte te pilke Besøkklærene a’ meg, – for Karine, den Sjæl, vilde eg ikje vække. Natten skal være uforfalsket og uantastet for di, som baler om Dagen. Men daa eg kom til Snørlive’, saa va’ der regtig et rødt Merke paa Brøste’ etter Besøkemaden; han hadde strammet, det hadde ’an. Ta’ deg en Timpe, Gidske Mor! Du har saa vist aldrig faaet rø’e Merker etter Madam Sehlømmert sin Mad.» – «Tak, Søster Lydia.»

«Eg e’ ’kje langt fra aa stige i Himmelsengen aa ska’ ta’ Lommetørklæ’e mit op af de’ Bombasinsskjørte’ for aa ligge de’ under Puten, daa dætter der nokke paa Golve, og de’ farer igjennem meg som et Blysøkk og blir liggende kaldt paa Hjertebunnen. Det er Trappenøkkelen, Bataljonskommandøren sin Trappenøkkel! Mit eget Husmenneske har sotten i Arrest siden Klokken tre, uten Vaatt eller Tørt. Eg maatte op i Trappen slik eg var og høre, om der var Liv i ’an.

“Kommandør!” “Ka e’ tis?” sejer han; han staar i Nattrøje og lyser i Maanestripen. “Vorherre skje Tak, som har holdt sin Hand over jer,” sejer eg, “men botte han og I maa forlate meg, som har svæltet mit Husmenneske ut og stængt ’an inde”

“Undsæt jer ikje, Jomfru,” sejer ’an, “eg hadde Fattigmandsbakkelsen”

Men daa maatte eg slaa mine nakne Hænder sammen af Forfærdelse. Fattigmandsbakkels i syv Timer til en Kommandør! Og saa maatte eg spørre: «Hr. Bataljonskommandør – men kor e’ de, gaat med Naturligheten”

“Undsæt jer ikje, Jomfru,” sejer han. «Eg har prikkeveret meg”

Men Skrækken e, kommen i Blo’e mit. Eg synes, eg maa ut og vække Karine og høre, om hon har døppet Daase med Kattepusen sine Føtter, saa han ikje skal bære Glør paa Lemmen. Men kem ligger i Karine sin Seng, tror du? Maanen, Mor, ikje de’ tere annet. Og daa eg snur meg etter hinner, saa sitter hon og brejer seg midt paa Skorstenen. “Men, Karine,” sejer eg, «ka gjør du i Skorstenen no paa den høgeste Nat, daa Klokken e’ ti og alting skal være sløkt?» Mere faar eg ikje over min Mund, før der springer en Slantedant af et Mandfolk frem bag Ryggen hinnes, saa Messingstøteren dejset ner af Manttillen like for Føtterne mine, – og de’ e’ et Guds Under, at eg ikje e’ blit til Kjøtmat her eg sitter.

“Gudforlate deg i sin Himmel, Karine,” sejer eg, “at du kan sitte slig en Flek paa et rejnt Hus. Her som aldrig har vært Mandfolk af andet end Postelin”

“Han e’ jo løpt ut, Jomfru,” sejer Karine.

“Løpt ut, Karine! Men korfor lot du ’an løpe ind, søte Vennen min”

“Han e’ jo Sjøfarendes,» sejer hon; «vi e’ jo forlovet; han ska’ jo rejse inat, og saa kom han seg ind gjennem Jomfruen sin Pladsdør. Herregud, Jomfru, han ska’ jo i Varmen.»

«Lat ’an rejse i Varmen,” sejer eg, “men ska’ ’an derfor sitte paa min Skorsten”

Men Karine, den Sjæl, hon graat, saa det hagled om hinner. Jamen maatte eg slaa paa Bruregave, de’ maatte eg. Han skal no i Varmen først, saa faar vi se, om han holder seg.

Saa gaar eg ind i Bagstuen. Daa braker det i Fremstuen. “Karine!” skriker eg, “det braker i Fremstuen. Enten e’ de’ en

Tju eller en Kjæreste. Tænd paa Løgten”

“Tjuer og Kjærester braker ikje di,” sejer Karine; og ind gaar hon noksaa uforsagt.

«De’ el bare Terpentikkerten, som e’ gaat løs i Ureverke’, Jomfru,” roper hon.

