Madamen

Bergen var længe Landets mest konservative By. Grunden hertil kan søges saavel i Forholdene som blandt det egne Folkefærd; blandt dette fandtes der Naturer, som var saa aldeles upaavirkelige, at de ikke ved nogen Magt lod sig drive ud af sine vante Gjænger, hverken med Hensyn til Dragt eller Levesæt. Derfor havde i de Dage Originaliteten sin rigeste Vext.

En af de besynderligste Skikkelser paa den Tid var en alderstegen kvindelig Person, stedse iført et Klædningsstykke efter en forlængst aflagt Mode, der kaldtes Regnklæde, og som gjorde Nytte baade som Hat, Kaabe og Paraply. Bar en rig eller højtstillet Dame dette Plag, var det af svært, sort Silketøj, men de Kvinder, hvis Livsforhold var mere tarvelige, havde det af et Slags stivt Uldtøj. Hin værdige Skikkelse viste sig aldrig i Byen uden at være iført sit Taftes Regnklæde. Dette var nu vistnok meget hensigtsmæssigt i den regnfulde By, men vor Madam bar det ogsaa i det klareste Solskin, og lignede, indhyllet fra Hoved til Fod i sit stive, sorte Plag, en Bedestol i en gammel Kirke. Byens unge Damer iførte sig vel neppe Regnklædet; thi det var jo at sætte sit Lys under en Skjeppe. Det blev lagt dybt nedover Panden, holdt sammen over Brystet og faldt i Folder lige ned til Skjørtekanten. Madamen forlod sjelden sit Hus Ørkedagene, men hver Søndag gik hun til Tyskekirken i Vaadt og Tørt; værdig skred hun frem paa Kirkevejen i sin afstikkende Dragt uden at ænse de nysgjerrige Blikke, hvormed Modens Dyrkere betragtede hende, Madamen var af tysk Slægt, og hendes Forfædre havde fra umindelige Tider været i Besiddelse af hin Stue paa Tyskebryggen, hvor den Røgprøve foregik, som enhver maatte underkaste sig, der Vilde indlemmes i det hanseatiske Samfund. Hun var Enke efter en Koffardikaptejn Ruyter, som havde efterladt hende en temmelig stor Formue. Naar Madamen forlod sit Hus, var hun altid ledsaget af en stor Hund, der lig sin Madmor syntes at være hævet over sine Medskabningers Stas og Fjas; betænksom fulgte den ved hendes Side, med ludet Hoved og Skridt afpassede efter hendes. I Fred fik hun gaa sin Vej, ingen Gadegut vovede nogen Bemærkning, thi der var ligesom et Slags ærefrygtindgydende Atmosfære udbredt omkring hende. Madamen opholdt sig altid en Stund paa Kirkegaarden, inden hun traadte ind i Kirken; hun dvælede ved Mandens Grav. Som hun sad der, kunde hun gjerne have tjent som Model til et Monument. Naar hun saa gik, blev Hunden liggende paa Graven og ventede der hendes Tilbagekomst. Stille som en Skygge gled hun op ad Kirkegulvet, tog Nøglen frem af sin Taskelomme, lukkede op sin Kirkestol, satte Næsebrillerne paa, aabnede Salmebogen og gik ganske op i den dybeste Andagt; dette prægede sig snart i hver Mine af hendes strenge, blege Ansigt, og hun tiltrak sig manges Opmærksomhed, medens hendes kun var henvendt paa Salmebogen. Som hun sad der, greben og gjennemtrængt af Religionens Magt, passede hendes Skikkelse til Kirkens mørke, alvorsvækkende Indre. Engang hændte det, at en ung Kapellan, der første Gang skulde prædike i Tyskekirken, kom ud af det midt i Fadervor; bleg og angst famlede han i sine Tanker efter Ordene, men forgjæves. Hele Menigheden følte med ham denne Vaande; men da rejste Madam Ruyter sig pludselig i sin Kirkestol og istemte med høj, klar Røst: «Dein Wille geschehe wie im Himmel also auch auf Erden», og Kapellanen var hjulpen.