«Bind ’an,” sejer eg; men daa hon kommer med Snøre’, saa kan eg ikje annet, eg maa seje til hinner: “Karine,” sejer eg; “kor kan du vente annet, end at Terpentikkerten slaar seg løs, naar du slipper sjøfarendes Slantedanter ind i Skorstenen med Nattens Tider”»

«Men eg laag længe den Natten, Søster Gidske, og tænkte paa Bruregaven til Karine. Ka Tid eg sovnet, kan eg ikke seje; for hon hadde bundet Terpentikkerten saa godt fast, at han gjekk ikje mere.»

Det var igjen Torsdag. Da Gjøgen var ude, var Gidske Spørring inde. Hun stod der paa Matten ved det tredje Koko. For vistnok havde hun frembragt sin Hilsen til Madam Schlømmert frygtsom og diskret, men Madam Schlømmert var alligevel blit bange; Rademacherne var ikke til at spøge med i den Vejen.

Jomfru Lydia var bleg og mindre blodfuld idag.

Og da den første Kop var iskjænket og det første Stykke Top var kommet til et Øjebliks Ro under Kindet, spurgte Søster Gidske dobbelt bekymret: «Ka har gjebøret seg?»

Og Søster Lydia begyndte: «Mandag Morningen ligger eg i min Seng, og tænker paa Fred og ingen Fare, og sover den Uskyldiges og Retfærdiges Søvn, – eg hadde saavist ikje nokke utestaaende med nokke Menneske. Daa kommer Karine ind og vækker meg med piprendes Hænder – saa kvit som et Lik paa Korskjerkegaarden. “Morningen e’ for Herskape’,” sejer hon, “og Natten for Tjenerne, og Dagen den kan saamen være strævsom nok for Jomfruen; eg sa de’ til Madam Lampe sin Pige igaar: ’Jomfru Lydia staar ikje i alt de’ hon har, botte med Handel og Vandel,’ sa eg; ’hun magres og skjæmmer seg fra Dag til Dag.’ Saa eg skulde Vist ikje ha’ urod hinner”

“Men, Karine, du Sjæl, ka e, de’”

“De’ e’ Major Kniephausen, som staar bag Traleverke’ og kniper i Jomfruen sit Hanebejst”

“I den spanske”

“I den spanske! saa Krillerten staar under Nebbe’”

Min spanske Hane, som eg har faaet like fra de malebariske Øer paa Minorka, og som aldrig blir stilkesottig som de andre Stavangerne – ka hadde eg annet aa gjøre end aa ta Tesene paa og tøfle ud paa Pladsen.

“Vil han sleppe mit kostbare Bejst?” skriker eg.

“Nej, han vil ikje,” sejer Major Kniephausen.

“Nej, eg vet nok, Majoren e’ ikje slepphændt,” sejer eg; «arrig og karrig, de’ rimer seg, og han heter ikje Kniephausen for ingenting. Men jamen skal han sleppe min spanske Hane,” sejer eg.

“Jeres Hane er en Kjeltring!” skriker Majoren.

“Er min Hane en Kjeltring? Hans Ord i Ære, og mine i Rendestenen, men der lyger han, Major, no svor eg”

“Pas Jeres Tunge, Jomfru Rademacher, der er Fæstningsstraf for mindre end at seje, at en Major lyger”

“Pas han sin og la’ der ikje komme for møkke Sterkt indenfor,” sejer eg.

Daa er det, liksom han spakner og slepper lidt paa Take’, saa Hanebejste’ faar puste. Og daa hører eg, at det kniser og ler allesteder høgt oppe i Logten, og daa eg ser op, saa kryr det af folk rundt om i alle Arkene, og eg tenker me’ meg: Ja, no har eg ’an; slepper ikje han Hanen, saa slepper ikje eg han.

Men han e’ Spaknet i Røsten ogsaa no. Han skal liksom vaere fortrolig, som de sejer.

“Jeres Hane æter af mine Høns sit Knø,” sejer han.

“Min? Som staar i Knø til Nebbe’ hele Dagen? Nej, eg vet nok, kor de fores slig, at de trænger til at stæle Knø, botte Mennesker og Dyr. De’ e’ ikje paa denne Siden af Traleverke’, de’.»

I det samme kommer mit Husmenneske ut paa Bagtrappen.

“Go Morgen, Hr. Major,” sejer Kommandøren.

“Go Morgen, Hr. Kommandør.”

Og saa sto’ di der og saluterte med to Fingre paa de bare Hovvene.