I Bunden af Øvregaden, som kaldes Kroken, boede Madam Ruyter i et hvidt, spidsgavlet Hus. Her er Gaden lukket og omgiven af Huse til begge Sider, og de Mennesker, som den Tid, her er Tale om, boede der, levede næsten som en Familie, ialfald var de nøjagtigt underrettede om hinandens Husstel. Beboerne af Kroken var rige og respektable «Stueejere», saa det godt kunde siges, at Gaden havde et rigt Bundfald. De gode Husmødre i Kroken likte ikke, at Madam Ruyter førte en saadan forborgen Husfærd; thi deres mest nærgaaende Forskning havde ikke formaaet at gjennemgranske hendes Levesæt. Madamen havde forstaaet at værge sig for enhver Fremmeds Indblanding i det Liv, hun havde bestemt sig til at føre, og det mest utrættelige Øje formaaede ikke at gjennemskue hendes indelukkede Tilværelse. Hun var Gjenstand for enhvers Nysgjerrighed, der vidste, at hun eksisterede. Naar hun gik ud, var hun beskyttet for Iagttagernes skarpe Blik ved sit Regnklæde; thi dette var som et Skur over hendes Person, og det ringe, man fik se af hendes Ansigt, bragte heller ikke Lys i Sagen; thi det havde stedse sit samme stive, ubevægelige Udtryk, og de, som kjendte hendes Ungdomshistorie, laa i sin Grav, og den var sunken i Forglemmelsens Dyb. Kun hendes gamle Pige kjendte den til Punkt og Prikke, og hun alene forstod den Styrke, hendes Madmor havde vist ved fra sin tidlige Ungdom af at kunne give Afkald paa Verdens Tillokkelser, Alt, hvad man altsaa vidste i Kroken om det lukkede Hus, var det, at trende Skabninger levede der, Madamen, hendes Pige og hendes Hund, og man saa kun, at der indenfor de blankpudsede Vinduer stod Staaltraadrammer, et uigjennemtrængeligt Gitter selv for det skarpeste Øje. Man vidste dog ogsaa, at Madamen hver Onsdag og Lørdag, lig de andre Byens Børn, spiste Fisk og Fiskesuppe til Middag; dette er dog altid noget, og det tilmed et godt Vidnesbyrd om, at Madamen førte en ordentlig stelt Husholdning. Husmødrene i Kroken forsømte aldrig at lægge Mærke til, om Madamens Pige gik til Torvs de reglementerede Fiskedage; deres Opmærksomhed i denne vigtige Sag blev heller aldrig skuffet; thi ligesaa vist som disse Dage oprandt, fik de se det lukkede Hus’s Dør aabnes paa sædvanlig Tid og den gamle Pige træde ud, bestandig iført den samme Dragt, Kattuns Skjørt, højrød Strikketrøje og Skakkeklædeskappe paa Hovedet. Langsomt gik hun sin Vej, men hurtig kom hun tilbage, for at ikke den sprællende Fisk paa Hanken skulde dø; thi da kunde jo ikke det siges, at de havde spist levende Fisk til Middag.

I Kroken havde Familierne det meget gemytligt; om Sommeren tilbragtes enhver Godvejrsdag paa Bænken udenfor Huset; her blev deres Kaffe drukket og den saakaldte «Klokketre-Mad» spist; gik der saa en Kjending forbi, maatte han med i Slaberaset, og der kom da straks en livlig Samtale igang. Den ældre Husfader vandrede op og ned ad Gaden ganske ugenert, iført sin Slobrok og hvid Nathue paa Hovedet, tiltalte forbigaaende og udspurgte dem om det, han ønskede at vide. Stueejerne paa Tyskebryggen boede gjerne i Dræggen og paa Øvregaden, og her holdt de forældede Moder sig længst. De gamle Tyskebryggematadorer spankede frem, upaavirkede af Moden i sin fra alle andres helt forskjellige Dragt, Knæbukser, trekantet Hat paa Piskeparykken og den med Guldknap forsynede lange Stok i Haanden, De kaldtes Stokkemænd og lignede i sit egne Antræk gamle Hanseater. Deres tyske Navne vidnede ogsaa om, at de nedstammede fra disse.

Blandt Bergens mange Smug er der et, som kaldes Knøsesmuget. I dette boede dengang tvende Haandværkere lige overfor hinanden. Vejen mellem Husene i et saadant Smug er ofte saa smal, at man fra Gadedørstrappen magelig kan række hverandre Haanden. I et lavt rødmalet Hus med lave Vinduer og en lang Skorsten, der ragede tilvejrs over det spidse Tag, førte et par unge Folk sin Husholdning. Manden var Guldsmedsvend; han havde i sine første Svendedage forlovet sig med en fattig Enkes Datter. Mesteren ansaa ham for sin flinkeste Arbejder, men den stakkels Svend opnaaede dog aldrig at blive Mester; thi da hans Forlovedes Mor døde, blev Datteren hjemløs, og han maatte altsaa gifte sig, Fra den Stund kom Trælleaaget paa hans Skuldre. En Dag sad Svenden med sin Kone i den lavloftede Stue, der gjorde Tjeneste baade som Værksted, Dagligstue og Sovekammer. Tilstelningen i dette Rum vidnede om Orden og Renlighed. Til Pryd for Stuen stod deri en Mahogni Sofa med falmet, slidt Betræk og et Par Lænestole i samme Tilstand. Enhver kunde se, at disse Møbler var bestemte for et stort Værelse, de havde ligesom stridt sig en Plads til i det trange Rum. Men det var en trøstelig Tanke for den unge Kone, at disse Arvestykker efter hendes Mor kunde bære Vidne om, at hun hørte til de saakaldte «bedre Folk». Huset laa paa Smugets Skyggeside, saa at ingen Solstraale naaede frem dertil, og det unge Par vidste ikke af, at det var en Solskinsdag førend ved Middagstid, naar Solen glitrede paa Gjenboens Kvistvindue. Konen sad nu bøjet over Vuggen, hvori hendes lille Barn sov, Manden henne ved sit Værkstedbord; her var han falden i Tanker og lod et Øjeblik sin utrættelige Haand hvile under Kinden. Der herskede en uhyggelig Taushed som efter en mindre behagelig Samtale. Endelig sagde Manden:

«Jeg har nu fast bestemt at opfylde dit Ønske; vor lille Pige skal kjøres til Kirke i Barnedaabsvognen. Jeg arbejder en Time længere hver Nat paa mit Hjemmearbeide, derved skal jeg nok skaffe tilveje de Penge, som behøves for at leje den.»

Konen vendte sit tungsindige Ansigt mod ham og svarede:

«Det kan nok være Uret af mig at have et saadant forfængeligt Ønske, rnen jeg har sagt dig, at det var min Barndoms Stolthed og Glæde at høre min Mor fortælle om den store Stas, der var i hendes Hus den Dag, jeg blev kristnet, og hvilket dejligt Syn det var for hende at se de pyntede Faddere og mig kjøre i den fornemme Barnedaabsvogn, og hvorfor skulde vi ikke gjøre alt, for at ogsaa vort stakkels Barn skulde faa den samme Glæde? Vi har kun fire Hædersdage i dette Liv, og det er naar vi døbes, konfirmeres, staar Brud og begraves, og disse Dage bør jo gjøres saa højtidelige som muligt. Min Mor holdt altid paa sin Honnør, og det skal jeg saamen ogsaa stræbe efter at gjøre; for det er dog trøsteligt at vide, at En aldrig har skidnet sin Familie.»

«Imorgen skal jeg da udrette alt fornødent til Daabsdagen,» sagde Manden, «men min strideste Gang bliver til den rige Madam Ruyter; aldrig har jeg hørt noget ondt om hende, men jeg ved, at hun holder sit Hus lukket for hvert fremmed Øje.»

«Hun vil nok for den Smule Slægtskabs Skyld til dig bære vor lille Pige,» mente Konen.

«Ak ja, men det bliver ikke grejt at faa Indpas hos den strenge Matrone.»

Den næste Dags Formiddag traadte Guldsmedsvenden ud af sin Husdør, iført sine Brudgomsklæder; hans blege, magre Ansigt og de mørke Skygger under hans Øjne vidnede om Overanstrengelse; han havde en spæd Figur og lignede i sine Kisteklæder en pyntet Konfirmand. Da han gik op ad Smuget, stak Gjenboersken sit nysgjerrige Ansigt frem bag Halvgardinet for Vinduet og fulgte ham med Øjnene, saa langt som hun kunde se ham. Svendens Vej gik til Kroken; da han var kommen til Madamens lukkede Gadedør, vendte han om og gik flere Gange frem og tilbage, inden han fik Mod til at bruge Dørhammeren, som skulde melde hans Ankomst; endelig tog han i og bankede tre Gange, og idet Lyden var ved at hendø, aabnedes Gadedøren langsomt, og den gamle Tjenestepige stod for ham. Hun spurgte med et ængsteligt Udtryk i sit Ansigt, hvad han Vilde. Da det blev hende betydet, at det gjaldt et nødvendigt Ærinde til hendes Madmor, bad hun Svenden vente i Gangen; langt om længe kom hun tilbage og bad ham følge sig. Den stakkels Svends Hjerte slog dobbelte Slag- ved denne Opfordring, og da han fulgte den tause Vejviserske gjennem den lange, smale Gang, helt belagt med en hollandsk Matte, følte han sig ligesom ifærd med at udføre et sandt Vovestykke. Han blev nu lukket ind i en stor, langagtig Stue; ved at se sig om her grebes han af en Beklemthed, som om han var stængt inde alene i en Kirke. De høje, mørke Staaltraadrammer foran Vinduerne indlod kun et dæmpet Lys i Værelset. Langs Væggen stod med nøjagtige Mellemrum højryggede Stole, betrukne med roset Gyldenlæder og siret med tysk Snitværk. Ned fra Taget hang i en Messingkjede et Skib med fuld Takkelage, der svingede ved enhver Bevægelse, og som var en Efterligning af det Fartøj, Koffardikaptejnen havde ført. Midt paa den ene Væg stod et stort Valnødtræes Skab, rigelig udkraatet med Træskjærerarbejde; det lignede af Form en Indgangsdør til et Tempels Allerhelligste. Fra Stuen ved Siden af lød en uhyggelig, dæmpet Knurren. Guldsmedsvenden fór sammen, da Bagstuedøren gled op ligesom af sig selv, og ud tren Madamen som et gammelt Portræt af sin Ramme. Hun var af middels Højde, hendes Husdraot bestod i en saakaldt Flasketrøje og et sort Taftes Skjørt, paa Hovedet havde hun en stivet, klar Skakkeklædeskappe, der var bunden dybt ned paa Panden, og under denne en violet Silkekyse; i hendes tankefulde, mørke Øjne og smale, blege Ansigt laa noget vist nonneagtigt asketisk, som indgjød Respekt. Hendes Hund fulgte til Dørtrinet, hvor den blev staaende med aaben Snude, og vendte paa en skummel Maade det hvide i Øjnene ud. Men et Fingerpeg af dens Herskerinde bragte den til Ro, og den lagde sig smaaknurrende indenfor Døren med Hovedet paa sine Forben. Den stakkels Svend blev ganske benauet og stod en Stund ligesom maalbunden og i et slags Fortvivlelse strøg og vendte han paa sin Hat.