“Gaar Majoren en Tur iaften?” spør Kommandøren.

Eg skjønte nok, han Vilde mægle Fred, det velsignede Menneske, men det kogte i meg, daa den andre Døgenigten sa: “Hvis jeg faar Tid”

“Slepp Hanen,” skriker eg, “siden I har det saa travelt, Far”

Men no skal han gjøre seg kjæk, siden han skal mønstre for Borgervæbningen.

“Hvis I lover at kløppe ’an,” sejer han.

“Kløppe? Hanebejste’?»

“Ja, kløppe Vengene, saa han ikje flyger over i mit Knø”

Men daa sydde det over paa meg.

“Kløppe Vengene!” raabte eg. “Ska, eg lemlæste mit uskyldige spanske Bejst for de bedste Lemmene hans? Vet ’an, ka ’an sejer? Vil han, at nokken ska, kløppe Bejnene a’ han, kanske? Ta hele Hjuleverke’ Væk, som en kan se Kompanie’ igjennem? Ikje for de’, at de’ ble, lettere for Vægteren paa den Maaten, naar han ska’ bære Majoren hem om Kvelden.” For eg har set Vægteren bære ’an hem, eg, mere end én Gang; eg har set ’an ligge Majoren fra seg paa Trappen, mens han ropte: “Vinden er sønden; Klokken er tolv.” Og ek vet, kem saa spenderer paa Majoren ogsaa, eg.

Men daa slap han Hanen; og daa trak Borgervæbningen af. Men mit dejlige malebariske Hanebejst skjæmte seg slig, at han gjekk paa Skjejve ind i Hønsehuse’, og Øgene gjekk i Tunn som en Karussel. Daa trak de’ seg sammen om Hjerte’ mit, og eg knyttet Næven op imod Kniephausen og ropte: “Ja, no har I ydmyget hans spanske Natur, men eg vet nok, kem som tar seg best ut med Sporer af dokker to. Eg ekstimerer jer ikje”

“Betragt jer Sjøl, Jomfru Rademacher, og se, om I kan ekstimere jer sjøl,” sejer han.

Daa betragter eg meg sjøl. Og eg kunde sonket i Jorden, der eg sto’ i mine rø’e Buffelbaisunderbukser med alle Arkene over meg, som var kryende fuld af knisende Folk. De’ va’ saa vidt, eg hadde Magt til aa tese meg inn i Bagstuen. Men der laag eg. Begavingerne var over meg; Karine maatte springe etter Feltskjæren. I to Dage laag eg i Himmelsengen med to svarte’ Igler paa Panden.»

«Gud trøste meg, Søster Lydia.»

«Ja, du kan saa seje; men de’ har en, fordi en er et ensligt Fruentimmer.»

«Ok ja.»

«Hadde eg bare hat en Mand, saa hadde ’an aldrig lat meg staa en hal’ Time og præke for Arkene i de rø’e Buffelbais.»

«De, hadde han ikje.»

«Men de’ e’ ikje godt aa Vite, ’ka der e’ Værst: enten to svarte Igler paa Pannen en stakket Stund – eller en Mand, som tar en for Pengene og suger di ut til siste Blodsdroppe.»

Madamen
Klokkeren og hans sønn
Likstuen
En gammelbergensk sankthansaften
Jomfruen
En erindring fra kysten
Menuettdanserinnen
Gammelt bergensliv
En plassertur i Bergen
Lydia Rademacher
Sælsomme folk