Medens han stammende frembar sit Ærinde, betragtede Madamen ham med et forskende, gjennemtrængende Blik; derpaa sagde hun: «Jeg hører, at hans Navn er Løsk, saaledes hedte ogsaa min salig Mands Søskendebarn; han er vel da en Søn af ham?»

Da Svenden sagde, at dette forholdt sig saaledes, vedblev hun, idet hun sank ned paa en Stol:

«Forstaar han at sætte Pris paa dette Slægtskab? Thi en ædlere og mere dydziret Mand end min var, kan Verden ikke eje.»

En smertelig Trækning gled over hendes Ansigt, og hun vedblev med svagere Stemme: «Vil han love, at han aldrig vil skidne dette Familieskab, men holde sin Vandel ren, saa skal jeg ikke glemme ham. Han ser frygtsom ud, men er det Ærefrygt for min Sorg, saa er det vel. Jeg skal bære hans Barn til Daaben, skjønt jeg nødig forlader dette Hus, men det vil jeg sige ham, Barnet maa døbes i Tyskekirken; thi ikke træder jeg indenfor nogen anden Kirkedør.»

Da Guldsmedsvenden var kommen ud paa Gaden, følte han sig let som den frie Fugl, og snart naaede han hen til Vognmandens Hus, hvor han skulde udføre sit næste Ærinde. Den velagtede Vognejer stod og bredede sig i sin Gadedør. Hans faste, trivelige Figur, det runde, tilfredse Ansigt, og de store, forgyldte Ringe i Ørene gav ham Udseende af en Velstandsmand. Da den stakkels Svend saa denne Kjørermatador, følte han paa denne Prøvelsens Dag atter Forknyttelsen vokse i sig. Følelsen af Fattigdom er kuende, han stod og betænkte sig, færdig til at vende om igjen, da Vognmanden fik Øje paa ham og venlig sagde: «Træd kun nærmere, Far min, genér sig ikke.» En Smule modigere ved denne Opfordring sagde nu Svenden, at han kom for at bestille Barnedaabsvognen.

«Nu, det er vel gjort,» sagde Ejeren, og et tilfreds Smil gled over hans Ansigt, idet han spurgte, «hvem det var» der vilde leje den. Men da han fik vide, at det var ham selv, kom der et helt andet Udtryk i hans Ansigt; med et haanligt Smil og med skarp Stemme sagde han: «Hvad hører jeg! en Vogn, som kun kjører fornemme Folks Børn til Kirke, tænker han at leje! Nej, min Far, Barnedaabsvognen er ikke hjemme for ham og hans Lige; jeg mener, han kan være fornøjet med en af mine Karjoler.»

Ved disse Ord gik der en stærk Rødme over Guldsmedsvendens blege Ansigt, og han svarede krænket: «De Penge, han modtager i Vognleje, er vel lige gode for ham, fra hvem de kommer.»

«Aajasaamæn, men jeg skal sige ham, det er ikke mig ganske det samme, hvem der sidder indeni det galante Kjøretøj.»

«Jeg kan ikke tro,» sagde Svenden knibs, «at det skulde skjæmme hans Vogn, at den rige Madam Ruyter kjøres i den.»

«Nej, har han skaffet sig en saadan Guldhøne til at bære hans Barn, saa bliver det en anden Sag. Nu ja, jeg faar da komme med Vognen, men jeg kan ikke stanse ved hans Dør i den Læddik af et Smug, hvori han bor; thi det vilde skamfere det elegante Kjøretøj at lade det balancere frem paa de ujevne Stene. Men han kan være tryg, jeg skal holde ovenfor hans Smug til bestemt Tid.»

I Bergen var der i de Dage kun nogle faa Herskabsvogne som havde Kuskebuk, og i Vognmændenes Værge var der kun to saadanne, nemlig den omtalte Barnedaabsvogn og Skrædderlaugets Ligvogn. Ethvert andet Kjøretøj var saaledes beskaffent, at Gutten, som styrede Hesten, maatte løbe ved Siden af den; var nu denne et rapt Dyr, som hurtigt vilde Vejen frem, og det oversteg menneskelige Kræfter at følge det, forsøgte ofte en saadan nødtvungen Hurtigløber at stride imod alt, hvad han vandt, men det hjalp ikke, han maatte naturligvis med i Farten. Naar saa Stoppestedet endelig var naaet, vidnede hans rødsprængte Ansigt og hæseblæsende Stemme om, at det næsten havde gaaet paa Livet løst. Skulde en Vognmand fæste en Kjøregut, blev denne først maalt og gransket med prøvende Blikke, og dernæst behandlet, som om det var en Hest, der skulde kjøbes; var saa Supplikantens Udseende tilfredsstillende, blev han almindelig spurgt: «Har han villige Undersaatter, Far, eller, kanske han bedre forstaar, rappe Fødder, og kan han prekavere sig for at blive anpusten?» Besvaredes disse Spørgsmaal bejaende, var Handelen sluttet.

Barnedaabsvognen bar en henrunden Tids hele Præg. Historien melder intet om, hvilken Skjæbne der har ført den til Bergen; men mindre end sandsynlig var det, at den skulde være et Produkt af den Tids bergenske Vognmakere. Denne Vogns pragtfulle Udstyr og ganske egne Façon mærkede den som et Kjøretøj, der kun var bestemt til at bruges af Matadorer og ved højtidelige Anledninger. Maaske den engang har været ejet af Paven eller af en af de «syv Kurfyrster» eller af selveste «Soldanen», om hvem der staar i visen, at han trukken blev i gylden Karm.

Paa den af Guldsmedsvenden bestemte Dag bevægede Barnedaabsvognen sig frem gjennem Byens Gader, trukken af et Par hvide Heste med blanke Messingstjerner i Panden og højrødt Sæletøj besat med gyldne Ringe. Paa det høje Kuskesæde, der var besat rundtom med brede, forgyldte Frynser, sad Vognmanden, iført sit Liberi, i stolt Bevidsthed om, at han var Ejer af Byens pragtfuldeste Kjøretøj; med Værdighed styrede han de smukke Heste, som havde den Ære at trække hans Triumfvogn: Sidevæggene, der var meget brede, var af helt Glas, indfældet i højrøde Rammer med gyldne Lister, de store Hjul var af samme Farve. Indeni var den betrukken med rødt damaskeret Fløjl, fæstet med gyldne Snorer og Dusker. Bagpaa det brede Bræt stod en Tjener iført Plydses Knæbukser, sid højrød Vest og en Hat paa Hovedet stor som en «Doldertromme»; han holdt sig fast ved Kvasterne, som svingede udenpaa Vognen, og spændte ofte bagud med Fødderne for at forhindre en eller anden kjørelysten Gadeunge fra at svinge sig op paa Brættet. Da Vognmanden med megen Anstand styrede Barnedaabsvognen ind i Kroken, kom mange Tilskuere frem i Vinduerne; der saaes Barneansigter med opspilede Øjne og fladtrykte Næser mod Ruderne; Damer, ja endogsaa Mænd, som jo aldrig er nysgjerrige, men paa dette Optog maatte de se. Da Vognen holdt udenfor det lukkede Hus, slog alle Hænderne sammen af Forundring. Gadedøren aabnedes, og ud tren Madamen, fulgt af sin Pige og Hund, og som altid iført sit Regnklæde. Da Tjeneren havde hjulpet hende op ad de mange Trin, der lignede en Stige – thi Vognen var meget høj – og hun var vel placeret, kjørte den avsted paa sædvanlig Parademaner, men der var noget nedslaaet i Vognmandens ellers saa opblæste Mine; thi han følte, at Indesidderen i Vognen ikke Vilde afgive det Syn, han kunde ønske; thi han var vant til at kuske fine Fruer og Jomfruer, hvis skjønne Toilette passede til det pragtfulde Kjøretøj; thi i de Dage havde gjerne de gifte Damer sin Brudekjole paa ved saadanne Anledninger. Han trøstede sig dog med, at man i Byen vidste, hvem Damen var, og at hun altsaa ikke kunde sætte hans Vogn i Miskredit, men han skulde paa en pinlig Maade berøves denne Trøst.