Her i margen følger en liste med forklaringer på begreper som er brukt i teksten.
Bakkelse
Småkaker; mindre bakverk. Samme ord som _bakkels_ i f.eks. _vannbakkels_.
Bakstue
En stue, som oftest i husets førsteetasje, som vender mot bakgården. Typisk for eldre bergenshus.
Begaving
Illebefinnende; krampe. Når begavingene kommer over en, faller en i avmakt; får krampeanfall.
Bolverk
Fundament av tømmer; her gjerne ment som ytterveggen av huset.
Bombasin
Vevet stoff; opprinnelig i silke, senere også i ull.
Borgervæpningen
Fram til opprettelsen av et profesjonelt konstabelkorps i 1874, var det borgervæpningen som ivaretok politioppgavene, i tillegg til militære oppgaver i krig. Borgervæpningen ble utgjort av byens mannlige borgere som verneplikt.
Buffelbais
En slags tykk flanell.
Dameduk
Firkantet sjal, vanligvis båret over brystet - spesielt for Bergen.
Døppet dåse med kattepusen sine føtter
Dyppe dåse betyr egentlig å dyppe hodet i vann. Å dyppe dåse med kattens føtter - altså å dyppe føttene til katten i vann, stammer fra frykten for at katten skulle trekke med seg klør fra gruen (der den gjerne oppholdt seg) til der den sov; gjerne på loftet.
Eg har prikkeveret meg
Jeg har tatt mine forholdsregler; jeg har klart meg [EW].
Ekstimere
Estimere; sette pris på; ha respekt for.
Ervepostelin
Arveporselen.
Feltskjær
Lege; opprinnelig militær.
Festningsstraff
Fengsel; en vanlige straffeform fram til 1850-tallet var straffearbeid lagt til festningene, gjerne kalt _slaverier_.
Fremsal
Det største værelset vendt mot framsiden av huset i de øvre etasjene.
Føllemosjø
En mannlig følgesvenn.
Galopade
Galopp
Gebøre seg
Bergensk vending for å skje eller hende.
Husmenneske
Losjerende; leieboer.
Ka e’ tis?
Bergensk for «Hva står på?»
Ka har du, ka tar du?
Gammlet bergensuttrykk for forbauselse eller ergrelse.
Kanngjyter
Lysestøper.
Kastedrag
Kommode; stor kiste med skuffer.
Kavere for
Gå god for; garantere.
Knø
Grøt brukt som fôr, spesielt til høns.
Konditionere
Ha huspost hos noen; være tjenestepike.
Krillerten står under nebbet
Krillerten er det samme som kroen på fuglen, når det står under nebbet, holder den på å kveles.
Likkiste med kringler
Når nordlandsfarerne returnerte nordover etter å ha solgt tørrfisken i Bergen, tok de gjerne med likkister tilbake. Disse ble fylt med brød og andre kornvarer.
Lokt
Bergensk for luft.
Lys eller brød
Det var skikk og bruk at vekteren fikk lys og brød til jul eller nyttår av folk i gaten hvor han patruljerte.
Mantillen
Mantelen - hyllen over skorstenen.
Messingstøter
Sannsynligvis støteren som hører til en mortel.
Miste ropet
Vekteren skulle hver time rope ut hva klokken var slagen, og dersom han forsov seg slik at han mistet ropet, fikk han mulkt.
Penger stående i hus
Ha investert i et annet hus, ha lånt ut penger til hus.
Pipre
Skjelve; bevre.
Plassdør
Dør som fører inn fra gaten til gårdsplassen.
Skorsten
Egentlig benenvelsen på et åpent, muret ildsted, ikke bare pipen.
Slantedant
En slapp og ubrukelig mann; en dott.
Slå bonk
Lage bulk; skade.
Slå på
Antyde; nevne på en forsiktig måte.
Spanhake
Stram og oppstaset person.
Spion
Speil montert slik at man usjenert kunne følge med hva som foregikk i gaten.
Stavangerer
Fram til midten av 1800-tallet var det i all hovedsak norske hønseraser som dominerte, og flere raser hadde sitt opphav i Rogaland. I dag er det kun jærhønen som det drives avl på, ellers har utenlandske arter overtatt.
Stilkesott
En sykdom hos høns som får halefjærene til å falle av.
Stå på gløder
Stå på glødende kull.
Sydd
Kokt; å sy kunne også bety å kode eller syde.
Tere
Bergensuttrykk for en smule, litegrann.
Terpentikkert
Perpendikkel; pendelen i et veggur.
Teser
Tøfler eller nedslitte sko i hud.
Tetassin
Skål til å ha under koppen.
Tiere
Oftere; komparativ av adverbet _titt_.
Timpe
Et slags lite hvetebrød.
Titulatur
Tiltaleform; tittelbruk.
Topp
Sukkerbit.
Traleverk
Gitter; sprinkelverk.
Trekkebånd
Bånd som brukes for å lukke igjen poser, gardiner etc.
Tunn
Hvivel, ring. «Gå i tunn» betyr å gå i sirkel; rotere.
Tøs
I Bergen brukt om jenter generelt; ellers brukes begrepet nedsettende.
Unnsette seg
Bli forskrekket eller redd.
Åttedagsur
En klokke som kunne gå i en uke uten å måtte trekkes opp.