En Gadegut kom syngende forbi, og idet han saa Barnedaabsvognen, stansede han og raabte: «Aa Jødes, Smaa-Hans, ka e de for et gammelt Hespetræ, I har faaet i Glasskape idag?» Vognmanden satte Hestene i hurtigere Gang og naaede uden flere Angreb snart Smuget; men da han stansede der, stimlede alskens Gabere om Vognen. Tilløbende raabte: «ka e tis?» thi det havde ikke før været spurgt, at Barnedaabsvognen havde holdt udenfor Knøsesmuget. Gjenboersken og hendes Mand, Skomagermester Hønnemør, strakte sine nysgjerrige Ansigter saa langt som muligt ud af Gadedøren, og Svende og Læredrenge forlod Værkstedet og fløj paa hinanden for at komme betids nok til at se den Stads.

Imidlertid sad Vognmandskongen misfornøjet paa sin Throne og lod sit Scepter svinge; Hestene syntes at dele hans Utaalmodighed, de tyggede paa Bidslerne og stampede i Gaden, kun Madamen holdt sig som sædvanlig rolig, hendes Sindsligevegt rokkedes ikke. Da Barnet og Medfadderne var kommen i Vognen, og denne kjørte afsted, spredtes Gaberne; men Barnets Moder stod tilbage og i lyksalig Bevidshed om, at det var hendes lille Pige, der blev kjørt til Kirke i den kostbare Vogn, fulgte hun den med Øjnene, saalænge det var muligt at se en Snip af den.

I Tyskekirken var flere Nysgjerrige samlet for at se, om Madamen Vilde holde Barnet over Daaben med Regnklædet paa; men idet hun traadte frem for Præsten, kastede hun det af, og stod nu der som en afsløret Statue. Hendes hele Udseende var forandret; en sort Damaskes Adrienne faldt i rige Folder om hendes spinkle Skikkelse, paa Hovedet havde hun en saakaldet Høllik, besat med de fineste Brüsseler-Kniplinger, der krusede sig om det blege Ansigt, og som hun stod der, lignede hun et Billede af en gammel Abbedisse.

Paa Vuggen lagde Madamen en Obligation, der skulde benyttes til Barnets Underholdning og Opdragelse; det blev en rig Dag for den fattige Svend.

En kort Tid efter Barnedaaben hos Guldsmedsvenden blev Madamen syg og længe sengeliggende.

I Kroken fik man af Doktoren vide, at hun sang paa sit sidste Vers, og man fik det sjeldne Syn en Dag at se tvende ældre Kvinder af Middelstanden Staa ved det lukkede Hus, bankende med Dørhammeren. Pigen lukkede op, som sædvanlig, men af hendes Ansigt kunde man se, at det ikke var velkomne Besøgere. I sin Bagstue laa den Syge i den store Topseng; fra dens Tag, der var dannet som en Krone og baaret af krumme Bøjler, faldt rigfoldede Gardiner af mørkegrønt Taft, der kun lod en liden Del af Lejet tilsyne. Paa en Taburet foran Sengen sad den gamle Pige med Hovedet bøjet ned til den Syge. Henne ved Ovnen paa et Tæppe laa Hunden og utstødte nu og da tunge Suk, der lød som fra et beklemt Menneskebryst. Midt paa Væggen ligeoverfor Sengen stod en saakaldet «Lesnert», hvori Madamen havde sine værdifuldeste Sager og Papirer forvarede, og ved hver Side af dette Møbelstykke sad de fremmede Kvinder, lig Drager, som bevogtede en Skat; deres gridske Øjne fulgte enhver Bevægelse af den Syge. Disse Personer var Madamens Slægtninge, og da hun ingen nærmere havde, ansaa de sig som Arvinger; hun likte ikke disse Damer, og derfor kom de sjelden til det lukkede Hus. Madamen havde, engang de var hos hende, bemærket, at den ene af disse Gribbeniller paa en lumsk Maade gjentagne Gange havde vejet en af hendes tunge Sølvskeer i sin Haand. Efter denne Opdagelse slog Madamen en Streg over de Pligtindbydelser, hun havde bestemt for disse Slægtsfolk. De var nu uindbudne trængt ind i det fredede Hjem for saa snart som muligt at faa Fingre i deres Arvegods, og sad kolde og udeltagende som Portører under en Landfarsot, kun ventende paa det sidste Suk. Nu og da traadte den ene af dem, «Skevejersken», hen til Sengen og trak Gardinet forsigtig tilside for at se, hvorlænge det kunde vare; men hver Gang hun sneg sig bortover Gulvet, knurrede Hunden, og Haarene rejste sig paa dens Nakke. Taus laa Madamen som i en Døs. Endelig lød fra Sengen for de lyttendes Øren et dybt Suk, der ligesom fyldte Rummet, og paa en vidt forskjellig Maade gjennembævede det de Kvinder, som sad i Stuen. Den trofaste Tjenestepige brast I voldsom Graad og kastede sig ned foran den Syges Leje; men for Arvingerne lød det som det sødeste Hvisk om jordisk Lykke. Pigen forlod stille Værelset, medens de tilbageblevne Kvinder et Øjeblik følte den Gru og det Alvor, der altid følger med Dødens Stund, men dette Indtryk varede ikke længe, thi Griskhed er kold; hun, som havde vejet Skeen, sneg sig hen mod Topsengen, og idet hun skjælvende trak Gardinerne tilside, sagde hun:

«Nu er hun sluknet; det er ligesaa vist, som at jeg har seet Døden før.»

Madamen var sunken dybt ned i Puderne, og Døden havde sat sit Mærke paa hendes værdig Ansigt.

«Ser du Nøglehanken, som hænger derinde i Sengen?» sagde den ene af Kvinderne; «tag den, vi kan ikke tidlig nok faa undersøge, hvad hun har i sine Pakkenelliker. I den Lesnert har hun vistnok sine Penge, skynd dig, luk den op.»

Men idet Nøglen drejede sig i Laasen, og Klaffen faldt tungt ned, og Arvingerne stak sine dirrende Fingre dybt ned i Skufferne, lød det med en hul, anstrengt Stemme henne fra Sengen:

«Hvem er det, som rusker i Tølerne mine?» og en liden udtæret Haand straktes truende frem bag Gardinet, Hundens Knurren blev til Bjæf, og det lod, som om Naturen Vilde gaa over Optugtelsen, thi den rejste sig færdig til Angreb.

Arvingerne sank stivnede av Skræk ned paa sine Stole, da Døren gik op, og Doktoren ledsaget af den gamle Pige traadte ind.

Det viste sig da, at Madamen kun var falden i Afmagt; hun døde først en Uge efter denne Tildragelse.

Paa Madamens Begravelsesdag sad i den gamle Bagstue den trofaste Tjenestepige med sin Broderdatter, som havde besøkt hende.

«Faster,» sagde denne, «jeg vilde ikke blive en Time længere i dette sælsomme Hus.»

«Ak, Barn, skulde jeg blive ræd for at være ene her, hvor min Ungdoms Blomst er visnet, og hvor min Alderdoms Stilk skal knækkes? Hun, som nu ligger i sin Grav, ønskede, at Hunden og jeg skulde blive i Huset til vor Død, og det skal Ske. Gud glæde hende, hun har givet mig rigeligt at leve af, saa jeg skal ikke sidde paa den tørre Kvist i min Alderdom. Og godt havde hun ordnet alt, inden hun gik bort,» vedblev den Gamle og tørrede sine Øjne. «Ja, hun var klog og veltænkende som Faa. De gridske Arvinger, som sad her i denne Stue og ønskede hende død og borte og troede at eje alt, de Ugler fik da Ingenting. Guldsmedsvend Løsk gjorde hun til en velholden Mand, og Tyskekirken fik ogsaa en stor Gave.»

«Men,» spurgte Broderdatteren, «hvorfor var Madamen saa streng og alvorlig som en Bisp?»

«Fordi hun midt i sin Ungdoms Blomst blev rammet af den tungeste Sorg. Ak, det var en dejlig Dag da jeg her i dette Hus modtog det unge Par; jeg var hendes første Pige og blev ogsaa hendes sidste, Da hun stod her i denne Stue som ung Kone, tindrede Glæden i hendes Øjne; ja, hun var rød og hvid som en malet Dukke, og hendes Mand, o, han havde et Ansigt som en Guds Engel, hvilket han også snart skulde blive. Gud bedre mig, jeg vidste, han var fejg, lige fra hans Bryllupsdag; thi da han gik op til Alteret med sin Brud, begyndte Alterlyset på hans side at sprutte, og jeg fik den store Sorg at se det slukne, inden han riktig var viet, og et saadant tegn på Død slaar aldri fejl.»

«Men Madamen kommer vist at spøge i denne Stue, hvor hun støt var,» sagde Broderdatteren, idet hun kartede et sky Blik henover Sengen, «uf, jeg vilde heller bo I et Skur end sidde her ved Aftentid.»

«Du taler formasteligt; i denne Stue skeede kun det, som godt var, her, holdt hun sig til Gud, og her arbejdede hun Klæder til de fattige Børn. Da Manden rejste bort paa det store Skib, han førte, var Glæden ogsaa borte for min Madmor, og jeg saa hende aldrig smile fra den Dag; et Aar skulde han blive borte, og da hun fik Efterretning om, at han kunde ventes hver Dag, blev hele Huset vasket og pudset som til en Helg. Min Madmor, den Stakkel, var hvert Øjeblik ude i Gadedøren for at se efter ham, men det var ikke saa beskikket, at hendes Øje skulde skue ham mere i levende Live. Ak, jeg skal aldrig forglemme den Jammerdag, da han blev baaren død til dette Hus. Vi fik vide, at han gik og hang i Klæderne paa hele Hjemvejen, indtil han blev saa syg, at han maatte i sin Køj, og det skeede ude paa Leden. Ak, kjæmpet havde han saart for at faa gjense sin Kone, der var det bedste, han ejede i denne Verden, men Fartøjet sakkede for knap Vind, ved Kvarven drog han sit sidste Suk, og fremmed Haand maatte lukke hans Øjne. Fra den Dag skyede min Madmor Verden og dens Fristelser og levede stille i sit Hjem med sin Gud og sin Sorg.»

I de Dage her tales om, herskede i Bergen megen Overtro. Menigmand holdt lige saa fast ved Spøgelser og Nisser som paa sin Barnelærdom, ja endogsaa de mere oplyste i Samfundet var stærkt smittede deraf.

Ammestuefortællingernes Indtryk var i Blodet, og de bergenske Barnepiger fra de Dage forstod at lave stærke Historier for Overtroens Syner.

Da det derfor blev fortalt, at man saa Madam Ruyter sidde paa sin Grav sent om Aftenen, blev det troet af de fleste.

Dræggen og den Del af Øvregaden, som ligger nærmest Kirkegaarden, blev skyet, naar Dagslyset svandt.

Den unge Kapellan, som dengang var konstitueret Præst til Tyskekirken, og som ikke var paavirket af den herskende Overtro, besluttede at opdage Grunden til det Syn, der fremkaldte denne Byskræk.

Han havde selv været i Sognebud hos Madamen og holdt Ligtalen ved hendes Grav. Fra et Aftenselskab, hvor Samtalen kun havde drejet sig om Synet paa Kirkegaarden, gik han ud paa Opdagelse.

Det var en smuk, maanelys Høstnat, en lind Blæst førte af og til lette Skyer over Maanen; hele Midnattens Tysthed laa over Byen, og underlig følte han sig tilmode, da han gik nedad den folkeøde Tyskebrygge; Vippebommene, der stod lige tilvejrs, fik ved Nattehimlens Belysning noget spøgelsesagtigt over sig.

Og selv Synet af de utallige Skibe paa Havnen, der nejede sig for de krusede Bølger fra Fjorden, ophidsede Fantasien.

Idet Kapellanen traadte ind ad Kirkegaardsporten, der i de Dage altid stod aaben, gik der en Sky over Maanen, og Monumenter og Grave blev ligesom borte for hans Syn.

Tørre Blade faldt raslende fra Lindetræerne, og enhver Lyd paa en Kirkegaard ved Midnatstid fremkalder jo en Gysen. Denne følte vistnok ogsaa Kapellanen, men han var jo paa Opdagelse og traadte modig frem om Kirkehjørnet, men her viste sig for hans stirrende Øjne ganske rigtig en Skikkelse, der strakte sig frem fra Madamens Grav.

Han maatte et Øjeblik støtte sig til Kirkemuren; thi et overnaturligt Syn har en Magt, der kan fælde selv den tapreste Krigsmand.

Dog, Kapellanen Vilde bringe Lys i dette Overtroens Mørke, overvandt sin Frygt og gik Synet imøde med faste Skridt. Skikkelsen paa Graven havde rejst sig og krøb langsomt hen mod ham.

Opdagelsen var skeet, Maanen gled frem bag Skyen og belyste med fuld Glans Madamens trofaste hvide Hund.

Madamen
Klokkeren og hans sønn
Likstuen
En gammelbergensk sankthansaften
Jomfruen
En erindring fra kysten
Menuettdanserinnen
Gammelt bergensliv
En plassertur i Bergen
Lydia Rademacher
Sælsomme folk